16

Søndagssjælero

Søndag morgen er mere stille, end den plejer at være. Jeg vågner klokken tæt på syv og kan brede mig, som det passer mig. Kenneth er forlængst taget afsted. Han er på vej til København. Ved middagstid bliver han hentet af Søster Lystig og kan nå at tilbringe lidt tid sammen med hende, inden han skal retur til Aalborg. Jeg er lidt misundelig, men det bliver en lang dag for ham. Han skal hente en bil. Han er godt tosset, men han mangler den grumme, for det er ikke nemt at drive en forretning som hans uden og i dag passede bedst for den slags, så vi undværer ham.

På terrassen står en kasse med blåbærbuske. Dem købte han til mig i går. Han ved, at jeg længe har ønsket at have blåbær i haven, så nu syntes han vist, at det var på tide at opfylde det ønske, når jeg ikke selv fik gjort noget ved det.

Blåbær

Blåbærrene skulle være af en sort, som er egnet til almindelig havejord, så der er vel en chance, men placeringen vil jeg lige tænke over, inden jeg sætter dem. Jeg har jo skovlignende tilstande i bunden af haven, så mon ikke de ville trives dernede. Jeg tror det.

Blåbær

Der er masser af bæranlæg på buskene, så i jorden skal de i en fart, for tænk om jeg kunne høste mine første hjemmedyrkede blåbær allerede i år. Det ville gøre mig ekstra glad.

Jeg havde brød liggende, som skulle på aftægt som fuglefoder sammen med en blanding af frø og nødder. Ude under trækronerne i kanten af haven, hænger fuglefoderhusene. Jeg elsker, at jeg har udsigt fra min pind her. Tre forskellige steder er der placeret foderpladser. Der kommer masser af små og store fugle og spiser, men ikke når jeg er derude. Så holder de afstand og sådan skal det være.

Foder til fuglene

Under trækronerne er bregnerne ved at være sprunget ud. De står tæt langs hele den ene langside af haven, hvor de skaber fint bunddække, som ind imellem rummer et pindsvin eller to, små mus eller kattene, som Oskar bestemt ikke er gode venner med.

Mens jeg får lagt det sidste foder på plads, begynder det at regne en smule. Jeg mærker det ikke i første omgang, men jeg kan høre dråberne ramme løvet. Det kommer aldrig til at regne for alvor, så jeg fortsætter min morgenhavevandring under en tung, grå himmel.

Langs terrassens ene langside står en række rabarber. Lige nu blomstrer de. Det er et imponerende skue. Skyer af  hvide, små blomster, som smider pollen og ikke dufter af noget som helst, men smukke er de.

Rabarberblomster

Da jeg når op på terrassen, kan jeg se, at der ikke er opklaring at spore. De lover solskin og varme senere i dag, men lige nu er der vist ikke meget andet at gøre end at vente, mens vejret langsomt forandres.

Mørk morgen

Jeg trækker indenfor igen. Brygger en kop kaffe og sætter mig lige her, foran computeren og med fin udsigt til mejser og spurve, som lige nu er gået ombord i al den rigdom, der er kommet til på foderpladserne. Det er ren søndagshygge, er det.

You Might Also Like

16 Comments

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    24. maj 2009 at 22:32

    Helle, jeg tror de vil trives nede i kanten af skoven. Forsøges skal det i hvert fald, men tak for de gode råd :-)

  • Avatar
    Reply
    Helle Lund
    24. maj 2009 at 22:27

    Hej Liselotte

    Jeg har lige plantet blåbær for nogle uger siden. På planteskolen sagde de, at jeg skulle have mindst 2 forskellige slags for at sikre en god bestøvning og dermed få et større udbytte. De skal plantes i jord blandet med spagnum (surbundsjord)….igen for at få det største udbytte. Bare et godt råd, måske ved du det hele i forvejen.
    God fornøjelse!
    Venlig hilsen fru Lund

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    24. maj 2009 at 21:13

    Åh Hanne, som jeg glæder mig nu – sikke I høster hos jer :-)

