15

Vorupør Gl. Kirkegård

Det er mildest talt trist vejr i dag. Det regner med mellemrum, alting er pakket ind i en grå dyne og havet er pakket ind i gus, så udsynet er stækket, men så er der heldigvis andre muligheder for små oplevelser i nærområdet. Lige udenfor byen ligger Vorupør Gl. Kirkegård og jeg nåede ikke forbi i sommer, så det kunne passende gøres i dag.

Jeg var den eneste, som syntes det kunne være interessant, men jeg tager gerne sådan en tur alene. Jeg nyder stilheden og muligheden for at fordybe mig i de grave, der er at finde sådan et sted.

Kirkegården ligger midt i et meget smukt stykke natur. Lyngen strækker sig så langt øjet rækker og får stortrives i lige præcis den natur, så selvfølgelig er der dyrehold derude.

Jeg måtte have historien med kirkegården og dens underlige placering udenfor byen på plads, inden jeg tog derud.

Kirken ligger inde midt på hovedgaden og ikke langt fra den, ligger den nye kirkegård, mens denne gamle kirkegård ligger et godt stykke udenfor midtbyen og temmelig langt fra kirken, hvis man tænker på, at kister bæres til graven herude. Der måtte findes en forklaring og jeg fandt den da også.

Tidligere lå kirken herude på heden. I 1878 var kirken bygget færdig, men allerede i 1902 valgte man igen at rive den ned og i stedet genanvende materialerne til at bygge byens nye kirke, som nu ligger midt i byen. Man lod våbenhuset stå som det eneste og det anvendes nu som kapel.

Mange af de gamle grave kan ses endnu, men endnu flere er med tiden forsvundet. Enkelte gravsten er gemt og står nu lang kapellets mur.

Der er en helt speciel stemning oppe på kirkegården. Det er der vel på de fleste kirkegårde, men dette sted er særligt, synes jeg, fordi det ligger midt i lyngklitterne og med en betagende udsigt.

Når lyngen blomstrer, må der være utroligt smukt herude.

Der er stendige langs kirkegården. Inde mellem træer, som giver en helt fantastiske skovstemning, står gravstene, som vidner om det barske klima, som æder sig gennem selv hårde sten.

Alder gør noget, men også det specielle klima er med til at nedbryde stenene herude, hvor havet ligger lige om hjørnet og sender salt op med havgusen.

Mange af gravene fortæller historien om familier, som er blevet fædre og sønner fattigere, fordi loddet her var fiskeri på havet, som ind imellem viste tænder.

Otte mand mistede livet den dag, da havet vendte fra mildt til vredt og sådan blev generation efter generation ind imellem tynde, fordi havet ikke er sådan at spøge med.

Der var flere gravsteder, som fortalte historien om en død på havet. Sådan vil det vel altid være langs vores kyster og inskriptionerne på gravstenene vidner også om den gudsfrygt og stærke tro, som også ofte følger i kølvandet på en usikker tilværelse på kanten af verden.

Jeg synes, at inskriptioner er interessante. Enkelte fortæller historier, mens de fleste er bibelcitater. Ind imellem kan jeg undre mig over, hvorfor og hvordan man har valgt de enkelte citater.

På kirkegården er en meget stor sten sat over en nu afdød købmand. Inskriptionen lyder “Salig er den, hvis Synd er Skjult” og jeg kan ikke lade være med at tolke den i retning af, at skidt med du synder, bare ingen opdager det. Det er da lidt morsomt.

Turen var dejlig, men kold og fugtig. Jeg fik set en kirkegård, som er lille, men anderledes alene fordi, den ligger midt i lyngklitterne og jeg kan levende forestille mig, hvor smukt der er deroppe, når vejret er bedre og lyngen på sit højeste. Måske en dag, jeg får lejlighed til at opleve det.

You Might Also Like

15 Comments

  • Avatar
    Reply
    Lone
    10. juli 2017 at 23:35

    Har i aften været til foredrag på vorupørs gl kirkegård,det var spændende at høre,jeg nyder også roen ,på den ensomme kirkegård.

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    20. februar 2009 at 10:28

    Der var to helt nye grave deroppe i går, Betty og jeg tænkte nok, at det kunne være vanskeligt at få plads, for kirkegården er jo bestemt ikke stor og faktisk er der kun ganske få af gravene, som er nye.

  • Avatar
    Reply
    betty
    20. februar 2009 at 10:17

    Tak for turen på den gamle kirkegård. Jeg var der i december da min fætter, der var fisker blev begravet. Min morbror og tante har også deres gravsted der. Det er ikke nemt at få plads der….. Der skal søges om det, og det er kun for folk med lokal tilknytning

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    20. februar 2009 at 08:48

    Tak skal I have, for roserne til billederne. Motiver er her jo nok af, så det er svært ikke at få gode billeder :-)

  • Avatar
    Reply
    t.bop
    19. februar 2009 at 23:19

    Hmm har jeg sagt at jeg godt ka li dine billeder!? :-D
    Du har bare et rigtig godt øje Liselotte.

  • Avatar
    Reply
    Aya
    19. februar 2009 at 21:54

    Fantastiske billeder, Liselotte!

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    19. februar 2009 at 21:20

    Der var fantastisk derude. Jeg har ikke været der for sidste gang, for jeg kunne lide stemningen og jeg kunne specielt godt tænke mig, at jeg fik lejlighed til et besøg, når lyngen blomstrer.

