9

Måske sku’ jeg…

Solen skinner og Kenneth løber ærinder, kommer hjem og sukker henført, mens han glædestrålende fortæller om, hvor skønt der er derude. Forår omtrent.

Imens sidder jeg indenfor, for nedrullede gardiner og i halvmørke, for at skåne øjnene, som vender med kig ud i haven, fordi jeg elsker det. Ikke fordi det er praktisk.

Fodpedalen i bund og derud af har resulteret i, at jeg har opfyldt alle dagens ønsker. Jeg er svært tilfreds med mig selv, men allerbedst har jeg endelig fået lavet det til Kenneth, som har været så længe undervejs.

Nu er han nået et godt stykke af den lange og stenede vej det er, at få talt lager og siden lagt på de rette cyberhylder. I hvert fald kan han nu. Om han gør, vil jeg ikke udtale mig om. Han skal i hvert fald i gang med øve sig og det skal nok afstedkomme et grin eller to.

Jeg har lige brugt tre minutter på at læne mig tilbage i “Direktørstolen”, vippe ryggen bagud, sætte de bare tæer i lammeulden og stille beundre de knasende sprøde, hvide tulipaner, som står på et hjørne af mit arbejdsbord. Det gjorde godt og jeg kan mærke, at solen forplantede sig i min sjæl. Jeg bliver glad, får energi og lyst til sjov og ballade. Måske lidt høj musik og en dans kan gøre det…

Du vil sikkert også kunne lide