7

Taknemmelig lørdag

En vidunderlig morgen kan denne vist kaldes. Solrig, stille og med en varme i solen, som gør det muligt at sidde et øjeblik på fars bænk med kaffekoppen mellem hænderne. Maj er skøn. Morgener som denne er skønne. Jeg er vågnet tidligt og i stedet for at tvinge kroppen til mere søvn, er jeg stået op og har taget turen udenfor.

Jeg sidder helt stille på bænken, mens de første bier allerede summer i valmuerne. Solsorteungerne går morgentur i dugvådt græs og trækker regnorme af den jord, som så rigeligt forsyner dem med føde, mens de ind imellem skuler i min retning. Pindsvinet er fortrukket til andre græsgange og der er stille bortset fra en enkelt hund i nabolaget, som synes, at den vil gøre opmærksom på sig selv.

Godmorgen valmue...

Morgensolen rammer ikke min terrasse. Jeg skal ned i bunden af haven, når jeg vil nyde den. Det gør ingenting, for det giver mulighed for at nyde udsigten til de høje træer og resterne af de røde valmuer, som er hastigt på retur, nu hvor de lyserøde overtager i bedet.

Sådan en morgen kan man mærke livet. I stilhed finder jeg vej ind i mig selv, hvor Alexander ligger og gemmer sig. Jeg savner ham stadig hver eneste dag og et enkelt kig ind i skoven minder mig om den sommer, hvor vi byggede sjov terrasse omkring skurvognen, plantede syrener og i det hele taget hyggede os med livet. Det liv, som blev alt for kort, men alligevel efterlod sig spor, som aldrig kan slettes. Jeg græder stadig over tabet. Jeg sørger fortsat, men smerten forbundet med mindet om Alexander, bliver mindre og mindre.

Det er ikke sådan, at det gode tager over og sletter alt det, som fortsat gør så frygteligt ondt. Det er bare sådan, at min vilje og styrke vender tilbage og gør det muligt for mig, at foretage et aktivt valg, når jeg husker. Det er fortrængning, men jeg ved det. Det er et aktivt valg, at jeg ikke længere vil føle den skarpe smerte og smagen af en vrede, som er så oprindelig og primitiv, at den næsten skræmmer mig og i stedet vælger, at jeg vil huske Alexander, mit lille, smukke menneske, som formede bløde, milde hjerter overalt, hvor han kom frem.

Denne morgen sidder han med i solen, mens jeg drikker min morgenkaffe og husker, at der stadig er så uendelig meget at være glad og taknemmelig for. I dag skal jeg tilbringe i selskab med mennesker, jeg elsker. Mit liv er fyldt med den slags mennesker. Jeg er sund og rask. Jeg er i det hele taget et meget heldigt menneske. Lidt senere ankommer Annemette og Heidi, så der er vist ikke mere at bede om denne lørdag :-)

You Might Also Like

7 Comments

  • Avatar
    Reply
    hannekludekone
    30. maj 2009 at 20:11

    Liselotte, har du nogensinde tænkt på at skrive om Alexander og hans liv? Jeg mener mere uddybende end når du på din smukke måde omtaler ham i glimt. Vi, der ikke har kendt ham, kunne måske godt tænke os (jeg kunne i hvert fald) at lære ham at kende, som han var. Både hans psykiske sider, som du omtaler så kærligt, og hans fysiske, som – fornemmer jeg – indebar nogle alvorlige handicap. Jeg synes, han udgør så stor en del af din skribentvirksomhed her på bloggen, at jeg gerne ville tættere på ham. Men måske er det for svært? – endnu? – men måske engang.
    Kærlig hilsen
    hannekludekone

  • Avatar
    Reply
    sig
    30. maj 2009 at 17:35

    Du skriv så flott!
    Godt å merke at Alexander fortsatt er ein del av kvardagen din.
    Så nydeleg der det står: – en nu kun i hjertet Det seier alt! Har fulgt deg og dine frå den tida Alexander vart alvorleg sjuk og døde.
    Og dine valmuer blir eg aldri lei av å sjå på, neste år MÅ eg berre få slike i min hage.

    Med ynskje om ei herleg Pinsehelg!
    mvh sig

  • Avatar
    Reply
    Lene
    30. maj 2009 at 10:33

    Taknemligheden skal nemlig i højsæde, og jeg har gået og nydt synet af jeres krydderurter på min terrasse.

    Ha en god pinse med masser af kærlighed, omsorg og minder :-)

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    30. maj 2009 at 09:22

    Tusinde tak, fru Koch – og i lige måde til jer dernede sydpå :-)

    Pia Louise, at miste er bare frygteligt. At leve videre er baseret på aktive valg og en kurs, som skal udstikkes med omhu og følges med kærligheden i baghovedet. Det er lykkes meget godt herhjemme :-)

    Gitte, der er så meget at være taknemmelig for og ikke mindst dem, vi får lov til at elske. Hvis jeg har mindet dig om det, er det dejligt :-)

  • Avatar
    Reply
    Gitte
    30. maj 2009 at 08:45

    Dine ord finder vej ind til mig og rammer min sjæl, så jeg, her midt i min livsvigtige morgenkaffe, overvældes af taknemmelighed over min egen smukke familie.
    God pinse til dig og dine.

  • Avatar
    Reply
    pialouise
    30. maj 2009 at 08:17

    Du skriver, så jeg kan mærke kærligheden helt ud i tæerne. At miste sit barn må være det værste anslag mod livsdueligheden, men du har valgt livet til trods smerten.

    I ønskes en dejlig pinse.

  • Avatar
    Reply
    kokken
    30. maj 2009 at 08:03

    du ønskes en rigtig dejlig pinse her fra vest;)

  • Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)