Sådan en fredag…

I dag havde jeg fornøjelsen af at skulle være inde på Sygehus Nord lige over middag. Synes man at parkeringsforholdene er håbløse ude på syd, er det ingenting at sammenligne med dem, der hersker inde på nord.

Denne afdeling af sygehuset ligger midt i centrum. Klemt inde mellem gamle beboelsesejendomme, små specialforretninger og smalle gader ligger sygehuset uden mulighed for at tilbyde parkering i en størrelsesorden, som modsvarer brugerne af faciliteterne.

Det er helt og aldeles håbløst at regne med, at man kan parkere i nærheden. Man skal ud i krogene, ind ad smalle, ensrettede gader, krydse klinger med byfornyelse, lastbiler, håndværkere og andet godtfolk, mens man småstresset ser tiden svinde minut for minut.

Efter en tid opgav jeg og trak igen ud af centrum og ind i den del af byen, som kaldes Vestbyen. Her er det heller ikke nemt, men der er i det mindste en chance. Længe kan man cruise gennem gaderne, inden man måske er heldig. Det var jeg. Jeg fandt en plads i Reberbansgade ikke ret langt fra sygehuset, da jeg returnerede til centrum. Jeg takkede stille for, at jeg er en haj til parallelparkering, for der var ikke plads til meget mere end et stykke fluepapir mellem mig og de andre biler, da jeg endelig kunne forlade den nye bil, som ikke er den mindste i verden. Nu foregik turen hen til bestemmelsesstedet til gengæld i halvløb…

Jeg nåede det til tiden. Jeg ankom med en puls lidt over det normale, sved på overlæben og frustration over, at jeg var taget hjemmefra i overordentlig god tid og alligevel endte med at stresse helt vildt. Sådan er det bare. Der er ikke plads til biler i centrum. Jeg ved det jo…

Jeg ved også, at de sjældent overholder deres tidsplan på sygehuset. Det var da heller ikke tilfældet i dag. Vi fik en halv time i venteværelset, inden det endelig blev tid. Ha! Så meget for at skynde sig.

Bagefter kunne jeg slentre ned gennem Reberbansgade i modsat retning af hvad jeg plejer. Det betød, at jeg igen skulle passere broen, som vi elskede at cykle råbende under, da jeg som barn cyklede gaderne tynde på min blå minicykel.

Lige her, helt op ad banen, ligger også et sjovt hus. Sådan helt klemt inde med en fin forhave ud til Reberbansgade og et tog, der passerer omtrent gennem stuen hvert og hvert andet øjeblik. Det larmer. Jeg ved det, for min far boede engang nede i Absalonsgade på anden sal. Ikke specielt tæt på banen. Der var en temmelig stor baggård mellem lejligheden og DSB, men jeg skal love for, at det larmede, når togene passerede.

De har vel lydisoleret i det lille røde hus. Det håber jeg da.

Solen var fremme og brugte sine sidste stråler på at lege med de smukke farver på nogle af de renoverede huse.

Det er smukke og charmerende beboelsesejendomme med ganske få lejligheder per opgang, som dominerer vestbyen. Der er ingen rigtigt høje komplekser og derfor har bydelen også sin helt egen charme. Nede på Kastetvej, “hovedstrøget” i Vestbyen, ligger enkelte lidt større og højere beboelsesejendomme, men på trods af den massive mængde lejligheder på forholdsvist lidt plads, er bydelen efter min mening en af de hyggeligste i Aalborg.

Brandhanerne er vist lige blevet malet derude. Røde, intense farveklatter langs Reberbansgade. De står tæt derude, men det er vel nødvendigt, fordi bydelen er så kompakt.

Da jeg nåede ned for enden, hvor min bil var parkeret, blev jeg pludselig opmærksom på denne brandhane. Jeg grinte noget af cykellåsen, men jeg grinte nu endnu mere af maleren. Han har ikke ulejliget sig med at fjerne låsen, men tilsyneladende heller ikke gidet at gøre en dyd ud af nødvendigheden. Halvfærdig er han kun blevet.

Bilen blev generobret. Jeg elsker den. Jeg synes den er for fed at køre i. Den glider smidigt ind og ud mellem Reberbansgades livlige trafik, da jeg svinger den i retning af Vesterbro og vel er den lidt stor, men jeg finder stor glæde i at vide, at den er min. Jeg er svært tilfreds med, at jeg kan mærke, at jeg har bil. Ah…

Ud gennem byen planlægger jeg aftenens menu. Kun Oline og jeg skal have mad. Kenneth er kørt til Fyn. Han vender hjem sent i aften, så det skal være nemt.

Det ender nemt. Jeg kan lave det på et øjeblik og for at forkæle lidt, smutter jeg lige indenom den lokale bager, som har lagkager. Oline elsker den slags. Jeg HADER lagkager, men Oline… hun smiler bredt, da jeg endelig parkerer lagkagen på køkkenbordet, pakker indkøbene ud og får sat gang i en kaffe.

Nu spiser hun lagkage. Jeg drikker kaffe. Aftensmaden bliver vist sen, er min fornemmelse. Det gør ingenting, for jeg trænger til at sidde lidt. Stille og med lyden af en glad og weekendstemt Oline. Livet ER jo godt. Ind imellem svært, men altid godt :-)