7

På sådan en torsdag

Når vi tolker på sygehuset heroppe, er der ofte en vis portion usikkerhed omkring lokaliteten. Aalborg Sygehus spreder sig ud over et enormt område, som oven i købet ligger fordelt med en kilometers penge mellem sig i et Syd og et Nord, fordi alting ikke skal være så nemt. Man ved altid, om man skal være i den ene eller den anden ende af byen, men der holder det sikre så også op.

Nogle afdelinger kender vi, som vores egen bukselomme. Andre er mindre kendte og derfor vanskeligere at finde og når det parres med et sygehuspersonale, som synes alting er indlysende, er det ikke altid, at vi tolke finder vej i første omgang. Jeg tror, jeg taler for os alle, når jeg siger, at vi ankommer i god tid, hvis det er muligt. Man risikerer nemt en tur fra Herodes til Pilatus, inden man ender det rigtige sted. Sådan var det også for mig i dag. Ikke noget alarmerende og heller ikke noget tidspres, for jeg havde chauffør på og slap derfor for at lede efter parkeringsplads derude, men alligevel tog det mig væsentligt længere tid at finde vej, end forudset. Og mange flere trapper. Og matte ben, men hvad pokker, det er godt for noget.

Her er jeg endt lidt på toppen af byen kun for at finde ud af om et øjeblik, at jeg endnu en gang er kommet til den forkerte dør…

Aalborg lidt fra oven

Jeg snupper en lille pause, mens jeg får vejret, kigger endnu en gang på de oplysninger jeg har og sikrer mig, at det i hvert fald ikke er mig, som har læst forkert. Næ, den er god nok. Altså indtil jeg kommer indenfor og bliver vist over i en tredje bygning lidt derfra, men byen er jo pæn og grøn og sprød og alting…

I ly for regnen

Efter endt gerning skal jeg ud og vente på chaufføren. Det drypper forsigtigt fra himlen og jeg tager ingen chancer, så jeg finder lynhurtigt et træ, en bænk og så endelig telefonen, så jeg kan få bestilt transport. “Ti minutter”, lyder det i den anden ende af røret. Jo tak, men mit træ er hverken stort eller tæt, så jeg krydser fingre for, at det holder rimeligt tørt.

En bænk og et træ

Heldigvis holder himlen. I hvert fald tilstrækkeligt til, at jeg ikke bliver våd…

Tørvejr, sådan da...

Jeg går lidt, står lidt, venter og ender så med at beslutte, at jeg vil gå i retning af toppen og Zoologisk Have. Bare fordi. Det er frygteligt kedeligt at vente, så jeg snupper tasken og hanker op i mig selv, inden jeg fortsætter opad bakken. Måske man kan få øje på et dyr eller to…

Syrenhegn

Først får jeg øje på det skønneste syrenhegn. Tæt, frodigt og kæmpestort omkranser det omtrent en hjørnegrund. Det er utrolig smukt.

Jeg spejder efter Kenneth undervejs. Jeg regner med, at han får øje på mig, men intet er sikkert med den distræte mand, så jeg er klar til at hoppe ud på vejen og fægte med både arme og ben.

Jeg når næsten Zoologisk Have, inden han endelig er fremme.

Zoo lige om hjørnet

Egentlig havde jeg forslået Oline, at hun kunne tage med ind, for så kunne hun og jeg smutte en tur i Zoo, men Kenneth ankommer alene. Hun orkede ikke? Som om hun har noget at være træt af… og så sætter jeg mig i stedet ind i bilen og lader mig fragte hjemad gennem en smuk, lysegrøn og nyudsprunget Møllepark. Nu ærgrer det mig grumme, at hun ikke gad. Jeg gider nemlig godt.

You Might Also Like

7 Comments

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    15. maj 2009 at 07:37

    Jeg gad ikke alene, Tine – sådan er jeg så mærkelig nogen dage ;-)

  • Avatar
    Reply
    Tine
    15. maj 2009 at 05:53

    Så havde jeg valgt det første. ;-)

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    14. maj 2009 at 20:52

    Inge, det forstår jeg godt, at du er :-)

  • Avatar
    Reply
    Inge - Viva Italia
    14. maj 2009 at 20:07

    Årskort til Zoo – det er dejligt…. jeg er en flittig gæst.

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    14. maj 2009 at 15:28

    Kirsten, du er heldig :-)

    Tine, det kunne vi sagtens have gjort, men Kenneth var jo på arbejde, så jeg skulle alene eller ikke. Så valgte jeg det sidste :-)

  • Avatar
    Reply
    Tine
    14. maj 2009 at 14:30

    Du og Kenneth kunne vel bare være gået i Zoologisk have også selv om ikke have Oline med. :-)

    Vi har ingen børn, men det forhindre os bestemt ikke i at besøge zoologisk have i København ret så tit.

  • Avatar
    Reply
    Kirsten
    14. maj 2009 at 14:19

    Det gider jeg også. Altid. Heldigvis er jeg i den situation, at jeg med jævne mellemrum agerer lift ind til sygehuset, og jeg bruger jævnt tit den time jeg får forærende i ventetid, inde i zoo. Halleluja for årskort :-)

  • Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)