Jeg er bange for hunde. Ikke sådan at forstå, at jeg er fuldstændig angst for dem, men jeg skal have tid, inden jeg føler mig tryg, så i går var en udfordring, for jeg blev mødt af over 100 kilo rå, uforfalsket muskelkraft, da jeg trådte ind af døren hos Homer og Chili.
To kæmpestore, robuste, sjove og nysgerrige amerikanske Bulldogs, som gerne ville hilse på gæster. Der var fuld fart på dem. Fuld fart. Tøhø, hvor det blev sjovt og jeg blev usikker og Liselotte, 8 år. “Nej, I må ikke gå! Jeg vil ikke være alene med dem!”, kunne høres konstant, i de første timer i deres selskab.
Siden faldt hundene til ro og så gjorde jeg også, men hold da op, sikke hunde…
Homer er døv og har en helt igennem morsom adfærd, som formentlig kan henføres til hans døvhed. Han er kæmpestor, massiv muskel og langtfra så adræt, som man kunne forvente af en hund som ham, men jeg tror det skyldes, at han er døv. Han er i hvert fald både sjov og kluntet. Og lækkersulten. Og ikke sådan at flytte, når han først har taget en beslutning.
Jeg var jo ikke helt vildt tryg ved hundene, så da han besluttede sig for, at min æblekage var den bedste og derfor kravlede op på skamlen, som stod ved siden af bordet, kun for at nidstirre mig og min kage, skal jeg gerne indrømme, at jeg blev lidt af en tøsedreng. “Homer, du skal gå ned” hjælper absolut ingenting og I ser ikke mig prøve at flytte ham. Det er helt sikkert!
Det var lidt ligesom at være hovedpersonen i Fyrtøjet…
Flyt dig nu, for jeg skal ned at hente Fyrtøjet, inden heksen kommer… og det hjalp absolut ingenting. Til sidst var der ikke andet at gøre, end at ignorere ham, så det gjorde jeg, selvom det var svært. Hold da fast for en fætter, som udmærket godt vidste, at det handlede om at lade som om man slet ikke var der og kombineret med, at han selv tror, at han er en lille skødehund, mente han sagtens, at vi kunne overse ham. Som om…
Han søster, Chili, foretrak pladsen under bordet, men Homer skulle absolut sidde med. Jeg tror faktisk, at det handler om hans manglende hørelse. Han har brug for overblik og det skal jeg love for, at han var god til at skaffe sig. Var der en ledig stol ved bordet, kunne vi være helt sikre på, at han sad der med det samme.
Jeg tror næsten, at han nåede at prøve dem alle. Han var forrygende morsom. Så sad han og nidstirrede os på skift, mens han skabte overblik.
Han var altså ikke sådan at flytte ned fra stolene. Jeg siger det bare, men hold op, hvor jeg morede mig over ham. Han var helt fantastisk og en utrolig smuk hund. Imponerende på alle måder. Til sidst kunne jeg næsten slappe af i selskab med de to kraftkarle. Næsten…
Selskabet var rigtigt godt. Hundenes mennesker var jo dem, vi var kommet for at besøge og det var bare en rigtig dejlig dag. Masser af snak, grin og alvor og ind imellem blev der tegnet robotter og prinsesser, fortalt løgnehistorier, set Lego og snakket blod, død og ødelæggelse, for når man er syv, er det interessant.
Størstedelen af dagens billeder er taget af Isabel. Ni år er hun og helt forelsket i mit kamera. Hun er dygtig, synes jeg.
Det blev sent. Jeg er stået tidligt op, men det skulle jeg måske ikke have gjort.
37 kommentarer
Mapiurka
3. april 2009 at 02:47Hi, Love your dog!! I’ve had a boxer, they’re the best and lovely dogs!
I’m from Argentina and love your blog, beautifull photos.
Have a nive day!
jeanett kaare
26. januar 2009 at 17:52VERDENS STØRTE HUND!
Katja
26. januar 2009 at 13:52Hvor er Homer skøn ! Sidder her og savner min hund Samson, Karelsk Bjørnehund (blev aflivet for 3 år siden…) Er ikke i tvivl om at Homer og Samson kunne have været gode venner….
