Aftenlys i Vorupør

Mens resten af familien foretrak swimmingpool og sjov, trak jeg i den uldne sweater, for at smutte ned omkring landingspladsen, for at prøve at indfange det helt specielle lys, der er, lige inden al dag forsvinder.

Jeg tog ingen chancer, så jeg var iført halstørklæde og vanter også. Jeg hoster fortsat og jeg er stadig afhængig af Kleenex, men den slags skal jo ikke forhindre, at ferien nydes. Det hele foregår i et tempo, som er kompatibelt med resterne af den forkølelse, som snart har varet to uger. Den friske luft må være det helt rigtige middel mod baciller, så den snupper jeg i store mængder, så snart jeg kan se mit snit til det.

Jeg var den eneste, som tilsyneladende fandt det interessant, at tilbringe tid dernede på det tidspunkt. Ikke et øje var der, men så meget desto bedre plads og udsyn til mig.

Horisonten næsten forsvandt i havgus og luften var mættet med fugt, så jeg kunne mærke håret klæbe til kinderne efter ganske få øjeblikke, men luften heroppe er frisk, så man bliver helt salig. Jeg elsker den.

Motiverne står i kø. Der er så mange dekorative detaljer, men flagene her er oplagte, fordi de læner sig så smukt op af aftenhimlens lidt tunge farve. Jeg elsker aftenlyset ved havet.

Lyset bliver varmt, mens solen forsvinder. Man kan næsten få bildt sig selv ind, at årstiden er en helt anden, når man ser det smukke, gyldne skær, der pludselig pakker verden ind i røde og orange toner.

Midt på landingspladsen står kutteren, som alle må kravle på. Lige inden jeg vendte hjemad igen, tændte de projektørerne og så lå den også badet i det smukkeste lys, men hjem ville jeg, for projektøren rækker ikke ind i klitterne, hvor jeg skulle.

Det sidste stykke vej hjem foregik i bælgravende mørke, men jeg kender efterhånden vejen. Sådan er det vel. Man begynder at føle sig hjemme og så er det slut, men heldigvis da ikke endnu. Vi har fortsat et par dage i den by, jeg er endt med at forelske mig hjælpeløst i.