Det tegnede nu rigtigt godt…

Oline og jeg er sådan nogen, som knapt kan ankomme et nyt sted, før vi er på opdagelse. Sådan var det også den lørdag, da vi ankom sidst på dagen. Oline fik stukket kameraet i hånden og blev sendt ud, for at tage det første kig på byen, mens Kenneth og jeg tømte bilen. Jeg var nok lidt ukoncentreret, for der gik ikke lang tid, før han sendte mig efter Oline. Jeg fandt hende oppe ved diget…

Der sad hun begejstret og kiggede ud over Atlanterhavet, mens hun nød de sidste stråler af aftensolen.

Hun havde allerede styr på byen. Der blev tegnet og fortalt og mens solen gik ned og forvandlede havet til et vidunderligt skue, fik jeg indføring i “derhenne til venstre ligger der nogle huse og en enkelt gård med udsigt over markerne” og “til højre er nede langs vandet og der er en legeplads og strandhusene længere henne, men jeg har ikke set ét eneste øje i byen endnu. Tror du, at vi er de eneste mennesker i en spøgelsesby?”.

Hun havde omtrent ret, skulle det vise sig. Vi var de eneste turister i Ravenoville sur Plage den første uge og lokalbefolkningen tæller ikke mange sjæle, så der var virkelig tale om stilhed i mere end én forstand, når vi tog turen gennem byen.

Den første aften nøjedes vi med at konstatere, at havet var smukt og tilsyneladende stedet for solens opstandelse mere end dens forsvinden. Fra soveværelserne ovenpå havde vi udsigt ud over Atlanterhavet og snart skulle jeg lære lyden af fiskerne, som med traktor førte bådene til havs, at kende, som mit nye vækkeur.

Da vi gik ned til vores sommerresidens de næste par uger, kunne vi konstatere, at køerne holdt af at brøle solen ned. På den ene side havde vi udsigt til Atlanterhavet. På den anden havde vi udsigt til marker med sirligt arrangerede halmballer og køer på græs, så langt øjet rakte. Der duftede af en dejlig blanding af hav og sommervarm hø, da vi fandt indenfor, hvor Kenneth havde indtaget huset. Det tegnede nu rigtigt godt, det Ravenoville sur Plage.