Man kan da blive så glad…

– når man konstaterer, at skamklipning ikke forhindrer forårsfornemmelserne i abrikosen.

Miraklet er sket igen. Abrikosen står i blomst. Det er sket over natten. Om den bærer frugt i år er nok tvivlsomt, men alene det at den finder kræfter til at blomstre vidner om, at der er håb endnu, for den knækkede yndling.

Længere nede i haven står også Mirabellen i blomst. Det er umiskendeligt forår derude.

Der findes ikke noget smukkere end selv hullede frugtblomster. De lover guld og grønne skove om et øjeblik og derfor er de velkomne uanset. Abrikosen står fint i læ på en sydvestvendt væg og det burde måske ikke være ideelt, men den trives fint sammen med den kæmpestore figen, vi også har stående langs væggen. Figenen tager plads i Kenneths krydderurtebed, men den har fået permanent opholdstilladelse og det er jeg svært tilfreds med.

Vejret udenfor er delvist gråt, men mildt og dejligt. Et tæt, men tyndt skydække levner ikke megen sol til os heroppe, men lunt og godt er der og køkkendøren står på vid gab, så den friske luft kan cirkulere. Jeg elsker det.

Det var fristende at smutte ned på planteskolen og hente lavendlerne, som skal smides i mine træbaljer på terrassen, men jeg venter. De kan komme på plads, når resten af potterne skal fyldes med sommerblomster. Til den tid er varmen kommet for at blive, for jeg venter i år. Bilder jeg mig ind. Man ved nemlig aldrig, om jeg kan… og lige nu er det ekstra svært.