Sikke en dejlig aften…

Klokken var næsten tre, inden vi kom hjem i nat. På spisebordet ligger mine ting smidt i tilfældig orden. Taske, tørklæder og smykker ligger som en påmindelse om en skøn aften i herligt selskab.

Vi var sammen med gamle venner. Sådan virkelig gamle venner. En barndomsveninde og hendes kæreste gennem snart 32 år. Nå ja, nu er de lovformelig viet og alting, men i maj er det 32 år siden, at Jette og jeg valgte at tage ned til byfesten i Vejgård. Vi var fjorten år gamle og dernede mødte vi Per. Så var Jettes liv ligesom lagt på Per-skinner og siden har de altså holdt sammen gennem storm og smult vand. Jeg ventede alligevel fire år mere, inden jeg kastede mig ud i samme koncept.

Vi har set hinanden sådan on/off gennem alle årene. Vi har set hinanden meget. Vi har holdt lange pauser. Så har vi set hinanden igen og sådan er det gået gennem alle disse år. Vi har lige haft en lang pause. Ikke sådan fordi noget bestemt, men vel mere foranlediget af, at Alexander blev meget svær at tage med ud på gæstevisitter og vi samtidig blev mindre opsøgende, fordi kræfterne ikke rakte.

Nu mødtes Jette og jeg så tilfældigt i forrige uge og så blev der lavet en aftale om et gensyn. Det var i går aftes. Underligt, som man alligevel bare sådan falder ind uden nogen dikkedarer. Det er ligesom sådan en gammel, velkendt og elsket sko man tager på. Den passer jo bare…

Det blev som sagt sent. Jeg kom bare indenfor døren, smed al pynten og røg direkte ned under dynen. På bordet ved siden af mig ligger lidt af pynten ved siden af gårsdagens strik. Jeg er færdig med alle pligterne, så mon ikke jeg skulle tage mig sammen og begynde at nyde søndagen? Jeg tror det.