  • Avatar
    Reply
    hannekludekone
    24. maj 2009 at 21:12

    Du kan godt glæde dig, Liselotte, det er noget af det skønneste at have i sin have. Vi har haft blåbær i mange år – også før det blev “moderne”, som jeg har lagt mærke til, at det er. Da vi fik dem, var det kun en special-planteskole, der havde dem. Vi har 12-13 buske, og de gir så meget, at vi sælger af dem, foruden at familie og venner bliver fosynet. Jeg elsker de bær, prøv at se fra sidste sommer: http://www.syenlap.dk/?p=72 Vi dækker ikke af for fuglene, de går i ribsene lige ved siden af, og de må også gerne smage!
    Skovhjørnet i din have er ideelt! Held og lykke med dem, Hanne

  • Avatar
    Reply
    Monika
    24. maj 2009 at 13:10

    min erfaring med blåbærbuske i haven er: man får INGEN bær selv, hvis man ikke dækker af for fuglene. Det er deres ynglingsbær nr. 1. Har haft blåbær i 2 år og har endnu intet bær fået selv – til trods for mange på buskene – de forsvinder ligeså snart de er modne – så i år dækkes der af…

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    24. maj 2009 at 11:31

    Moster Tulle, jeg er SÅ glad for mine :-)

  • Avatar
    Reply
    Moster Tulle
    24. maj 2009 at 11:02

    Tak fordi du huskede mig på det – jeg ønsker mig også blåbær og glemmer altid….at jeg ønsker mig dem. Nu vil jeg smutte omkring planteskolen og få nogle i hus.

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    24. maj 2009 at 10:14

    Maria, tusinde tak for de rosende ord :-)

    Catarina, jeg er også vild med blåbær og jeg er den eneste her på matriklen, så jeg har dem for mig selv :-)

    Lene, jeg er sikker på, at vejret arter sig. Der er opklaring på vej, så rigtig god tur til jer :-)

    Mrs. Cakeaholic, søndag morgen ER bare skøn :-)

    Bente, jeg elsker min have og ja, jeg har meget stor glæde af den. Jeg ville meget nødig undvære :-)

    Lisbeth Bula, det var en rigtig dejlig start og god dag til dig også :-)

  • Avatar
    Reply
    Lisbeth Bula
    24. maj 2009 at 10:06

    For en hyggelig start. Slik skal søndager være på denne tiden av året. Ha en god dag.

  • Avatar
    Reply
    Bente
    24. maj 2009 at 09:59

    For en NYDELIG hage du har, Liselotte:-) Det er flotte bilder du viser, og samtidig beskriver du så fint med ord hvor stor glede du har av hagen din – takk for at du deler dette med oss lesere!

    God søndagshilsen fra Norges vestkyst – Bente

  • Avatar
    Reply
    MrsCakeaholic
    24. maj 2009 at 09:55

    Skønne billeder på en skøn søndag morgen, god søndag til dig :-)

  • Avatar
    Reply
    Lene
    24. maj 2009 at 09:43

    Her byder søndagen på motorcykeltur, så regnen behøver ikke at blive mere end til små dryp :-) God søndag til jer

  • Avatar
    Reply
    Catarina
    24. maj 2009 at 09:37

    Det ville være så dejligt – elsker blåbær, både i muffins, American pancakes og bare sådan, naturel. :-)

  • Avatar
    Reply
    maria
    24. maj 2009 at 09:02

    Tak for en fantastisk indføring i en søndag morgen. Dit sprog fanger.

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    24. maj 2009 at 08:57

    Catarina, det ville jo være fantastisk, hvis vi kunne høste til efteråret, ikke? :-)

  • Avatar
    Reply
    Catarina
    24. maj 2009 at 08:49

    Jeg fik også fat i en blåbærbusk i det tidlige forår og den står også i alm. jord. Jeg glæder mig til den kaster dejlig blåbær af sig.

    Rigtig god søndag. :-)

  • Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)