Overmod eller bare dumhed…

Vi lider i den grad af overmod, Kenneth og jeg. Ud i bilen og afsted gik det i retning af City Syd. Der var så mange ærinder, som passende kunne samles under ét tag, syntes vi. Principielt er vi helt og aldeles imod at handle ude i det center (ja, kald os bare hellige, men vi kan lide små butikker med personlig betjening og hyggelige gader med frisk luft mellem indkøbene og derfor støtter vi hellere dem), men nogle af vores ærinder kunne kun gennemføres derude, så der var ingen vej udenom.

Alene det at finde en parkeringsplads var et mareridt. Man skulle tro, at der udbrød varemangel i morgen, for der var ikke den familie i Aalborg og omegn, som ikke havde fået samme idé og derfor også skulle af med fire hjul og en sardindåse. Det lykkedes efter en tid og så gik det med raske fjed ind i Helvedes forgård.

Nu kunne jeg begynde at gisne om alle de menneskers ærinder, men de var formentlig ikke så forskelligt fra mine, så alle vi tåbelige mennesker gled rundt i julepynt og hinanden, alt imens vi desperat forsøgte at få overstået det hele på den halve tid. Altså lige indtil jeg ramte en butik, som havde nogle helt og aldeles uundværlige tekstiler. Nu er jeg en grå cardigan, en grå tunika og en fuchsiafarvet tunika rigere og i den grad klar til at tage mig godt ud. Eller noget…

Kenneth er bare udmattet.

Vi skulle lige ned forbi en af byens bedste grønthandlere. Der blev provianteret af både frugt, grønt, krydderier og lidt fudge til Oline og veninderne. Efter en solid kø var den ged barberet og endelig kunne vi skynde os i retning af udgangen igen, for at komme videre ud og handle de sidste ting.

Jo, Bilka ligger lige overfor grønthandleren, men ikke om ti vilde barbarer fra den mørkeste ende af Mongoliet kunne have fået os indenfor. Vi orkede ganske enkelt ikke, så det var bare ud igen i en pokkers fart, for oppe for enden af Hobrovej ligger Kenneths yndlingsbutik, når det kommer til de daglige indkøb. Nu kunne den også få lov til at lægge ryg til nytårets fornødenheder.

For at være smarte, tog vi en kæmpe omvej. Eller noget…

Kenneth mente, at det kunne betale sig, at tage motorvejen. Der er cirka 1½ kilometer fra Bilka til Super Best, som han foretrækker at handle i, men ikke om vi kunne tage den lige vej. Næ nej. Vi skulle sydover og helt ud til Svenstrup, på motorvejen og så endelig holde i kø for igen at finde en parkeringsplads, da vi endelig nåede frem. Godt vi hygger os i en bil.

Undervejs til motorvejen så vi ind til flere fyrværkeriudsalg. De er flyttet ud på de omkringliggende marker, hvor de har slået sig op i bedste teltstil. Jeg synes, at det er en god idé. Langt væk fra beboelser. Jeg HADER fyrværkeri.

Det nåede nærmest at blive mørkt, inden vi var hjemme igen. Så er en kop kaffe altså ualmindelig velkommen. Og en sofa.

Relaterede skriv

18 kommentarer

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    31. december 2008 at 11:26

    Det var noget af en udflugt vi var på, men det er jo forlængst overstået og i dag kan jeg drikke kaffe og lave ingenting. Ah… :-)

  • Svar
    Julia Lahme
    31. december 2008 at 10:33

    er altså vild med billedet af det trøstesløse fyrværkeriudsalg! Så skal man altså virkeligt ønske sig et kbald (…), for at stå der og købe raketter. Rigtigt godt nytår, J

  • Svar
    Marianne
    31. december 2008 at 10:30

    Sådan en dag havde vi også men vi tog den i to etaper. jeg tog den første og gemalen den anden og Banditten han hyggede sig hjemme.

    Liselotte jeg vil ønske dig og din dejlige familie et godt og lykkebringende Nytår.
    Tak fordi du beriger blogverden med verdens bedste blog og som daglig er en inspiration for mig. Tak for dit skønne syn på livet. Jeg håber at vi mødes i 2009 og indtil da – pas godt på dig selv og dine. Mange kram her fra ønskeøen

  • Svar
    Anni
    31. december 2008 at 06:25

    Jeg håber, at Karin har ret, for jeg har tænkt, at begive mig ud i ‘natten’ om lidt for at indkøbe de sidste ting til den 2.jan., hvor min mand har fødselsdag – hvor upraktisk – men når jeg læser om Bilka, Netto, SuperBest mmm kam jeg godt sige jer, at jeg får hjemve!
    Et rigtig godt og sundt nytår til dig og dine
    fra os i Wien

  • Svar
    Tina - omme i London
    31. december 2008 at 00:51

    Hvis jeg var jer ville jeg skifte groenthandler, for de er saft suseme noget brune de groentsager… :)

  • Svar
    Olines
    30. december 2008 at 21:46

    Jeg var i det famøse center i søndags. Det var det eneste sted hvor jeg kunne opdrive en
    Mac. Så manden og jeg kørte den lange tur fra Djursland og helt derop. Men det var hurtigt ind, handle og derefter hurtigt ud.
    Jeg er absolut ikke til centre, mange mennesker og tilbudsskilte overalt! Vi slap dog uden om de værste trafikkøer på den lange tur.
    Godt nytår til dig og dine.

