Selvom døren står ulåst og mine ben fungerer, kan jeg mærke, at jeg er ved at udvikle en fornemmelse af fængsel og manglende frihed. Det er pjat, men det er sådan dét er.
Jeg kan ikke bevæge mig, hvorhen jeg vil. Jeg kan ikke køre bil. Jeg kan kun gå begrænset, fordi skulderen protesterer højlydt over at bære på en arm, som ikke tåler at bære sig selv. Jeg kan ikke cykle, for jeg har vist forlængst glemt at cykle uden hænder. Jeg kan ikke strikke, hækle, tegne, skrive breve eller bage. Jeg kan ikke en hujende fis.
Nå jo, jeg kan være rigtigt irriterende, når jeg hele tiden spørger familien, om vi ikke skal lave noget spændende. Måske skal jeg lige prøve at spørge dem. Igen…
12 kommentarer
Liselotte
16. august 2009 at 07:55Hold da op, som det er træls ikke at kunne foretage sig noget som helst, men jeg kan gå en tur… og læse lidt… og snakke med Oskar… og… drikke kaffe ;-)
Armen er i slynge, Claus, men det afstedkommer øm nakke, så slyngen er aflastning ind imellem, men kan bestemt ikke anvendes hele tiden :-)
Bolette
16. august 2009 at 01:22det er så sejt at du er røgfri , med det du 0plever ,eller måske netop med det du oplever , nogengange bliver man tvunget til at holde sig i ro , når man oplever svære ting , det at ligge en afhænighed kan være udfordrende … u go girl .. smerterne er også tistadighed her i gudme i bækkenet men jeg nægter at lade mig knække .. denne gang .. men jeg kan så også kører bil i små doser og gå .. ligge og stå lidt
..sidde kan jeg kun begrænset og løfte er en by i rusland og støvsuge det må gemalen klarer sender alle gode tanker til dig
kh Bolette
Claus
15. august 2009 at 20:03Jeg ved det ser træls ud, og er ligeså at gå rundt med. Men har du overvejet at lægge den trælse arm i en slynge ? – der er jo ikke meget fis ved at du får ødelagt skulderen, så den strejker når armen engang bliver OK.
Lisbeth Bula
15. august 2009 at 19:50Jeg forstår det SVÆRT godt!! Jeg hadde gått på veggen. Den ideen med død ipod rotte /hvit mus er akkurat hva jeg trenger selv, for jeg elsker å gå tur med hund mens jeg lytter til podcastede radioprogrammer.
Ella
15. august 2009 at 19:08Det er træls at være afhængig, Liselotte – jeg ved at du hader ikke bare at kunne smutte ud i det blå, eller i det mindste strikke. En skam at jeg ikke er en sur sild værd, så kunne vi være rastløse sammen ;-)
Nadia
15. august 2009 at 16:01Måske skulle vi bare omdøbe siden til : Slagt en RASTLØS hellig ko?!
Høhø, op med hovdet…
Louise
15. august 2009 at 15:59Men du kan smile – bliv ved med det!
Sender mange tanker til dig.
Vh Louise
Helle
15. august 2009 at 14:53SEJE Liselotte !
Fríða
15. august 2009 at 14:40åååhhh, stakkels, stakkels dig! uha, jeg tror jeg ville være totalt ulidelig i den situation, og jeg kunne altså slet ikke magte ikke at ryge! du er altså bare så sej!
kh.fra Island
Frida
INGA JENSEN
15. august 2009 at 13:28HEJ LISELOTTE.
BARE LIGE EN HEL MASSE KÆRLIGE TANKER TIL DIG.
I DETTE REGNVEJR HAR JEG LIGE BAGT SMÅKAGER, – FOR FØRSTE GANG I 10 ÅR.
HVAD SIGER DU SÅ…
JEG HAR ADRIG RØGET, MEN TROR NOK JEG KAN FORSTÅ HVOR SVÆRT DET ER AT HOLDE OP.
JEG HAR NATURLIGVIS ANDRE LASTER, – DRIKKER MEGET GERNE ET GODT GLAS VIN…..
KÆRLIGST INGA
Pernille
15. august 2009 at 12:57Jeg synes det er fantastisk du ikke har fået totelt pip endnu :)
Og hep hep med røgen, tænk der allerede er gået 14 dage :)
Kari Anne
15. august 2009 at 12:45God bedring med armen – håper du får en fin helg :o)
Hilsen Kari Anne