Så er vi klar…

Der er linet op til en hyggeaften i sofaen. Vi er dovne, så aftensmaden er der ikke tænkt på endnu. Vi når det nok, så der slappes i stedet af med computere, som nu er optimeret, så de drøner derud af. Det er skønt og vi nyder, at det hele igen fungerer.

Specielt Kenneth er vist tilfreds med sig selv, for der har været højlydt brok fra Oline det sidste lange stykke tid. Ikke uden grund, men nu er det slut, for der er igen gang i skidtet, så hun suser afsted.

Sjovt nok er der allerede noget der ligner “faste pladser” i sofaen. Hjørnet er mit, for der er lyskilderne og jeg skal se bare en smule, når jeg strikker. Kenneth holder af at sidde ude på det andet hjørne af sofaen og Oline klager ikke, for så er der plads til, at hun skiftevis sidder/ligger nede for enden af mine fødder. Det er noget så hyggeligt og så må de gerne grine af min underlige løsning med mormors gamle bakke, som underlag for min computer, når den engang imellem er med i stuen.

Hvide, sprøde tulipaner er placeret forskellige steder i huset. Her dufter af sæbe og her er orden. Jeg nyder det, men vejen var lang, for jeg er mester i overspringshandlinger, når det kommer til oprydning og rengøring. Til gengæld har jeg nu fundet et lille strikketøj, som kan kombineres med Amelia, så jeg behøver vist ikke kede mig resten af aftenen. Jeg er klar til ingenting. Og iskoldt cola.