Et lille stykke fredag…

Vejret blev vidunderligt over middag. Pludselig kunne man se, at himlen er blå og så gjorde det ingenting, at jeg skulle parkere et stykke fra bestemmelsesstedet. Det gav en fin lejlighed til en spadseretur gennem en lille del af vestbyen, som jeg stadig kender, som min egen bukselomme.

På hjørnet af Absalonsgade troner Vor Frelsers Kirke, som har lagt kirkebænk til mere end én juleafslutning for mit vedkommende. Vi gik i sirlig formation og klasseinddelt nede fra Ryesgade over Kastetvej og op gennem Dannebrogsgade, inden vi drejede ned ad Annebergvej, for at ende nede i kirken. Her sang vi julen ind, inden vi igen tog benene på nakken og defilerede retur til skolen.

Jeg tog smutvejen over til Reberbansgade. Det er en smal sti mellem Handelsskolen og nærbanen. Her ligger et lille stykke kunst, hvis man altså har øje for det…

Nogen vil måske kalde det hærværk, men jeg kan lide farverne, som taler smukt med murværk og hegn og så elsker jeg lågen, som gemmer på et lille stykke have midt i en bydel, som ellers ikke gør meget i den slags.

Længere henne ad stien er der udsigt til endnu et stykke vægkunst og så ligger det lille hus, som et eksempel på den sjove blanding af større og mindre beboelsesejendomme i denne ende af byen.

Jeg skulle bare lige hen forbi huset, så var jeg på Reberbansgade, hvor himlen var akkurat lige så blå, som den var oppe på Annebergvej. Man bliver glad af sådan en himmel og ude foran Paradis Is sad et ældre ægtepar i solen og nød et par is. Det forstår man så godt og det spirende forår blev ekstra nærværende ved synet af dem.

En tur indenom apoteket og så hurtigt videre blev til en tur indenom apoteket og vente længe… og så videre, men jeg havde god tid, så det var intet problem.

Længere henne af gaden var foråret sprunget ud på fortorvet…

Man fristes af den slags og jeg var ingen undtagelse. Fra butikken her kom Amaryllis med hjem i store bundter. De franske anemoner var smukke, men lidt trætte, så jeg sprang over, selvom jeg elsker dem.

Reberbansgade er smal og der er altid en livlig trafik, så der er kaos og vejen kan ikke anbefales, hvis man har travlt. Der er altid lastbiler, som er i gang med at aflevere varer i de mange butikker og når der er en lastbil i Reberbansgade, er der også kø og en trafik, som er gået fuldstændig i stå. Tålmodighed kan med fordel anvendes.

Foran sygehuset er der også kaos. Faktisk er der så meget kaos, at det ind imellem bliver lattervækkende, for det er helt og aldeles umuligt ikke at grine af de krumspring, der skal til for at lykkes med en parkering derinde.

I dag, som så ofte før, blev en bil fanget af de taxier, som synes, at de skal parkere lige foran indgangen. Bilindehaveren måtte pænt vente de 15 minutter det tog, inden taxichaufføren var tilbage efter at have afleveret en patient derinde. Tålmodighed…

Bagefter var det tid til endnu flere krumspring, men de er mine og ikke dokumenterede. Til gengæld kom jeg hjem med mere bomuldsgarn og favnen fuld af blomster.

En kop kaffe kunne det blive til, så var det med ud at handle og nu er vi endelig returneret og jeg er så træt, at jeg ikke engang orker tage hul på de nye nøgler garn. Den er helt gal, men jeg har en sofa.