Jeg slap med skrækken

Egentlig skulle jeg først møde her over middag, men en kollega måtte melde forfald tidligt i morges og jeg snuppede så en af hendes morgenopgaver. Det var oppe nordpå, så jeg skulle tværs gennem byen, inden jeg for alvor kunne lægge fra kaj. Den slags tager tid. Sådan var det også i morges, hvor vi fandt tålmodigheden frem og defilerede langsomt forbi Nørresundby Havn, ud ad Vestergade og så skal jeg ellers love for, at vi fik en morgenvækning, der var til at forstå.

Regnen væltede ned fra himlen, så der var ikke bare vådt, men rigtig vådt. Vi kørte allesammen fornuftigt og med god afstand, men pludselig besluttede føreren af bilen foran mig, at han ville til venstre. Ikke bare sådan med blinklys og god tid til at sende signal til medbilisterne, men pludselig, som i lige nu og her. Det afstedkom katastrofeopbremsninger for alle de bagvedliggende biler. Jeg lå lige bagved og fordi der var vådt, som i “det her ligner mest af alt en vandrutsjebane” gav bremserne op, blokerede og så gled jeg langsomt i retning af en smadret front. Jeg nåede at tænke tusinde tanker. “Der røg ferien til Normandiet” var en af dem, for jeg ville helt sikkert ende med at kysse hans bagende… og så slap jeg. Sådan lige!

Lige præcis tilstrækkelig med afstand til, at den bagvedkørende blidt kunne ramme min bagende, skubbe mig et par centimeter, så jeg næsten følte, at jeg sad med i bilen foran, som forøvrigt ikke lod sig mærke med, at han lige havde afstedkommet drama. Han drejede om hjørnet og forsvandt, mens vi andre konstaterede, at alle var sluppet uden nogen former for uheld. Sådan kan man også starte en morgen.

Jeg har stadig en hel bil, som er køreklar. Sikke et held.