Om morgenen er det koldt, mørkt og vanskeligt at komme op, synes jeg. Jeg tvinger mig selv til at svinge benene ud fra dynen og finder langsomt fodfæste på gulvet. Jeg går gennem det mørke hus, tænder for bruseren og venter tålmodigt på det varme vand, mens jeg stille drømmer om den første kop kaffe. Den som ledsager de minutter, hvor jeg sætter mig ved computeren, for at vågne for alvor.
Da jeg kommer ud fra bruseren, fryser jeg. Jeg gemmer mig i håndklædet, samler mod og smider det endelig, for at indlede de sidste øvelser, inden jeg kan returnere til soveværelset og få fundet tøj frem fra skabet. Kenneth er stået op i mellemtiden. Han er i gang med at indtage dagens første nyheder, mens han drikker kaffe og nænsomt prøver at få liv i Oline.
Vi når kun lige at rejse os fra sengen…
Oskar elsker, når han når at smide sig på sengen, inden vi reder den. Han elsker, at den stadig er varm. Så ruller han sig sammen, som en snegl, finder sig til rette og stirrer bare forurettet på mig, når jeg ankommer, tænder lyset og trækker dørene i garderobeskabene til side. Det er uhørt, at jeg skal larme. Kan jeg ikke se, at han sover?
I morges var ingen undtagelse. Jeg var svært misundelig på min vanehund. Gid det var mig, tænkte jeg, da jeg så ham ligge der midt i varmen og nyde, at han har tid til den slags.
Jeg sover til venstre i billedet. Den side af sengen har været min i al den tid, jeg har sovet ved siden af Kenneth. Vi har aldrig skiftet side. Vi er vanedyr. Er du også det?
34 kommentarer
Liselotte
23. januar 2009 at 10:32Jamen velkommen til, Kirsten – det med at bytte side, det er prøvet herhjemme og vi kunne ikke finde ud af det :-)
Alice, han kravler selv ind under dynen, når han vil det og det er han også vild med :-)
Alice
23. januar 2009 at 09:47Du skal løfte dynen så den kan komme ind i en hule:) Jeg passer samme race af og til og den EEEEEELSKER at ligge inde under en varm dyne, men husk lige et lille skilt, så ingen sætter sig på ham. Han er bedårende sød.
Kirsten
22. januar 2009 at 22:56Jepper…. vanedyr er jeg også, har dog prøvet om vi ikke kunne bytte side i sengen, men det er ikke rigtig lykkedes, det kunne måske være sjovt at prøve den anden side af sengen…bare for sjov.
Dejlig blog du har, har kigget lidt med fra side linien et stykke tid, men nu er det vist på tide at “få hovedet ud af busken”
Liselotte
22. januar 2009 at 21:26Louise, vi er vanemennesker, langt de fleste af os og om man er kat eller hund er garanteret ligemeget. En varm dyne frister :-)
Louise
22. januar 2009 at 20:21Skønt indlæg.
Hos os er det også katten, der indtager den varme seng.
Hvis hun i det hele taget er stået op…
Jeg sover også til venstre og har gjort det “altid”.
Min mand og jeg har boet sammen i 14 år.
Jeg har sovet til venstre så længe, at min mand ikke
længere har så meget hår på brystet i den side :)
Tak for en dejlig side.
Kram Louise.
Liselotte
22. januar 2009 at 15:32Betty, vi er mange… os med vaner, tror jeg ;-)
Annepålandet, det der med ikke at have faste pladser er måske også lidt en omskrivning af sandheden, for er der en herhjemme, som har snuppet yndslingspladsen, får han/hun lige “blikket” ;-)
Ingrid, hunde kan se meget fornærmede ud, når de smides ud eller forstyrres :-)
Ingrid
22. januar 2009 at 14:54Hej Liselotte
Ja vi er også vanedyr her….samme side i 42 år…og vores Ramses minder meget om jeres Oscar.
Han putter sig på samme måde og bygger hule inden jeg får sengen redt og kommer ud med ham.