Hundetegnsprogs-tolk……….måske en ny niche for dig :-)
Liselotte
26. januar 2009 at 09:02Dortheivalo, de hunde er helt fantastiske. Ren, rå og uforfalsket muskel. Der er virkelig nogle kræfter gemt i de kroppe, men jeg tror gerne, at en grønlandsk slædehund kan noget af det samme :-)
Dortheivalo
26. januar 2009 at 03:00Brrrr..jeg bliver bange bare ved at se på billedet af hundene, men de er godt nok fascinerende. Grønlandske slædehunde vejer kun 40-45 kg og de er ellers store og stærke efter min smag..totalt godt billede af hunden på skamlen, fnis ;-)
Liselotte
25. januar 2009 at 22:21Lone, han var simpelthen så dejlig :-)
Helle, dit spørgsmål er slet ikke så skørt. Faktisk har de fået at vide af opdrætteren, at Homer formentlig er døv, netop fordi han er hvid, så det er rigtigt, at der er noget om snakken.
Homer klarer at kommunikere fint ved hjælp af et hjemmelavet tegnsprog. Det var rigtigt sjovt at se :-)
Helle Christiansen
25. januar 2009 at 22:15Flest sagde det samme om Homer – jeg synes også at han er nemlig en flot herre hund – og ret nuttet, man kan se at han kan være sjov og måske lidt fræk? Ros til 9 år, som tog et flot billede!
Hm jeg spekulerer på om Homer er døv, fordi han er fuldstændig hvid ?? Jeg spørger vistnok svært, for den Herre Homer bor jo ikke hos dig.. Ved bare hvis en kat har blå øje og hele hvid – er døv.
Jeg tror bestemt at det bliver ikke nogle problem at opdrage en døv hund – bare brug tegnsprog, ik?? hehe. God aften.
Lone
25. januar 2009 at 18:40Homer er helt vildt charmerende. Hvor er han sød, hvor han sidder på skamlen med øjnene fikseret på kaffebordet :o)
Dejlige billeder.
Liselotte
25. januar 2009 at 17:31Det er nogle ualmindelig flotte hunde – og STÆRKE :-)
Britta S
25. januar 2009 at 16:27Jeg er heller ikke helt glad ved hunde jeg ikke kender og da slet ikke i den klasse og størrelse som Homer og Chili, men hvor er det dog et par flotte hunde. Homer er et rigtig MANDFOLK kan man se :-)
LisbethK
25. januar 2009 at 16:17Sikke nogle vidunderlige billeder Isabel har taget – hun har da blik for motiverne! Og tak for en vidunderlig ledsagende beskrivelse.
Liselotte
25. januar 2009 at 16:11Jeg havde glemt forklædet… men Homer var SKØN og ja, det kræver lidt omtanke at omgåes en døv hund, men dejlig, det er han og hans søster nu altså – helt ligesom deres mennesker :-)
Alice
25. januar 2009 at 15:51Ha ha sikke nogle skønne billeder fra dit lille eventyr:)
Karin
25. januar 2009 at 15:46Sjovt billede du (??) har taget med hunden på skamlen. Den ligner jo virkelig den fra Fyrtøjet. Godt set!
Det ser ud som om det var rigtigt hyggeligt – på trods af og med hundende.
Ella
25. januar 2009 at 15:43Gisp, jeg havde også været noget bekymret, Liselotte – men for pokker, hvor er et nogle herlige billeder :-)
Ege
25. januar 2009 at 15:29her kunne man få halsbånd til HOMER
http://images.google.com/imgre.....1%26sa%3DN
Ege
25. januar 2009 at 15:24Havde du ikke forklædet med ??? Det er jo det soldaten bruger for at få de tre hunde ned fra pengekisterne .
Døv hund
Jamen der har da været udbudt to renhvide Jack russel terrie via døveverden…..den ene havnede på sjælland hos en døv familie den anden ved jeg ikke hvor den havnede .
Det kræver en bestem viden at have døve hunde da de jo ikke har deres høresans og kan have lettere ved at blir forskrækket(angste)
Sikket et godt billede af HOMER på skammelen ;-))))))))))
Helle K.
