2

Et herligt, intensivt døgn

Nogle var flittige og nogle var dovne i går, da maden skulle forberedes. Jeg siger ikke hvem, der gjorde hvad… men jeg vil gerne understrege, at der er grænser for bemandingskapaciteten i vores køkken og desuden trængte terrassen også til at blive brugt.

Mens nogle sørgede for det, var andre i sving ved gryderne og andre igen var gået i gang med at lade sig friste af håndarbejde. Milde Mille ville så gerne lære at strikke og hækle og havde besluttet sig for, at hun ville spørge mig. Sikke en fest, men inden vi nåede så langt, skulle hun først finde et passende projekt. Det var naturligvis derfor, jeg var at finde udenfor. Jeg ventede jo…

Sysler

Visitten bestod af to voksne, to børn og to hunde. Det kan lyde voldsomt, men der er stor forskel på hvordan gæster gebærder sig og i dette her tilfælde, er det ingen kunst at være så mange. Alle hjælper hinanden – f.eks. var vi nogen, som frivilligt tilbød at sidde på terrassen et øjeblik – og der bliver aldrig kaos, men bare sådan lige ud ad landevejen hyggeligt, når vi har familien her på besøg.

Det største kaos opstår, når Oskar og Sofus kommer i tanke om, at de ikke kan enes om førsteretten til hende den lille butsnudede ovenfor med Ishøjspringvand og underbid. Hende er de begge noget forelskede i. Specielt Oskar synes, at hun er ualmindelig lækker og vil hende så frygteligt gerne, men den slags slår Sofus hårdt ned på, så der var ind imellem temmelig dramatiske hundekampe, men så var det også, at vi kunne se hende, det hele drejede sig om, dreje om på hælen, omtrent ryste på hovedet og forsvinde ud i horisonten. Oskar og Sofus opdagede det altid alt for sent, fordi de havde så travlt med at duellere.

Maden var god og rigelig, kaffen og små, listige Avec’er gjorde deres og pludselig var det sen nat og sådan går tiden alt for stærkt, når vi er sammen. Vi besluttede os for at sove syv kvarter i timen, for at stå tidligt op denne morgen. Christina og jeg ville ind til byen og klokken ti var bestemt ikke for tidligt. Det lykkedes.

Vi er gudsbenådede shoppere, som ikke lader en chance for lidt umådeholden ekstravagance gå fra os, så det kan nok være, at vi nåede en del på den korte tid, vi havde afsat til projektet. Først var der garnindkøb i DesignVærkstedet. Hurtigt ind, hurtigt ud og det med hver sin posefuld lækker Alpaca. Så var der lidt sjov til eftermiddagens kaffe og bagefter var det indenom hver eneste interessante butik vi stødte på ned gennem Algade. Det var ikke så få… og så var det, at Christina fik øje på Lange. Vi kan ikke bare passere. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Der skal en Kyssefrø med hjem hver eneste gang og denne omgang var ingen undtagelse.

Lange

Jeg købte ingen Kyssefrø. Jeg drak keramik og nød, at der var kommet nye og spændende ting til på hylderne.

Lange

Christina kunne ikke stå for grisene her, så der røg en med hjem. De er skønne og ja, de er omtrent koralrøde mere end de er grisefarvede, men sikke skønne. Jeg kan mærke, at jeg skulle have købt en med hjem også, men i stedet faldt jeg for en sort høne, som skal rumme lidt grønt for øjnene.

Efter Lange fortsatte vi ned gennem Algade og ned ad Nørregade, som også bød på mere end én fristelse. Man kan nå at svinge sådan et dankort mange gange, inden man er ved vejs ende, når man har talenter som Christinas. Jeg er svært imponeret og mangler træning, kan jeg godt se.

Ved enden af Nørregade ringede vi efter vores chauffør. En afhentning ville gøre underværker og vi var heldige, at de gad. Vi blev hentet kort tid efter og nåede lige hjem – til en god frokost, troede vi – så var det her, hvad vi så…

Drengestreger

Absolut ingen kontakt. Absolut ingen frokost, medmindre vi skruede bissen på og hvem nænner det, så vi ventede pænt og i stedet fik vi Milde Mille startet op med et par strikkepinde og lidt nyt garn i en af yndlingsfarverne, mens vi grinede af Oline, som sad midt i kaos iført nattøj, mens hun ind imellem heppede på drengene.

Milde Mille strikker...

Hold da op, som det kræver koncentration at lære at strikke, men Mille var dygtig og dedikeret, så det gik forrygende. Hun var næsten ikke til at vride løs af strikkepindene, da familien til sidst måtte overgive sig, pakke bilen og sætte kursen sydover.

Jeg ved ikke hvorfor, men døgnet synes altid at have for få timer, når vi er sammen. Jeg hygger mig skrækkeligt med at være midt i så godt selskab. Jeg gider godt, at de snart kommer igen og så skal Mille og jeg hækle, for til den tid er hun garanteret færdig med sit sjal. Garanteret!

You Might Also Like

2 Comments

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    12. april 2009 at 09:04

    Hanne, det var et skønt døgn, men alt for kort :-)

  • Avatar
    Reply
    Hanne
    11. april 2009 at 19:14

    Åh så hyggelig dere har hatt det:-)
    Hehe jepp kjenner denne oppslukte følsen av to pinner og et garnnøste…..
    Lurer på hva hennes prosjekt er….
    Det er bestandig for få timer i et hyggelig selskap….
    Ønsker deg og dine en fortsatt fin påske helg….
    Hilsen Hanne(Norge)

  • Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)