Mødreheldige

Kenneth kørte med klatten tidligere i dag. Tidligt ud af sengen, afsted til lidt forretningsaftaler og så retur i en fart, for med lidt snilde, kunne vi lige præcis nå ud forbi svigermor.Vi ræsede afsted mod Farum, lavede en feberopbremsning ved et temmelig frygtelig sted, som – hvis man er meget god til at se gennem fingre med – ind imellem rummer guld; Tøjgården, på kanten af byen.

Oline og jeg SLÆBTE guld ud derfra denne gang. Man kan aldrig vide, men Oline fandt en masse skønne ting, som duede og det er ellers sjældent det sker og heldigvis var faderen så tynget af dårlig samvittighed over, at vi havde ventet i flere timer på ham, at han uden at kny hev muldvarpeskindet frem og betalte ved kasse ét. Nu er hun omtrent sommerekviperet.

Herefter gik det i galop ned til Farum Bytorv. Tre store, lækre jordbærkager og en romkugle senere stod vi på torvet, Oline og jeg, da en dame henvendte sig med et “Det er da Liselotte? Ja, du kender ikke mig, men…”.

Tænk engang. Det var Kenneths tante. Hun havde såmænd ikke genkendt mig i første omgang, selvom hun fortalte, at hun læser med herinde, men hun kunne kende Oline og så kom hun over for at give sig til kende. Da Kenneth kom ud, var der ikke langt over til hans morbror, som sad et par meter væk. De havde ikke set hinanden siden Kenneth var omkring 18 år gammel, så det var både sjovt og rørende at se deres genforening.

Den familie er indehavere af nogle gener, som simpelthen ikke er til at slå ned. Der løber en rød tråd af genkendelighed gennem generationerne. Der er ikke noget at tage fejl af. Kenneths ældste bror Jan er som snydt ud af næsen på sin morbror, kunne jeg konstatere. Faktisk så meget, at det blev helt surrealistisk, men sådan er det med deres gener. De slår igennem med en gevaldig kraft. Se bare farmor her. Oline og Alexander har hendes mørkebrune øjne og farmor havde billeder af Olines to fætre. Den ene af dem – for de er tveæggede og som nat og dag, så et par stykker af vores afkom har altså kunnet snyde lidt med genetikken – ligner simpelthen Oline, som ligner sin far og sine onkler, som ligner deres mor. Der er kraft bag…

Det er ikke helt skidt at komme til at ligne farmor, synes jeg.

Som vi dog hyggede. Visitten var alt for kort, men den var. Det var det vigtigste og så er der en aftale om, at farmor snart tager med Kenneth retur, når han har en af sine mange ture til Sjælland. Så kan hun komme herover til lidt forkælelse.

I Benthes køkken er en opslagstavle, hvor en del af hele hendes store familie hænger. Oline var helt ødelagt af grin, da jeg fortalte hende, at der hang et billede af hendes far, taget på den ferie, hvor han og jeg mødtes. Det var kun den sidste oplysning, som afslørede ham for hende, for hun kunne simpelthen ikke tro på, at det rent faktisk var hendes far, der sad der med Pelle Pophår og rød urrem. Man forstår hende jo godt… men det mest morsomme var, at hun slet, slet ikke kunne forstå, at han så så frygteligt ung ud.

Sådan et billede giver stof til masser af historier, eftertanke og for Olines vedkommende tanken om, at der kun er fire år til, at hun skal møde sit livs udkårne, hvis hun skal gøre os kunsten efter. Vi har beroliget hende. Vi har ingen forventninger i den retning. Vi har håb for hendes fremtidige lykke, men hvor, hvordan og hvornår hun vil prøve at fange den, det bliver suverænt hendes afgørelse. Vi skal nok skubbe bagpå, hvis det går op ad bakke, men ellers har vi nu ingen planer om at blande os.

Det er fem timer siden vi vinkede farvel til farmor med ønsket om et snarligt gensyn. Nu er vi landet i Gug. Her er der snorlige. Alle gulve er vaskede, badeværelserne gjort rent fra A-Z og Oskar forkælet ud over alle grænser. Vi har sådan set været ret heldige med de dersens mødre, Kenneth og jeg :-)