25. januar 2009 at 15:01Altså man kan vel aldrig vide, om en hund bider – før den altså gør det? Jeg tør ihvertfald aldrig sige, at min hund ikke bider – det ved jeg jo i grunden ikke, kun at den ikke har vist tendenser og ikke har gjort det… nå men i den virkelige verden, er jeg ikke bange for hunde – har ihvertfald ikke mødt en endnu – men jeg er bange på mine børns vegne… selvom de ikke er :)
De ser nu skønne ud, de er smukke og velplejede – hvordan kan man opdrage og få en hund til at lystre, som ikke kan høre? Det undrer jeg mig lige lidt over…
Kirsten
25. januar 2009 at 14:46Jeg er vild med Homer :-) Chili er nu heller ikke at foragte, men han har da en åbenlys charme, den unge herre… Jeg havde nok alligevel haft det lidt ligesom dig – afventende og lidt forsigtig i starten, men når jeg så først fik ham lært at kende, ville jeg ha´ svært ved at forlade ham igen:-)
Og mht døve hunde, så har nogle af vores venner en døv fransk bulldog – OGSÅ med åbenlys charme og sine særheder. Det kræver lidt tilvænning at lære at kommunikere med ham, men efter nogen øvelse går det nu fint. Han er skøn – og har først tid til at hilse ordentligt på os når han er færdig med at lette ben op ad ALLE dækkene på bilen vi er ankommet i ;-D
Lotte
25. januar 2009 at 13:50Woooooooooooooooooow…..
Jeg er forelsket. De er VILDT flotte…..
Vi har (jo) en af hver. En muskelhund og en, lad os bare sige det ligeud, der er liiiidt klogere. Fordelingen er vist intelligens og muskler *G*
Jeg ELSKER at være hundeejer. Det er utroligt, hvad det bringer ind i hverdagen, hvis, hvis, hvis man konstant husker, at man er chefen – særligt over den stærke af dem.
Helma
25. januar 2009 at 12:55Har længe brugt Bloggen hér til fornøjelse og inspiration, men har aldrig været kommentator herinde …. jeg læser og nyder istedet, men ham Homer lokker altså for meget. Han er da bare så sød og tålmodig.
Jeg er selv en lykkelig ejer af en gammel labrador, hvis fornemste pligt er koncentreret tiggeri – på alle mulige måder, men Blikket hører med … ” Hvis nu jeg piber helt stille og kigger længe nok kan jeg træææække kagen den hér vej”. Sjovt ( … og lidt irriterende) ;-)
Fru Green
25. januar 2009 at 12:41Han ser sørme lækker ud. Altså hunden.
Men jeg er også vokset op med en boxer, så jeg har en forkærlighed for hunde med pludderkinder.
Fríða
25. januar 2009 at 12:31uha, smukke er de, men hvor ville jeg have været rædselsslagen! til trods for at jeg selv har katte og er vokset op med heste, og mine forældre iövrigt stadigvæk har flere heste, så er jeg urimeligt bange for fremmede dyr. og det har ikke noget at göre med om det er en hund, en kat, en hest eller noget andet. det er bare det at jeg er meget bevidst om at dyr har hver deres personlighed og når det er én jeg ikke kender, så er jeg altså på min vagt.
kh.fra Island
Frida
fisker & fernández
25. januar 2009 at 12:27Jeg ville have det nøjagtigt som dig. De hunde ser supersøde ud på billederne, og jeg er sikker på, at de også er det i virkeligheden, men jeg ville ryste i bukserne, hvis jeg sad alene med dem og blev nedstirret af ham Homer ;-)
Klejs
25. januar 2009 at 12:14Det er to helt utroligt flotte hunde. Jeg elsker amerikansk bulldogs, men det kræver en fast og sikker hånd bag hundeopdragelsen. Kan godt forstå at du følte dig som soldaten i “Fyrtøjet”. :-)
Letten
25. januar 2009 at 12:14Hold da op en skøn hund.
Liselotte
25. januar 2009 at 12:07Begge hunde er helt igennem gode og rare. Der er ikke ondt skabt i dem, så der var sådan set intet at være bange for. De er i en familie, som forstår at tumle dem, men jeg er bare utryg ved hunde, jeg ikke kender. Sådan er det.
