Jeg havde en god fornemmelse af, at det ikke ville være frygteligt vanskeligt at sælge det nytilkomne sjal til mor og jeg havde ret. Det første hun bemærkede ved vores ankomst var, at hun syntes, at det nye sjal var ualmindelig smukt. Hun havde set det på bloggen, inden vi kom op til hende. Ha! Man kender vel sine lus på travet, så jeg hev straks sjalet op af den medbragte og uundværlige balje, for at vise hende det.
Hun fik det over skuldrene og jeg spurgte hende, om hun syntes det var for stort. Okkenej, det syntes hun ikke. Det passede svært godt, syntes hun.
Så var det, at jeg trak den råhvide start på hendes sjal op af baljen. Jeg vidste det bare, så jeg var startet. Det faldt i temmelig god jord, skal jeg hilse og sige og når jeg tænker på, hvor meget hun gennem årene har strikket, hæklet og gjort ved alene for at gøre mig tilpas, er det vist kun at regne for en lille tilbagebetaling, at skulle strikke sådan et sjal til hende.
Det er ikke kun os på to ben, hun forkæler. Oskar skal bare se på hende én gang, så ligger han i arm med hende. Han er frygteligt forkælet og jeg kender ingen ud over os, som er så vild med den tossede hund, som hun er. Han er godt tjent med hende. Det er vi også.
Tina - omme i London - mandag 13. april 2009 klokken 23:29
Halloej – du faar da lige hurtigt mit skuldermaal… jeg vil skyde paa jeg skal have ca. samme stoerrelse som din moar. ;)
Sylvia - mandag 13. april 2009 klokken 23:59
Sjalet er bare nydelig!! Og så kjappt du har laget det. En skikkelig racer med pinnene er du.
Jeg har også strikket ferdig et sjal i påsken, men mitt har jeg brukt MYE lenger tid på!
Og så elsker jeg din ørepynt. jeg er faktisk helt vill med den!
Linda och Bertil - tirsdag 14. april 2009 klokken 00:02
underbar sjal!
diana rose - tirsdag 14. april 2009 klokken 00:51
Kære Liselotte.
Har videreesendt billedet af Oskar og din mor til min yngste datter, der han en ligesådan – men en Olfert, og jeg er spændt på, om den nogensinde kommer til at elske sin “mormor” som Oskar – forståeligt nok – elsker sin.
Men Olfert er som en elastik – 1 1/2 år – men måske bliver den roligere med tiden, så den kan ligge i skød hos mig.
Jeg besøgte dem på Mols i dag – og jeg skal love for der var gået forår i de små, aktive poter. Sikke nogle gulve den kunne lave, når den kom ind fra haven.
Godnatknus fra Diana
Irene - tirsdag 14. april 2009 klokken 01:45
Jeg kender kun et menneske i denne verden jeg synes også skal have sådan et sjal fra din hånd, og nej, det er ikke mig, selvom det naturligvis også ville være lige for, men nej. Det er naturligvis din dejlige, kærlige, rare, kloge, smukke mor!
Kærlig hilsen til hende fra mig, der bare lige også vil sige at jeg slet slet ikke lider af misundelse!
Kate - tirsdag 14. april 2009 klokken 07:11
Så koselig.
Hun har da også lært deg et og annet om livet.
Om takknemlighet,
-om å bli satt pris på.
Ha en fin dag.
Mvh Kate
et cetera - tirsdag 14. april 2009 klokken 08:46
Det er et helt vidunderligt billede af din mor og Oskar – de klæder hinanden! Jeg er forresten også ret vild med den hund – selv om jeg slet ikke er “i familie” med ham :-D
kokken - tirsdag 14. april 2009 klokken 09:05
Så smuk en mor – hun fortjener bestemt et smukt sjal – af en smuk datter! God uge til dig! Jeg elsker din helt igennem proffesionelle tilgang til dit job! Kram herfra….
Liselotte - tirsdag 14. april 2009 klokken 09:09
Mor elsker Oskar og os. Vi elsker mor.
Jeg glæder mig til at kunne forære hende det færdige sjal. Hun kommer til at bruge det meget. Der er noget ved at strikke så :-)
Suzanne - tirsdag 14. april 2009 klokken 13:10
Ville faktisk ønske at jeg var din mor og at du havde noget, der skulle tilbagebetales med et sjal :) Har luret din opskrift, synes umiddelbart ikke at det ser så nemt ud, men måske skal jeg lade det komme an på en prøve.
Tænkte faktisk på, om du måske kunne anbefale mig et sted på nettet, hvor jeg kan købe uldgarn? Helst noget i nogle stærke farver, som kan strikkes på pind 7 – 7½, jeg har ledt og ledt uden held og vil gerne glæde Elektrikerens datter til vinter.
merete - onsdag 15. april 2009 klokken 02:17
jeg giver det meste af strik væk, til folk jeg ikke kunne drømme om at sælge til. og jeg tror din mor har fortjent et ordentligt sjal, og ved hun har fået et.
Liselotte - onsdag 15. april 2009 klokken 11:05
Suzanne, jeg kan desværre ikke hjælpe dig med det tykke uldgarn, men omkring sjalet, så er det faktisk ikke nær så kompliceret, som det umiddelbart kan se ud til at være, så jeg synes, at du skal give det et forsøg :-)
Merete, min mor fortjener det meste og nu får hun i hvert fald et sjal, som er lunt og dejligt :-)
Suzanne - torsdag 16. april 2009 klokken 11:09
Tak Liselotte… det er nu ganske fantastisk det sjal, så måske jeg vil vove pelsen med et i en smuk gammelrosa, en farve jeg elsker og som til nød kan virke med mit røde hår ;)