Mandagsbid

Når bilen mangler og den i stedet er skiftet ud med privatchauffør er der små tidslommer, hvor ventetid forvandles til skridt i en by, som jeg efterhånden sjældent færdes i på gåben. Det er nu både rart og sundt, så jeg nyder de små, korte spadsereture for øjeblikket.

I dag ventede jeg igen mellem to opgaver og i stedet for bare at stå stille og gøre ingenting, mente jeg sagtens, at jeg kunne påbegynde turen hjem. Kenneth ville køre mig i møde og jeg er let genkendelig, når jeg spadserer ud af vejen i en halvlang hvid frakke, som lyser godt op i et overtøjslandskab, som for øjeblikket hælder mest i retning af de mørke farver.

Som sædvanlig gjorde jeg regning uden vært, for det ER jo Kenneth, jeg taler om. Han ser nemlig absolut ingenting, men inden nåede jeg da at nyde en tur gennem en lille del af Aalborg.

På hjørnet af Kayerødsgade og Thomas Boss Gade ligger dette hus. Det ser ud til at være landet ved en tilfældighed og faktisk ved jeg ingenting om huset, men jeg synes det kunne ligne nogle ungdomsboliger. I hvert fald lyder det op på en grå dag med sin orange facade.

Fortsætter man op ad Kayerødsgade med de smukke, gamle huse, ender man oppe ved Frederikstorv, lige overfor vores kontor, men jeg skulle nu den stik modsatte vej, for at være heldig og møde Kenneth.

Nede på hjørnet af Kayerødsgade var der kig ned ad Kjellerupsgade og nede på Nordkraft kunne man se, at der arbejdes på fortsættelsen af visionen om et kraftcenter for kultur og fritid.

Jeg står på hjørnet, hvor Kjellerupsgades Skole ligger. Den er forlængst lukket i sin egenskab af folkeskole og er i stedet blevet en del af byens tilbud om forskellig fritidsundervisning. På Kjellerupsgade ligger også en del gamle, smukke huse, som næsten forsvinder i det virvar af nye og moderne bygninger og bagsiden af Karolinelund, som udgør deres naboer. Det er lidt synd, for husene er i grunden rigtigt smukke og meget charmerende.

Længere henne på Kjellerupsgade ligger Karolinelunds hovedindgang. Karolinelund åbner igen til Maj og så vidt jeg ved, fortsætter kommunen med at tilbyde fri entré til haven. Vi har endnu ikke benyttet os af den gratis adgang, men måske vi får taget os sammen denne sommer.

Jeg fortsatte ud ad Sønderbro. Man kan næsten sige, at det er ligeud hele vejen, for gør jeg det, ender jeg ude på Gugvej og så kræver det kun et enkelt, hurtigt højresving og jeg er hjemme, men der er nogle kilometer at tilbagelægge og på det tidspunkt er jeg stadig fortrøstningsfuld med hensyn til Kenneth, så jeg traver adstadigt afsted.

Da jeg rammer den anden side af lyskrydset, er jeg på Sønderbro og solen er på nippet til at bryde gennem skyerne, men det sker ikke. Det gør ingenting, for vejret er skønt alligevel og jeg nyder, at jeg har tiden til at trave.

Jeg når ikke langt hen ad Sønderbro, før jeg ser Kenneth nede i lyskrydset. Jeg opdager, at han slet ikke ser mig, så jeg er omtrent halvvejs på kørebanen med viftende arme og vildt blik, da han endelig – lige i sidste sekund, inden han passerer mig – nikker genkendende… og fortsætter ind ad Sønderbro, over krydset og videre hen ad Kjellerupsgade.

Jeg fatter ingenting. Først antager jeg, at han HAR set mig, så bliver jeg usikker og endelig beslutter jeg, at det smarteste nu er at flytte konvolutterne over på den anden side af Sønderbro, så jeg alternativt kan prøve at fange ham på vejen tilbage.

Her går jeg med udsigt helt ud til Eternitten og bakken bagved, som i dag rummer attraktive og kostbare lejligheder med en pragtfuld udsigt ind over hele Aalborg, da Kenneth endelig smider Caravellen ved vejsiden og tilbyder mig et lift.

Havde han så set mig? Han påstår, at det havde han. Tror jeg på ham? Ikke over en dørtærskel…