Jeg har aldrig mødt en hund som døve Homer før, og jeg skal love for, at han var god for en del underholdning. Han færdes i verden på en helt igennem unik måde og så er han altså så klodset, at man ikke kan andet end holde af ham :-)
Mette
25. januar 2009 at 12:01Jeg kan godt forstå at man kan være utyg ved store hunde. Jeg er vokset op med schæferhunde, og synes de er nogle af de bedste familiehunde man kan få. Jeg har dog altid haft respekt for at andre ikke nødvendigvis har det på samme måde.
Min erfaring er bare, at hunden ikke helt forstår, hvorfor nogle mennesker holder afstand og ikke vil sige goddag til den. Det kan få den til at gøre en ekstra indsats for at få et klap og blive ekstra påtrængende, så nogle gange kan det være en fordel at få sagt goddag til hunden. Så skal den nok søge derhen, hvor de er mere gavmilde med klappene bagefter.
Men Homer ser godt nok skæg ud som han sidder der og troner og holder øje med kagen :-) Og at den kan sidde der på den måde, tyder i mine øjne på en hund, der er helt igennem god og rar.
Gitte
25. januar 2009 at 11:57Hvor er han skøn! og ikke sådan at overse…….
Lyder til det har været en rigtig underholdende selskab – både med dem på 2 og 4 ben!
Lene
25. januar 2009 at 11:52TAK for morgenen første grin, og den der hund der tror den er skødehund:-) jeg mindes pludselig vores første hund, som mente den stadig kunne ligge hos landmanden efter den var fuldvoksen :-)
Tine
25. januar 2009 at 11:36Hej Liselotte,
Sikke nogle skønne billeder du har taget! Jeg elsker hunde, men må sige at jeg som dig ind imellem lige skal se dem an. Især muskelhunde..
Jeg følger ivrigt din blog – synes det er fedt at læse med når der samtidig er så gode billeder.
I aften skal jeg for første gang lave and med hele pivetøjet, men mangler en opskrift. Kan det passe at det er hos dig jeg engang har set en opskrift på en and med appelsin? Har søgt og søgt på nettet, og her på siden, men kan umiddelbart ikke finde noget. Så hvis det er hos dig, kan jeg så få dig til at smide mig et link? :-)
Kærlig hilsen Tine
Maria Jensen
25. januar 2009 at 11:32Jeg forstår godt din nervøsitet for store hunde.
Jeg har den selv pga enkelte negative oplevelser så det kræver at jeg er tryg ved hundene først.
Men til syvende og sidst kan jeg altså godt lide og kæle sådan nogle store hunde.
Navnlig hvis de vil på skødet fordi de har fået den ide at de har gravhunde størrelse GOD SØNDAG
merete
25. januar 2009 at 11:23aij hvor sjovt. da jeg så overskriften tænkte jeg hvad mon det handler om. og det er rigtigt. som taget ud af sådan en pop op bog med fyrtøjet. og pinen ser også skøn ud på en smilende liselotte. tænkte på dig da jeg pillede op og startede forfra igår. og nu kører pinen derudad. meget inspirerende at se den på en almindelig størrelse. helgas modeller er jo noget i den tyndeste ende.
Kate
25. januar 2009 at 11:10Hold dog fa(e)st hvor er det gode billeder. Homer er ikke mindre end skøn. Tak fordi jeg måtte kigge med ☺
Rikke
25. januar 2009 at 11:09Amerian bulldogs..
Jeg forstår dig godt Liselotte, og det er ej en type hund jeg selv ville bryde mig om at møde hvis jeg havde min egen race med.
Muskelhund/kamphund – gode til at omgås mennesker .. som oftest da, og især hvis de lever med mennesker som forstår dem :-)
Men stole på denne type af hund? nej det ville jeg heller aldrig gøre, selv om også jeg kender flere af slagsen som er søde og fredelige..kender desværre også til rigtigt mange hunde af disse typer som ejen ikke har opdraget og som er til stor fare for både andre dyr og så men også mennesker
Catarina
25. januar 2009 at 10:52Hi hi sikke en herlig beskrivelse Liselotte og sikke et pragteksemplar af en hund. Han lyder som en med charme, selvtillid og lækkert hår øhhh pels. :-)
Karen
25. januar 2009 at 10:36Arj hvor er han bare SKØN! Nu har jeg aldrig mødt den slags hunde up close and personal, men han lyder yderst charmerende sådan at sidde på stole og alting :) Lyder som en dejlig dag!