15

Sådan er mine dage også

Jeg ved ikke hvorfor, men verden løber af med mig i denne uge. Jeg synes det har været én lang, hæsblæsende jagt på følelsen af at være med og være til og hver gang den var indenfor rækkevidde, smuttede den mellem fingrene på mig.

Jeg sidder stadig med følelsen af ikke at have nået/husket alt det, som jeg burde. Det er det værste jeg ved, men der er ikke meget andet at gøre, end at hænge i og så glædes over, at i morgen er fredag og weekenden vinker forude. Jeg trænger i dén grad, kan jeg mærke.

I dag har været en god dag, ligesom resten af ugens dage. Der er såmænd ikke noget at udsætte på indholdet eller afslutningen på dagene, men følelsen af hele tiden at være bagefter vil ikke forlade mig og jeg bryder mig ikke om den. Til gengæld holder jeg vældig af, at jeg kan snige mig til en halv time på terrassen, med et strikketøj mellem hænderne.

Et øjeblik på terrassen

Strikketøjet og naturen gør underværker og i virkeligheden ved jeg godt, hvor lidt af det oprørte hav stammer fra. Ugen har omtrent stået i sygehusets tegn. Sådan er nogle uger og jeg er god til sygehuset. Jeg er god til opgaverne derude. Jeg er god til de skærpede omstændigheder og jeg trives i små brændpunkter, hvor jeg ved, at jeg gør en forskel, men jeg konfronteres konstant med alle de sår, som endnu ikke er lægte og det koster meget mere energi, end jeg vil være ved, at håndtere det på en professionel måde. Jeg kan det og jeg gør det.

I dag, da jeg var færdig med mit professionelle virke, passerede jeg et menneske, som kom ud fra intensiv med et hold professionelle, som bestyrede alt det tekniske udstyr, der var koblet på den seng, som kun kortvarigt var fjernet fra en af stuerne derinde. Tre professionelle til at følge dette skrøbelige og sårbare menneske over til røntgen koblet til respirator og andet teknik fik kvalmen til at bølge i min krop. Jeg blev kastet tilbage til den frygtelige formiddag, hvor de var nødt til at køre Alexander over til røntgen, for at se, om al den medicin de gav ham, havde nogen effekt.

Det var som at stå lige dér, i de frygtelige minutter, da de kørte afsted med mit barn, som jeg var så frygteligt bange for at miste. To år er gået, men jeg stod der igen på bare et splitsekund.

Jeg ved, at teknik og medicin ikke altid er tilstrækkeligt og ikke alene ved jeg det, men jeg kunne pludselig mærke det fysisk i form af øjeblikkelig kvalme og tårer, som per automatik begyndte at løbe i floder nedad mine kinder. Det var så voldsomt, at jeg småløb ned af trapperne, fortsatte ud gennem indgangspartiet og først stoppede, da jeg stod nede ved Skovdalen, hvor jeg kunne græde de tårer, der skulle til.

Bagefter var der den ro, der følger efter endnu en forløsning. Den ro, som indfinder sig, når følelser får lov til at fylde, det de skal, for herefter at forsvinde og efterlade mennesket renset og rolig. Det er godt nok, men det er også energiudladninger, som kræver så mange kræfter, at jeg er helt udmattet bagefter. Så gør det altså ualmindelig godt i sjælen at tænke ingenting og bare automatføre et par strikkepinde en halv times tid.

Jeg er meget taknemmelig over, at jeg har muligheden for at heles i mit tempo. Det handler for mig om, at kunne iføre mig den imaginære tolkekåbe, som danner panser mod alt det, som kunne gribe forstyrrende ind i mit professionelle virke.

Når jeg er på arbejde, kan ingenting ryste mig. Når jeg er mig, Liselotte, kan og må jorden forsvinde under mine fødder. Jeg bliver aldrig bange for store følelser hverken som professionel eller privat, men at kunne bestemme selv hvor og hvornår, er en stor gave, som jeg er meget taknemmelig for. Uden den ville jeg formentlig ikke kunne gøre den forskel, jeg elsker at gøre og så må det koste lidt energi, at være i stand til at være til stede i nu’et. Det er det værd.

