24

Så fik den dag ben at gå på…

Først kom Oline hjem fra skole. Hun var i et vældigt humør, så hun satte sig på kanten af mit skrivebord og snakkede længe om alt og ingenting. Og tog billeder. Af mig.

Nu ved du, hvorfor jeg skal til frisør på onsdag… og jeg stadig benytter mig af Kleenex og har en grøn lighter for tiden og tern og snerten af ondt i halsen.

Så kom Kenneth hjem. Han var i et vældigt humør, hvilket siden skulle vise sig, at have et par forklaringer på størrelse med Twin Towers, som blev båret ind i stuen med hjælp fra en kammerat…

Jeg har sjældent – og det siger ikke så lidt – set grimmere højtalere, men det værste er, at de lyder HELT fantastisk. Nu skal vi bare lige have bygget til stuen. Eller noget…

Så syntes han så alligevel også, at jeg skulle have min eksterne harddisk, så jeg kunne slippe for alle de forbandede cd’er. Og en trådløs mus, der opfører sig, som et vildt og skræmt dyr. Jeg tæmmer den vel med tiden, men de ting skulle hentes i Sønder Tranders, så ud i bilen med os. Det tog kun et øjeblik og bagefter skulle det nye Metrokort indvies…

Der går nogle lagereoler til sådan en hyldemeter i Metro…

Jeg får nærmest stresssymptomer, når jeg ser alle de varer. Jeg går lidt i chok og kan slet ikke finde hoved eller hale i noget som helst, så min indkøbsseddel blev knuget, som var den min sidste livline. Den hjalp lidt til at fokusere, men helt ærligt, så endte der altså også ting i den vogn, som slet ikke stod på sedlen.

Det var hverken krokodiller eller kænguruer…

Næ, jeg fandt stille trøst i en flaske økologisk ketchup, mens jeg lod Kenneth fortabe sig i meter efter meter af varer. Det var hans første tur i Metro her i Aalborg. I årene på Sjælland handlede vi ind imellem i Metro, men siden har vi ikke været der. Nu er Metro kommet til Aalborg og endelig tog vi os sammen. Det er stadig usikkert, om det var en frygtelig god idé.

Det kunne næsten lyde som en løgn, når jeg stædigt påstår, at jeg LANGT FRA var den værste til at fylde i vognen, men det er faktisk sandheden. Kokken herhjemme er ikke mig, så jeg er vist sekundær i forbindelse med indkøb derude. Til gengæld trådte Kenneth indenfor med en intention om ikke at lade sig lokke, stod fast i cirka tredive sekunder for herefter at falde i svime og siden fylde vognen til bristepunktet med alskens gode sager.

Hjemme igen og færdig med at pakke ud går han nu rundt og prøver at overbevise sig selv og resten af familien om, at han har gjort nogle fantastiske køb. Hvem er vi til at sige ham imod? Vi tier og samtykker, mens vi glæder os over, at indkøbene helt sikkert også kommer os til gode. Lidt praktisk er man vel altid. Og en ny mus rigere. Jeg er i gang med at tage kørekort til den.

Du vil sikkert også kunne lide