Mirabelleamok

Foråret er ankommet for alvor. Mirabellen er som sædvanlig gået amok i blomsterrus og jeg klager ikke det mindste, for jeg elsker synet af tunge, hvide grene nederst i min have.

Mirabellen springer først ud. Efter den følger abrikosen og så går det med raske fjed. Efter dem følger alle æbletræerne, pæretræerne og siden kommer der for alvor gang i planterne i haven, men de første forårsbebudere er nu noget særligt.

Træet er gammelt og står lidt klemt, men ikke desto mindre giver det hvert år masser af frugt, som forvandles til grød, marmelader og andet hjemmesylt. Det giver også frisk frugt til de, som bevæger sig ned i den ende af haven og så er der al nedfaldsfrugten, som forsyner alskens kryb og masser af sensommerens hvepse.

Når det springer ud, ved jeg, at varmere tider er lige om hjørnet. Det plejer at være tegn til, at jeg fylder krukkerne på terrassen med sommerblomster, klipper, river og regerer i bedene og i det hele taget indleder udesæsonen, som så helst skal vare til langt hen på efteråret. Sådan bliver det også i år.

Et brus af hvide, sarte blomster står og gør honnør for alt for få, men sådan er det, at være blevet givet en plads i det, der engang var en bugnende frugthave, men siden er endt som et sølle minde om forgangne tider. Naboen ønskede lys og sol i sin have. Vi fældede træer og i dag er der kun enkelte rester tilbage.

Nu planter vi nye. Vi er på vej. Foreløbig er mirabellen lidt alene om at kunne kaldes stor og bugnende, men det er kun et spørgsmål om tid og tålmodighed. Jeg har masser og jeg fornemmer, at mirabellen har det samme. Den skal nok komme i godt selskab.