Variable succeskriterier

En by som Ravenoville sur Mer er så lille, at der ikke findes én eneste forretning. Ikke ét brødudsalg var der. Ingenting. Kun noget, som jubeloptimister engang havde kategoriseret, som restaurant, men som mest af alt mindede om en mellemting mellem et isudsalg og en café. Ikke desto mindre havde de menukort på gaden og med mellemrum kunne vi da også se, at der var en gæst eller to, som sad derinde om aftenen og spiste længe. Det måtte da borge for et vist mål af gastronomisk kunnen.

En aften gad vi ikke lave mad. Vi besluttede os for, at vi ville besøge restauranten, for muslinger havde de og dem kan ingen vel ødelægge. Troede vi…

Indenfor i det, der næsten lignede en restaurant, blev vi bænket med udsigt til strandvejen. Ikke at der skete det store derude. Faktisk skete der absolut ingenting, for vi var jo omtrent de eneste, som kunne finde på at færdes i byen efter klokken 19. Der sad vi så, da tjeneren kom og overtalte Kenneth til havsnegle. Jeg fastholdt mit ønske om muslinger og Oline valgte en pizza, for tænk engang, det havde de også.

Olines pizza kom som det første. Der gik ikke meget mere end de 5 minutter det tager, at varme sådan en i en microovn. Det var tydeligvis en købepizza, som var smidt i ovnen, inden den havde fået et drys af noget ubestemmeligt flødefarvet, som muligvis var ost. Vi fandt aldrig ud af det, for ingen af os havde den mindste lyst til at smage. Den var simpelthen for trist og uappetitlig.

Så kom Kenneths havsnegle og mine muslinger. Det viste sig, at det var et veritabelt bjerg af muslinger, jeg fik serveret, så Oline kastede sig glad over dem også og vi opgav at bestille andet, for der var rigeligt til os begge, når vi også indregnede den portion pommes frites, som nogen gange følger med muslingerne.

Kenneths havsnegle smagte af ingenting. De var seje, som blæksprutter, der ikke har fået tilstrækkeligt med tørre tæsk og blev serveret med en kønsløs mayonaise, som bestemt ikke var hjemmerørt. Vores muslinger var det også lykkedes dem at få til at smage af absolut ingenting, så en stor kulinarisk oplevelse kunne man bestemt ikke kalde det, men vi blev da mætte alle tre.

Vi opgav dessert og kaffe. Med deres manglende gastronomiske højder, kunne man jo allerede begynde at frygte selv en kop mokka, så den blev vi enige om at indtage hjemme. Vi begav os ud i byen. Oline snuppede kameraet og fik da også foreviget sine tossede forældre. Det sker med flere års mellemrum, at Kenneth og jeg bliver fotograferet sammen. Det er der tydeligvis gode grunde til…

Jeg undskylder på egne og Olines vegne…

Byen var øde, som i helt og aldeles uden ét eneste menneske i miles omkreds, da vi begav os hjemad. Luften var mild og dejlig og i sådan en lille badeby, er der plads til masser af afstikkere. Vi nåede ind i en del kroge, ud på nogle marker med kvæg og et sted fandt vi både høns og kaniner, mens lyden af måger fortonede sig i det fjerne.

Kun én gang så vi en kvinde, som lettede på gardinet, for at tage et kig udenfor. Ellers var der stille.

Mange af husene er til salg eller leje. Jeg tror, at næsten halvdelen af byen er forladt, så Oline havde haft ret, da hun den første aften nævnte, at den føltes lidt, som en spøgelsesby. Det var nu kun om aftenen. Om dagen var der lidt mere liv, når de lokale færdedes i byen.

Vi sluttede aftenen nede på diget, hvor vi så himlen forvandles til en farve, der mindede om ild, mens vi sad stille og snakkede om i går, i dag og i morgen. Bagefter var der kaffen og en god kage, som havde stået og ventet hjemme.

Nok var restaurantbesøget ikke nogen stor succes, men det endte dog ikke med en madforgiftning, som jeg lykkedes med et par aftener senere, da Kenneth hentede pizzaer på den lokale campingplads. Ingen madforgiftning er vel også en slags succes, eller…