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    30. december 2008 at 21:27

    Akkedog som det storcenter trak energien ud af mig… eller også var det de kun 4½ times søvn jeg undte mig selv i nat. I hvert fald har jeg været tæt på træt lige siden, men det hele er handlet og i morgen behøver vi ikke bevæge os nogen steder hen. Det passer mig svært godt :-)

    PS – den mongol, ik’… han skulle eddermugme være STOR så…

  • Svar
    Jane N
    30. december 2008 at 20:48

    Og jeg er bare så lykkelig for at høre at der er andre end mig der HADER fyrværkeri:-)
    Faktisk kan jeg heller ikke li´ Citysyd, men alligevel havde jeg forvildet mig derud lige før jul. Jeg ved ikke lige hvad der skete da jeg kørte derfra, men faktisk havnede jeg af alle steder i Gug! Det tog lige lidt tid inden jeg fik kareten vendt mod Sindal ;-)

  • Svar
    Berit
    30. december 2008 at 20:41

    Men 2 nye tunikaer og 1 ny cardigan er vel ikke å forakte?? :-)
    Her er det forberedelser til nyttårsfest for 18 stk. så………………………………..GODT NYTT ÅR TIL DEG OG DINE!!!

  • Svar
    Lene
    30. december 2008 at 20:07

    Den superbest er bare god :-) men det er lidt langt at køre bare for at handle ind :-)

  • Svar
    Gitte
    30. december 2008 at 20:02

    Vi gjorde noget helt uhørt – vi satte vækkeuret til 7.30 i morges, snuppede et hurtigt morgentoilette og lidt mad. Og så kørte vi i Bilka for at hente en vognfuld varer. Og tænk sig, der var ikke 100 mennesker i butikken, så vi var lynhurtigt ude igen. Skønt. Derfor har vi haft masser af hyggetid i dag og plads til en “morfar”.
    Vi bor i Aalborgs opland og må indrømme, at parkeringsmareridtet i Aalborg centrum ofte får os til at vælge andre alternativer. Men, Liselotte, jeg vil da give dig fuldstændig ret i, at det er væsentlig mere charmerende i centrum.

  • Svar
    ME
    30. december 2008 at 19:22

    Kender det. Kommer max i Storcenteret én gang om året. Nødtvunget. Og jeg har ikke en gang bil.
    Kan dog afsløre, at der også var mange mennesker i Aalborg C i dag, men det er nemmere at holde ud end i Storcenteret.

  • Svar
    kokken
    30. december 2008 at 19:01

    Så er det spørgsmålet dukker op: Hvad rejser I egentlig til udlandet for? Hold da kaje hvor kan I opleve mange ting ude i det virkelige liv (også kaldet Gug og omegn) Tak for turen Liselotte – den var helt fin at være med på her i mit lille køkken;-)

  • Svar
    Steen Brølling
    30. december 2008 at 18:36

    Ja jeg forstår din harme imod Citysyd. Jeg hader også det sted som pesten. Og jeg vil tro vi hader fyrværkeri omkring indenfor samme pind på hadeskalaen som du. Men du har ikke helt ret hvad angår mongolske barbarer. De kan få dig til HVAD SOM HELST! Og ikke 10. Nej der behøves kun én…

    Glad nytår til jer herfra.

  • Svar
    betty
    30. december 2008 at 18:34

    Det lyder skrækkeligt. Jeg har det også sådan – jeg hader de indkøbscentre…..
    Det er altid en god ting, når man kan sidde sammen i en bil og hygge sig, mens man venter.

  • Svar
    Karin Hørkilde Jensen
    30. december 2008 at 18:17

    Hmmmmmmm, der har ganske rigtigt været VOLDSOMT travlt i Bilka både igår og idag. De sidste nytårs-kransekager blev flyttet fra fryseren og ind i butikken i går eftermiddags kl. 16, så jeg krydser fingre for, at langt de fleste er blevet solgt idag. Der bliver nemlig IKKE travlt i Bilka imorgen. Nu hedder jeg altså ikke Nostradamus til mellemnavn eller noget; men sådan er indkøbsmønsteret bare. Herretravlt den 29. og 30. december og bare en hyggedag den 31. Bare sådan lige til almen orientering.

    Rigtig godt nytår til dig og dine, Liselotte.

    Mange nytårsknus fra Karin

  • Liselotte
    Svar
    Liselotte
    30. december 2008 at 17:58

    Jamen Stine, så får Kenneth en medalje for at tage turen gennem Svenstrup ;-)

    Sikke med mennesker der var. Overalt. Også i SuperBest… *suk*

  • Svar
    Stine
    30. december 2008 at 17:55

    I går handlede min kæreste ind til nytår i Bilka. Der var voldsomt mange mennesker, og han kunne ikke få alt. Bagefter kørte han i SuperBest, hvor der stort set ingen var. Måske han bare skulle være startet der ;)

    I øvrigt forstår jeg godt Kenneths idé med at køre via Svenstrup. Kilometermæssigt er det længere, men jeg brugte 20 minutter fra Bilka til krydset ved SuperBest i går i en laaaang kø…

  • Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)