Ved havnen

Det er ikke nogen nem opgave at skulle være et bestemt sted i midtbyen, hvis man først skal finde plads til sin bil. Jeg var så naiv, at jeg troede, at det ville være en smal sag sådan en lørdag sidst på måneden, men jeg skal love for, at jeg blev klogere.

Jeg endte, efter tyve minutters desperat søgen, nede ved havnefronten på noget, der i mistænkelig grad lignede en pløjemark, men gratis var det bestemt ikke. Hysteriet tog overhånd, da jeg endelig fik plads ved billetaggregatet, så jeg har nu tilladelse til at holde derinde til mandag morgen klokken 8.34. Som om… men udsigten fejlede ikke noget, hvis man kan lide havn og industri.

Fra pløjemarken gik det vilde ridt hen over pladsen for enden af Østerågade. Her lå i tidernes morgen Told & Skat, men i dag er det Jyske Bank, der har indtaget bygningen.

På pladsen foran bygningen er etableret et fint springvand. Altså sådan ét, man nemt glemmer er et springvand.

Så spadserer man tværs gennem det og opdager først, når det er for sent, at der er frygteligt glat mellem de runde stentrapper. Faktisk så glat, så man ikke rigtigt har en kinamands chance for at stå fast. Det er ikke elegant. Jeg kan lige så godt sige det, som det er.

Det er vel af sparehensyn med forklaring hængt op på årstid, at der er slukket for vandet…

På pladsen er også nyplantede træer med tunge bænke. Bænkene levner udsigt til både havnefronten og op gennem byen via Østerågade.

Ingen får vist den idé, at de vil have en med hjem, når vi taler om bænke i denne vægtklasse. Til gengæld inviterer den slags kun sæsonbetonet. Om vinteren er de alt for kolde, til nogen har lyst til at sætte sig, så de var tomme, da jeg strøg forbi.

Jeg kan lide ristene, som ligger, som fin beskyttelse og afgrænsning omkring de nyplantede træer. Jeg tror pladsen ender som et smukt stykke af Aalborg, når træerne får fylde og havnefronten falder til ro, men der er lang vej endnu.

På Østerågade var der omtrent stille. Her plejer at være livligt og fyldt med mennesker, men mange af de småbutikker, som engang havde til huse hernede, er lukket og har opgivet ævred enten på grund af for dyre huslejer eller den evige forstyrrelse i form af gravemaskiner og andet materiel, som er ved at forvandle den nederste del af centrum til noget, som forhåbentlig engang bliver attraktivt.

Henne om hjørnet er der kig til gågaden op gennem Maren Turis Gade. Jeg havde nogle minutter, hvor jeg stille kunne stå og iagttage byens liv. Der var forbavsende stille nede i denne her ende af byen, men måske er meget af handlen flyttet længere op i byen, som nogen siger. Jeg tænker så, at det da vist var stik mod intentionerne, men hvem gider gå rundt på en byggeplads – og sådan en har havnefronten været i nogle år efterhånden.

Måske lykkes det at gøre havnen til en integreret og attraktiv del af byen. Jeg elsker vandet og jeg elsker havnen, men jeg ved ikke, om jeg elsker den nye havnefront med glasfacader, moderne park og tjekkede fortorvssnoge.

Jeg kunne lide charmen ved industrien, kranerne, krigsskibene, som lagde til ved kajen og det liv, som udspillede sig i lige præcis det miljø, men jeg er nok bare en nostalgisk gammel Aalborgenser, som skal tage mig gevaldigt sammen.