You Might Also Like

15 Comments

  • Avatar
    Reply
    Suzanne
    24. april 2009 at 11:34

    Jeg har altid undreres over, hvordan mennesker som mistede et barn, nogensinde kunne komme videre og om de overhovedet gjorde det… Og når jeg så læser med her hos dig, så finder jeg et menneske som har elsket usigeligt og som har mistet, men til stadighed giver og giver af sig selv.

    I min bog virker du hel og mon ikke det er sådan du ses af de fleste…

    Jeg ved godt, at der allerinderst inde må være et dybt savn, men jeg synes, at du er så fantastisk til at håndtere det, at jeg igen og igen må beundre og forundres, særligt over at du kan dele så åbent med os.

    Varme tanker Suzanne

  • Avatar
    Reply
    Kirsten på Bornholm
    24. april 2009 at 09:45

    Kære Lise Lotte!

    Du er så enestående et menneske… du giver så meget til dine medmennesker…. smerten og savnet bliver ved med at være der… heldigvis er du omgivet af en kærlig familie og gode venner, der kan hjælpe dig, når det hele ramler… jeg sender dig de mest positive energier og allerbedste hilsener og ønker dig en rigtig dejlig forårs weekend…
    knus Kirsten

  • Avatar
    Reply
    Irene
    23. april 2009 at 23:25

    Det er en dejlig gave at være lavet sådan at man kan tilsidesætte sit ego og tage sin professionelle kappe på. Dette at kunne fokusere og leve en bid liv i ly af tunnellen.

    Det er til dejlig stor gave at kunne lade tårerne løbe frit, når det er …

    Pax Vobis!

  • Avatar
    Reply
    INGA M.JENSEN
    23. april 2009 at 21:57

    KÆRE LISELOTTE.
    BARE EN HEL MASSE KÆRLIGE TANKER.
    INGA.

  • Avatar
    Reply
    Marianne
    23. april 2009 at 21:53

    Det er så rigtigt at mærke efter, at give efter, men det kommer al tid når man ikke lige er forberedt. Følelserne tager over og det er godt. Jeg tror ikke du er bagud – det er de andre der har for travlt. Jeg kender godt din følelse, af hele tiden at være bagud, at bruge kræfter på at huske og når man så indhenter de andre så er de foran igen. Men er livet ikke sådan for os, at vi netop giver os tid til følelserne til at give efter og så kan det godt være at vi er bagud, men i længden indhenter vi de andre 100 gange. Jeg ville ønske jeg kunne give dig et langt kram – så det må blive ved tanken…..

  • Avatar
    Reply
    diana rose
    23. april 2009 at 21:47

    KæresteLiselotte.
    Hvor var det flot og følsomt beskrevet med dine følelser, gråden og forløsningen.
    Jeg kender det fra min smerte, som er en helt anden uden sammenligning overfor det DU og dine har været igennem – nemlig min skilsmisse.
    Godaftenknus fra Diana

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    23. april 2009 at 21:17

    Jeg ved ikke, om jeg forventer at jeg bliver hel. Jeg heler og jeg gør det i mit tempo. Det sidste er det allervigtigste. At man får tiden til det. Herhjemme gør vi det i forskelligt tempo, ad forskellige veje og på forskellige måder, men der er plads til det hele. Jeg er meget taknemmelig for min familie, mine venner og alle de mennesker, som viser mig omsorg og tager mig ind, når der er brug for det.

    Jeg synes faktisk, at der er så uendelig meget at være taknemmelig for og tabet og savnet forventer jeg aldrig at lægge bag mig, men jeg mærker hele tiden, at det bliver lettere at håndtere og det sammen med mindet om Alexander, som det store, sjove, finurlige og elskelige menneske han var, gør det meget nemmere at leve videre med fokus på alt det gode.

