Sådan skal det være…

Kenneth kørte tidligt i går morges. Da han over middag vendte hjem igen, var Steen kommet, Kenneth blevet en bil rigere og jeg besluttede mig for, at efter den sene frokost, kunne mændene lege med elektronik, mens Oline og jeg tog en tur i den bil, jeg endnu ikke har nået at prøve at køre. Den bil, som kom til huse før jul og som allerede nu var kasseret til fordel for en kæmpebil, som kan rumme alle Kenneths løsdele.

Det var første gang jeg skulle ud at køre efter min sygemelding, så det var med en vis nervøsitet, jeg satte mig ind bag rattet. Ville arme og albuer mon samarbejde? Heldigvis gik det godt og endnu sjovere var det at opdage, at bilen og jeg passer ualmindelig godt sammen. Måske er det ikke verdens mest praktiske bil at være tolk i, for den er noget af et skrummel, men sikke den kører. Jeg forelskede mig på stedet  og det endte med, at jeg efter endt tur meddelte, at den bil i hvert fald ikke skal sælges, før jeg har ejet den i et stykke tid.

Jeg kan lide tanken om, at der er plads til stort set hvad som helst jeg måtte falde over på min vej. Det er godt at have plads til den gyngestol, jeg drømmer om at finde en skønne dag og så er bilen sort som natten. Det skal en bil være, synes jeg. Jeg lever fint med andet, men jeg er mest vild med de sorte af slagsen og jeg er allermest vild med, at denne her bare føles helt rigtig. Den sparker, når den skal. Den er min! Basta!

Hjemme igen kom der gang i Olines Wii og hold da fast, hvor var de aktive allesammen. Jeg sprang over, for jeg er stadig nervøs for arme og albuer, men det er nu heller ikke tosset af være tilskuer. Oline fik lokket Steen til at spille og jeg skal love for, at de tog for sig af retterne. Sveden haglede af dem, men de havde det sjovt og da der var ved at være oparbejdet snerten af en appetit, serverede Kenneth lækker mad, som faldt tungt i trætte maver. Sådan skal det være.

Nu venter hverdagen. Jeg glæder mig til den. Forberedelserne er i gang. Kalenderen er spækket med aftaler og arbejde. Alt er godt.