Sikke et blik sådan en fyr kan sende en,når han bliver vappet ned :o)
Mange hilsener
Ingrid
Annepålandet
22. januar 2009 at 14:35Haha, ja vi er vel alle vanedyr. Her har vi fast plass i sengen og fast plass ved spisebordet. Har vi gjester, må vi ofte sjonglere på plassene ved spisebordet, og da blir det alltid mye ståhei og latter.
Var på et selvutviklingskurs for mange år siden. Der skulle vi folde hendene – og fant ut at vi alltid automatisk hadde samme tommel øverst. Så snudde vi på det – og 98% av oss syntes det var ubehagelig – tenk for noen vanedyr vi er! Men med litt trening gikk det greit, og sånn er det vel med alle vaner.
Men å bytte plass i sengen – der går grensen!
betty
22. januar 2009 at 14:02Hyggeligt indlæg og en dejlig hyggehund. Jeg er ikke så meget vanemenneske, når det handler om sove/siddepladser.
Men jeg synes, det er sjovt og hyggeligt at læse alle de kommentarer, fordi jeg nu pludselig forstår mange patienter, jeg har mødt i min tid som fysioterapeut.
Jeg har tit været på hjemmebesøg for at vurdere behov for hjælpemidler og boligændring efter sygdom eller invaliditet.
Noget af det sværeste at ændre eller flytte har været senge eller den side, der plejede at være soveside. Så nu kan jeg se, at det ikke kun er gamle patienter, der har stærke vaner, når det handler om soveside….
Liselotte
22. januar 2009 at 13:38Mette Lykke, det er da en interessant teori, men den passer ikke frygteligt godt herhjemme ;-)
Karin, vi har heller ikke faste pladser, men yndlingspladser :-)
Karin
22. januar 2009 at 12:40Afhængig af hvor vores seng har stået og hvor vi har boet har vi sovet på forskellige sider af hinaden. Men når først siderne var valgt har det været fast indtil evt. ny senge/husflytning.
Dog kan vi godt “lande” (efter endt aktivitet !! ;-) i den modsatte sengeside og falde i søvn der. Men næste nat sover vi på den faste plads igen. Sådan…
Men vi har ingen faste pladser rundt om spisebordet og heller ikke i sofaen… kun ynglingspladser, men ikke faste.
mette lykke
22. januar 2009 at 12:15Gad vide om det har noget at gøre med ,den hjerne halvdel man er styret af.
Venstre side: kretiv og empatisk. Højre side: logisk tænkende osv…..
Hvor er han sød, som han ligger der og nutter sig.
Liselotte
22. januar 2009 at 12:03Jeg tror omtrent alle mennesker har et minimum af vaner eller rutiner, for det gør så mange ting nemmere, når man har oparbejdet en vis rutine. Omkring det med sovepladsen, så er det noget, jeg morer mig over, men vi er virkelig rigide på det punkt :-)
Vida de Praia
22. januar 2009 at 11:59Yep! Vi er vel alle vanedyr ;-)
Lisbeth Bula
22. januar 2009 at 11:43Vi kan ikke engang ligge i fremmede senger på fremmede steder uten å holde oss til riktig side… så, jo… vi er vel det. Selv om jeg er den som liker å opprøre andre ved å sette meg på “feil” plass både på jobb og hjemme. Bare sånn for å holde folk fra å stivne fullstendig i sine mønstre!
Gitte
22. januar 2009 at 11:36Uha, jo…sover klart bedst på venstre side af gemalen, og går vi tur vil jeg også helst være på venstre side! Jeg ved ikke hvorfor, men det er bedst sådan
Hilsen Gitte
Tina - omme i London
22. januar 2009 at 11:31Det foerste vi goer, naar vi ankommer et sted hvor vi skal sove er at etablere hvilken side vi skal sove i. Jeg kan da ikke sove paa den forkerte side af min elskede!