  • Avatar
    Reply
    inge - viva italia
    23. april 2009 at 21:14

    Liselotte, husk at du er et menneske og at mennesker har følelser de ind imellem ikke kan kontrollere… Og heldigvis for det – tænk hvis vi var følelsesforladte individer, der bare kontrollerede hverdagen til punkt og prikke…

  • Avatar
    Reply
    TanteT
    23. april 2009 at 20:53

    Jeg så engang en kvinde, der malede sig gennem sorg/krise. Hendes projekt bestod ikke af en serieproduktion af malerier, men af ét enkelt maleri hun arbejdede på gennem sit sygdomsforløb. Maleriet bestod bl.a. af teksten “I am healed”. Undervejs blev det malet over, og endte istedet med teksten “I am healing”.
    Og mon ikke det er det vi alle gør med tiden, gennemgår processer, heler…
    STORT at du deler det med alle os der nyder din blog. Tak!

  • Avatar
    Reply
    solveig
    23. april 2009 at 20:38

    Du er sterk, og det er flott at du kan dele av deg sjølv med oss andre!
    Du gjev oss, som ikkje har opplevd så stor sorg, eit anna perspektiv på livet, og kor viktig det er å leve her og no!

    Ha ein fin kveld og kos deg med strikk, familie eller kva anna kjekt finn på å gjere;-)

  • Avatar
    Reply
    Frau Putz
    23. april 2009 at 20:04

    Det er godt, at der er så meget terapi i et stykke “mindless” strik.

    Når jeg læser dine indlæg om Alexander bliver jeg igen og igen mindet om, at det livet har budt mig af problemer er småting og latterlige bagateller i forhold til det din familie har været igennem – og mange andre med jer.

    Jeg bliver igennem mit arbejde på sygehuset også i det daglige mindet om, hvor skrøbeligt livet er. Optrinet med den mandsopdækkede intensivseng på vej til scanning giver mig et sug i maven hver gang jeg oplever det – og jeg er ikke direkte involveret med patienten, sådan som du var, så jeg kan kun forestille mig, hvor forfærdeligt den situation er, hvor man kun kan være passiv tilskuer – selv om man ville give alt for at kunne hjælpe aktivt.

    Det er fantastisk, at du kan dele dine følelser – gode og dårlige – med os andre. Jeg er sikker på, at det hjælper andre at du så åbent kan tae om din sorg – men også vise, at der er et liv med sorgen og savnet. At der er glæde og latter også…

    :o)

  • Avatar
    Reply
    Tora
    23. april 2009 at 19:44

    “Alt for Martin” ble sendt på norsk TV i går, og jeg kunne selvfølgelig ikke la være å tenke på deg. Det er påkjenninger jeg ikke ville tro et menneske skulle bære, men så gjør dere det likevel. Den menneskelige psyke imponerer meg. Jeg er i grunn litt sjokkert, både over filmen, men også det jeg leser her. Alt du kan!

    Jeg håper du får en god kveld, det ser ut som om det kommer flere nydelige striper fra strikkepinnene dine!

  • Avatar
    Reply
    lissi eriksen
    23. april 2009 at 19:38

    hej liselotte.jeg kan føle med dig omkring din søns død.
    vi mistede en 19 årig søn i 1979.
    og man mindes hele tiden,
    og for mit vedkommende er det blevet værre med alderen, men nu er det gode minder , men savnet vil altid være der.
    det var lige et lille suk fra mig.
    hilsen lissi

  • Avatar
    Reply
    Ella
    23. april 2009 at 19:28

    Det er frygteligt at blive konfronteret med den intensive afdeling – jeg husker så tydeligt den frygtelige dag, hvor vi sad der sammen mens de kørte afsted med Alexander.

    Du bliver konfronteret igen og igen, med dit arbejde og når vi har haft brug for dig derude. Du stiller op hver gang, og jeg ved at dem du møder, har stor gavn af din indsigt, styrke og din empati.

    Du er dybt professionel og derfor kan du stille op til sygehusarbejdet, hver gang.

    Og du heles stille og roligt.

  • Avatar
    Reply
    Anette
    23. april 2009 at 19:24

    Kære Liselotte !
    Tak fordi du orker at indvi os i dine tanker om at miste. Tabet vil jo altid være der, og det må være noget af det værst for forældre at miste deres barn. Du gør en forskel ved at fortælle om det. Det er godt du giver dig selv tid til at heles i dit tempo. Du er en daglig kilde til glæde ved at kunne se dine smukke billeder og tanker.
    Hilsen Anette

  • Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)