På tur i mørkningen

Vi bor i den gamle del af Gug. Dernede, hvor nogle af de første stykker landbrugsjord blev udstykket og siden forvandlet til bydelen og det ses. Husene i kvarteret omkring os er gamle, men alligevel ikke ældre, end de bærer præg af de årtier, de blev bygget. De er ikke store og de er slet ikke prangende, men de har lagt hus og rum til mange glade unger gennem tiden.

Der er ikke meget charme ved de fleste af de gamle huse, men nogle har bedre held end andre og jeg synes faktisk, at huset her er hyggeligt og ikke mindst smukt og anderledes i den antracitgrå farve. Det er ikke helt tosset.

Husene fortsætter i stort set samme stil i noget der ligner en halv kilometers penge, inden man ender nede ved Gugvej, hvor udsigten for ikke ret lang tid siden var en smuk, gammel firlænget gård. Nu er den revet ned og afløst af en brakmark med udsigt til det nybyggede Solparken.

Hvor længe de får lov til at beholde udsigten over jorden, der ligger lige opad Gugvej kan vi kun gisne om, men det kan jo vise sig, at krisen kradser så meget, at der alligevel stoppes en smule op. Der bygges i vildskab lige nede omkring Solparken og umiddelbart til højre for byggeriet her, ligger der endnu en samling nybyggede huse.

Jeg har længe undret mig over, hvor vi skulle finde alle de mennesker, som skulle fylde boligerne og de nyetablerede kvarterer med liv, for vi har ikke boligmangel i Aalborg og har ikke haft det i mange år. Når Riget ikke fattes penge, er der gang i nybyggeriet, men ender det med tomme huse og lejligheder, har man i den grad forregnet sig og jeg har længe været bange for, at det kunne ende sådan. Vi får se.

Til venstre for Solparken, en lille stykke længere henne ad Gugvej, ligger den lille, sjove rundkørsel, som er mere til gene end til gavn eller…

Jeg tror i grunden, at den sætter et grundigt stop for alt for hurtig kørsel gennem Gug. Gugvej er fristende, for den er lang og med fint udsyn. Vi bor på en sidevej oppe for enden af det stykke du kan se her. Der gik vi ikke op. Vi valgte at dreje til højre op ad Sønder Tranders Vej.

På hjørnet ligger Blomster Krukken. Hun har en meget hyggelig og som regel også velassorteret blomsterbutik her på hjørnet, men jeg handler aldrig derinde. Der er absolut ingen mulighed for at parkere og så opgiver jeg hver eneste gang. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste.

Lidt længere oppe ad gaden ligger Kikkertland. Åh jo, vi har også specialbutikker i Gug…

Lige overfor Kikkertland ligger “hovedindgangen” til Solparken. Den lever ikke rigtigt op til sit navn i dag. Vejret var vådt og frisk, men der var ikke skyggen af sol. Det gjorde ingenting. Jeg skulle bare have frisk luft og det var der masser af.

Ikke mange meter længere henne ad Sønder Tranders Vej ligger Mums. Det er svært bare at passere og jeg manglede faktisk lige en bøtte te, så jeg parkerede Kenneth og Oskar udenfor og gik ind, mens jeg sværgede, at jeg ville skynde mig.

Heldgvis var der kunder i butikken, så jeg fik lejlighed til at nyde alle fristelserne uden dårlig samvittighed.

Det er svært ikke at lade sig friste derinde. Butikken bugner af lækre specialiteter, smukke ting og ingen af delene er frygteligt dyre.

På hylderne står alle lækkerierne skulder mod skulder. Der er glas, som frister allevegne, men vi var gående. Kenneth havde taget tørnen med Oskar og hverken kunne eller skulle slæbe noget som helst og mine albuer kan ikke tåle at bære noget tungere end en fjer, så det gav helt sig selv.

Det blev til en dåse te og to små, lækre oste, men jeg skal ærligt indrømme, at brødene fristede. I stedet har jeg siden investeret i noget økologisk speltmel. I morgen bager jeg brød. I dag nøjes vi med det, skufferne byder på.

Efter Mums gik turen ind i et kvarter vi endnu ikke har udforsket. Vi har nok boet her i mange år efterhånden, men i årene med Alexander var det sjældent belejligt endsige fornuftigt at bevæge sig udenfor i vejret. Vi har noget at indhente og det byder på nye oplevelser og overraskelser. Sådan en sen eftermiddagstur er hyggelig, frisk og fuld af dejlig snak. Vi er gode til at gå tur sammen og Pjosket, han elsker det bare og tonser derud af uden at klage. Jo længere tur, jo bedre.

Da vi nåede Landlystvej og havde udsigt ind over en del af byen var der gået en times tid. Nu manglede vi bare nedstigningen, så var vi omtrent hjemme og min hovedpine, som havde trængt sådan til frisk luft, var overhovedet ikke i aftagende, men meget nemmere at leve med, så helt skidt var det altså ikke.

Hjemme igen blev Kenneth sendt ind på sofaen. Jeg tog bilen og kørte op for at handle. Nu er jeg hjemme igen efter en dag, som trak indtil flere tænder ud, men til sidst endte helt godt alligevel. Jeg er godt brugt.