    Frida, du kender dette liv ved havet fra nærmeste hold. Det er et specielt livsvilkår at skulle leve af det, som havet byder på. Det kostede engang så mange liv, men heldigvis er bådene blevet bedre og sikkerheden vigtigere, selvom det stadig er et risikofyldt liv, det på havet.

    Steen, du må simpelthen være mine øjne. Når lyngen engang tager farve, må jeg op forbi – og jeg skal forøvrigt hilse dig rigtig mange gange, fra en familie, som er vilde med dig. Jeg forstår jo ingenting… ;-)

  • Avatar
    Reply
    Steen Brølling
    19. februar 2009 at 19:03

    “Dyreholdet” iøvrigt som du bemærkede omkring kirkegården, er noget der er opstået i hælene på National Park Thy. Og det er rigtig fedt at se de dersens langhårede køller rende rundt hvor der i rigtig mange år ikke har gået andet end et tilfældigt Krondyr i ny og næ…

    Nå ja. Og så måske et Egern :)

  • Avatar
    Reply
    Steen Brølling
    19. februar 2009 at 18:49

    Dejligt at du tog derud! Og rent fotomæssigt gør det faktisk netop kun “godt” at ta’ billeder netop sådan et sted på sådan en “vejr-dag”. Det gir’ stemning i hjertet :)

    Nå ja. Og tak for igår. Det var pissegodt! Vildt fedt. Og rigtig rart. Og noget godt mad gør jo aldrig nogen skade :)
    Hils dem allesammen helt vildt. De er seje! Din mor er supersej!!!

    Steen

  • Avatar
    Reply
    Sanne
    19. februar 2009 at 18:29

    Hej Liselotte !
    Jeg har den seneste måned læst med her på din side.
    Jeg er ellers ikke fortaler for kommunikation via dette medie, men her er jeg blevet fuldstændig afhængig !. Jeg ved ikke helt præcis hvad det er du gør, – men tror at det er din tilgang til livet, din måde at observere selv små, og for mange helt ubetydelige ting – også visuelle – der gør at jeg simpelthen er nødt til lige at se hvad du skriver, når jeg åbner min computer hver morgen. Lige for lidt siden var jeg med på din tur rundt på kirkegården…..
    Du, og dine fantastiske beskrivelser og betragtninger gør, at jeg selv, får øjnene op for de små ting, at jeg tænker, når hun kan se “tingene” fra den vinkel, så kan jeg også..
    Mange, mange tak for din daglige saltvandsindsprøjtning.
    Med venlig hilsen
    Sanne

  • Avatar
    Reply
    Deborah
    19. februar 2009 at 18:28

    Dejlige billeder. Som du måske ved, så har jeg også en kærlighed til Kirkegårde, så jeg nød i den grad turen. Du kan jo prøve at kigge mine ved lejlighed. Du har ret, det må give noget helt særligt med den beliggenhed.

  • Avatar
    Reply
    INGA M.JENSEN
    19. februar 2009 at 18:15

    KÆRE LISELOTTE.
    DET VAR SMUKT AT “VÆRE MED” PÅ DIN TUR PÅ KIRKEGÅRDEN.
    EN STOR TAK FOR DET.
    FORTSAT GOD VINTER-FERIE.
    MANGE GODE TANKER
    INGA.

  • Avatar
    Reply
    Lene Münter
    19. februar 2009 at 18:00

    Jeg har også den passion (hvis man kan kalde det sådan), at jeg skal besøge kirkegårde både i Danmark og udlandet. De små landsbykirkegårde giver et fremragende billede af, hvordan livet var for nogle generationer siden. Man kan se, hvordan de samme familienavne ofte går igen gennem en længere periode. Samfundsklasserne er tydelige med de store gravsten for gårdejere og andre af samfundets spidser, mens landarbejderen eller husmanden må nøjes med et mindre iøjnefaldende eftermæle.
    Særligt holder jeg gravsten, hvor personens levnedsforløb kort er ridset op. Dette fænomen har jeg især set i Skotland, hvor familiehistorien nogen steder virkelig bliver rullet ud.
    Det er tankevækkende, at en del af eftertidens forståelse af vores tid måske bliver besværliggjort af, at vi her i starten af det 2100-århundrede i stigende grad vælger, at vores sidste hvilested skal være en fælles gravplads eller på anden måde anonymiseret.
    Nå, ikke mere lomme-filosofi herfra. Nyd jeres ferie i det vestjyske!

    Lene

  • Avatar
    Reply
    Marianne
    19. februar 2009 at 17:21

    Jeg var gerne gået med dig – jeg har aldrig været i Irland, men jeg ved ikke hvorfor dine billeder fra kirkegården får mig til at tænke på Irland. Måske de rå sten sammen med lyngen – et skønt stemningsbillede du gav.

  • Avatar
    Reply
    Fríða
    19. februar 2009 at 16:48

    det ser ud som et dejligt sted. jeg kommer selv fra en lille bitte fiskerby så langt op mod nord og ud mod vest man bare kan komme, næsten så man kan se Grönlands östkyst når vejret er godt. jeg er födt i 1963 og i min klasse på 27 unger var der 8 der havde mistet deres far, 5 der havde mistet en eller flere ældre brödre og 4 der havde mistet både far og bror/brödre til havet. så, den virkelighed kender jeg godt til. heldigvis er bådene blevet både större og bedre med tiden, så livet har forandret sig i fiskerbyerne. men jeg er nu stadigvæk urolig og har svært ved at sove når vejret er virkelig slemt og både min bror og min sön er til sös.
    kh.fra Island
    Frida

  • Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)