Liselotte
22. januar 2009 at 11:24Jeg sover altid i samme side, når vi er hjemme. Ude er det ligemeget, men hjemme skal tingene “vende rigtigt” og det gør de for os begge, når vi ligger på den måde. Vi er vist småtossede, men den med døren…
Jeg kan huske da vi flyttede ind i det her hus. Døren sidder anderledes, så jeg nu ikke længere ligger tættest på den. Det krævede lidt tilvænning, for tidligere har det altid været sådan, at jeg lå ved siden af eller tættest på døren og det må ubevidst have været vigtigt for mig, for jeg bemærkede med det samme, at her var det anderledes.
Bente, jeg synes det er noget af en generalisering at antage, at folk, der sover i samme side af sengen altid går blinde gennem livet og ikke opdager de små detaljer. Hvem er blind? ;-)
Cathrine
22. januar 2009 at 11:22UFF, ja jeg har akkuret den samme følelsen om morgenen,det er rett og slett vondt å stå opp! Men den første kaffekoppen gjør så livet verdt å leve igjen, og en perfekt måte å starte dagen på!
Videre så ser jeg hvor en aldeles heldig liten vofs dere har, som får lov til å krølle seg godt sammen i de varme dynene. Så heldig er ikke vår hund. Han må, dessverre for hans del må jeg vel si, ligge på gulvet. Han elsker selvsagt å ha et lite pledd å nyte tilværelsen på, og dessverre for meg, men heldig for ham er at når jeg er ute og tar en røyk(uff, for en last) så får han være med for å leke!! Han elsker å kaste pinne og ball, DA er livet for ham verdt å leve…….. :o)
Tora
22. januar 2009 at 11:19Det går mot lysere tider, da blir det lettere å komme seg opp av dynene. Jeg kan selv kjenne at det trengs.. Og vanedyr? Ja, men ikke når det gjelder høyre eller venstre side. Jeg vil sove innerst. Mot veggen, enten det er høyre eller venstre. Men det blir vel omtrent det samme, så ja, jeg er et vanedyr.
Nyt kaffen, og jeg håper dagen din blir god!
Helle K.
22. januar 2009 at 10:44Det kan du tro – jeg sover bare i den anden side :)
Min vanehund kravler helt ind under dynen om morgenen – hun flytter rundt efterhånden som vi står op – hun skal helst ligge med en under dynen :)
Annedorthe
22. januar 2009 at 10:12Der var den igen – den kop kaffe. Får altid lyst til at drikke mig en (ekstra) kop kaffe når jeg læser dine indlæg, Liselotte.
For sjov prøvede jeg lige at “google” hvor mange indlæg på din blog, hvor orde kaffe indgår.
Skriv “kaffe site:http://www.slagtenhelligko.dk”
Google siger 865, men jeg vil næsten tro det er flere! :-)
Bente
22. januar 2009 at 10:01Den der gør først i seng lægger sig inderst så vi skifter dagligt side, hader vaner, synes det er dræbende at gå blind gennem livet og ikke opdage de små detaljer, men sådan er vi så forskellige.
Fríða
22. januar 2009 at 09:39ja, vi sover også fra förste dag på den samme side i sengen. han bestemte i begyndelsen at det var nödvændigt at jeg lå til venstre. hvorfor; fordi når han så vender sig mod mig ligger han på sin venstre side og har höjre hånd fri til at kærtegne mig. og sådan har det forblivet, også når vi er væk hjemmefra.
kh.fra Island
Frida
merete
22. januar 2009 at 09:34så absolut. det tror jeg alle mennesker er. jeg vil helst sove i den side af sengen som er tættest på døren. hvorfor ved jeg ikke. vane.
Christina
22. januar 2009 at 09:33Vi er også vanedyr, i de 18 år vi har været sammen har vi faktisk altid sovet i samme side, noget andet er bare for underligt! Min mands bedsteforældre (der er englændere) havde en sjov vane, han sov altid tættest på døren :-) De var fra den generation der havde separate senge (i hvert fald i den tid jeg kendte dem), og hans beskytterinstinkt havde altid fortalt ham at han sov nærmest døren. Jeg har altid synes det var så dejligt viktoriansk :-)
Lækker pine, du er bare så hurtig, jeg ville ønske jeg var bare halvt så hurtig!!
