49

Hold da op… endnu en gang…

Undskyld, men dette her hjertesuk skal altså sendes ud i æteren…

Nogle gange bliver jeg frygtelig træt. Træt af at jeg skal modtage endnu en ubehøvlet, uartig og krævende mail, som forlanger, at jeg giver svar på et eller andet, som jeg har skrevet om for tre år siden og forlængst har glemt og derfor skal bruge oceaner af tid på at finde, fordi vedkommende ikke selv har vedhæftet link.

Endnu en mail fra et menneske, som tilsyneladende mener, at min tid er mindre kostbar, end hans er, og derfor sagtens mener, at han kan forlange, at JEG finder det link/den post, jeg engang havde omkring et eller andet, som forlængst er gået i glemslen herhjemme.

En eller anden, som fortørnet og fornærmet klager over, at jeg ikke har svaret på hvor man kan købe dette eller hint, “for jeg spurgte ude på bloggen for fire dage/et halvt år siden!” eller synes, at han er i sin gode ret til at forlange, at jeg søger for ham, “for han har nemlig ikke tid”…

Det er ikke det, at folk spørger. Det er tonen nogle få af dem spørger i. Forlangende og skinger.

Jeg har ikke det mindste imod at der kommer forespørgsler i min mail. Jeg svarer altid tilbage i en god og ordentlig tone. Ind imellem lidt kortfattet, men det er ikke altid, at der kun er én eller to, som spørger, så tiden kan blive knap.

Jeg skriver selv, at jeg kan kontaktes og sådan er det, men jeg kan mærke, at jeg er ved at være rigtigt træt af, at der er så lidt forståelse for, at min tid ikke er mindre værd, end den spørgende parts tid er. Der er rigtigt mange forespørgsler, som kunne være elimineret, hvis søgefunktionen i sidebaren blev brugt. Det sker også, at en kommentar forsvinder, før jeg når at se den og derfor ikke får svaret. Det sker altså…

Jeg gider rigtigt gerne være behjælpelig med alt muligt, men jeg holder frygteligt meget af, at der bliver talt respektfuldt og ordentligt til mig. Jeg kan ikke bryde mig om, at jeg sender et svar retur med forslag om at bruge søgefunktionen, for så at få et tilsvarende tilbage, hvor vedkommende skælder mig ud for ikke at gide bruge tiden på at lede efter noget, som de selv kan finde med nøjagtig samme indsats, som de synes, at jeg skal investere i deres spørgsmål. Jeg vil ikke kaldes “højrøvet”, “doven” og “dum”, fordi jeg anser min tid for at være akkurat lige så meget værd, som deres.

Når det er sagt, så er langt de fleste henvendelser rigtigt dejlige og jeg er meget glad for dem. Henvendelser af den type, som er beskrevet ovenfor er heldigvis i mindretal, men de er der… og jeg sidder tilbage med en kæbe, som hænger langs gulvet, for jeg fatter simpelthen ikke, at folk kan være så ubehøvlede…

Du vil sikkert også kunne lide