Catarina
22. januar 2009 at 09:29Vores morgner her hjemme er i den grad også præget af vaner og rutiner. Der er heller aldrig lavet om på dem i de år vi har været sammen. Jeg sover også i den samme side af sengen og har altid gjort det. Selv når vi er af sted i campingvognen eller på hotel, så ligger jeg i den sædvanlige side.
Jeg tror vores morgner ville kokse, hvis vi begyndte at lave om på dem. Lidt ad gangen ville nok gå, men radikale ændringer om morgenen, tror jeg ikke er godt. :-)
I må ha’ en god dag Liselotte.
Helle
22. januar 2009 at 09:28Helt sikkert vanedyr. Når vi skal sove andre steder, skal jeg lige ha’ verdenshjørnerne på plads, inden jeg finder min plads. Han hygger rigtigt ham Oskar. Min hund ville også mægtig gerne i sengen, men der trækker jeg grænsen(det er en belgisk hyrdehund). God dag !
Frk. Vestergaard
22. januar 2009 at 09:24Jeg er helt klart et vanedyr. Og de dine morgenrutiner minder meget om dem, jeg havde før jeg fik børn. Nu er der kommet to små verdens-omvæltere ind i mit liv. Så nu står den på overtalelse af to morgensure børn, madpakkesmøring og taske-pakning.
Men når det kommer til sovevaner, der er de intakte. Jeg har sovet i den samme side af sengen. lige så længe Anders og jeg har boet sammen. Og det bliver jeg ved med. Alt andet er altså for mærkeligt.
Maria Jensen
22. januar 2009 at 09:06Hej LiseLotte!
Sikke et skønt billede af Oskar!
En rigtig puttehund.
Om lidt venter dagens første kop kaffe.
Den bedste vane på hele dagen.
Hav en dejlig dag!
kram Maria
Tine
22. januar 2009 at 09:05Lige nu sover jeg i den højre side, men da vi boede i Herlev sov jeg i den venstre side, og selv om jeg så falder i søvn i den nu “forkerte” side af sengen, så sover jeg ikke dårligere på grund af det. Jeg er nok bare ikke et rigtigt vanedyr. ;-)
Yrsa
22. januar 2009 at 09:03HELT klart ! :-)
Og det med senge siden er sjovt – vi prøvede for nogle år siden at bytte plads fordi min kære mand klagede lidt over træk fra vinduet, men vi sov så dårligt den nat at vi med det samme flyttede tilbage til vores “egen” side :-))
Og ja ellers generelt er morgen nok den som er fyldt med flest vaner – så kører det ligesom bare meget bedre…
lærerinden
22. januar 2009 at 09:00Jeg er så heldig at have fri i dag! Men jeg har kæmpet mig ud af sengen, lavet en stor kop kaffe og fået tændt computeren. Badet kommer lige om lidt… Føler mig utrolig heldig over min fridag, hvor jeg skal have styr på bunkerne på skrivebordet, udvælge min første strikkeopskrift, købe garn i butikken på Boulevarden og spise frokost med en veninde. Er førstegangsstrikker, men glæder mig til at komme igang, er forsynet med diverse kom-i-gang bøger fra biblioteket, en kæmpe lyst og gå-på-mod. Stærkt inspireret af dig og dine flotte billeder. Tak for det!
Vanemenneske er jeg helt klart. Din beskrivelse af din morgen faldt lige i hak. Oskar skulle bare udskiftet med min kat, som i morges nærmest stod og ventede på, at jeg skulle forlade sengen, så han kunne få sin plads. Og jeg sover selvfølgelig i venstre side…
Rigtig god dag til dig Liselotte!
Lisbeth
22. januar 2009 at 08:59helt vildt. Her i efteråret har vi været nødt til at skifte plads, fordi vi fik en lille pige og hendes seng stod bedst ved gemalens sengeside, da det var mig der skulle op og amme. Nu er hun kommet ind på eget værelse, og vi er kommet til at sove i den rigtige side igen. Det andet var altså for mærkeligt..