Mit tempo er som sneglens, langsomt, men sikkert. Jeg kommer fremad og det må vel være dér, den skal foldes. Jeg skal huske, at jeg rent faktisk kan nogen ting nu, som jeg ikke kunne for en uge siden. Lade armen hvile kortvarigt, hængende langs kroppen, lyder så banalt, men når man ikke har kunnet strække armen, er det ualmindelig dejligt, når man endelig kan. Ah…
Det er de små ting, som pludselig bliver vigtige og skelsættende, når man ikke kan ret meget. Jeg opdagede, at jeg rent faktisk var begyndt at inddrage højre arm i teskeoptagning fra skuffen, når morgenens kaffe brygges. Småt bliver stort. Det er vel, som det skal være.
Solen skinner :-)
14 kommentarer
Louise
23. august 2009 at 21:33Hvor dejligt at høre, det går fremad! Jeg glæder mig til den dag, du skriver, du har strikket :) Hvis du overvejer kieropraktor, kan jeg på det varmeste anbefale Mike Feiner ved Gåsepigen, han er fantastisk dygtig. (Desværre er ventetiden hos ham en følge deraf…)
Vh Louise
Liselotte
23. august 2009 at 20:31Charlie, også tak for dit input. Jeg er snart frisk på hvad som helst, der giver en chance for bedring til armen :-)
Min brombæropskrift? Øh… har du prøvet at søge på brombær ude i sidebaren? :-)
Charlie
23. august 2009 at 19:34Hej og GOD bedring med din arm. Lyder til du er lidt i bedring, ellers vil jeg foreslå dig et kiropraktorbesøg. Jeg var selv en kylling fordi jeg ikke var vild med at blive knækket i nakken – (er ellers ikke bange for kiropraktik – men lige NAKKEN..). Gik i flere måneder og led og fik fys. og alt muligt andet – indet hjalp rigtigt. Lavede øvelser osv men kunne stadig ikke bruge venstre arm til noget særligt. Bla kunne jeg overhovedet ikke frisere mig i nakken – kom til kiropraktor og minsandten om vi mennesker ikke har en muskel eller sene der præcis er til at frisere sig i nakken med – det vidste jeg godt nok ikke. Allerede efter første besøg havde jeg det mærkbart bedre – den konstante smerte og snurren i 1 finger var endelig væk og nu går jeg kun til nogle få opfølgende besøg og har 2 arme der duer igen. Håber dit også snart løser sig helt, for man bliver virkelig VANVITTIG af at være uvenner men en arm, ikke??? Og i øvrigt HJÆLP – hvor er din lækre brombæropskrift – har fået den anbefalet – men kan ikke finde den???
Liselotte
23. august 2009 at 02:00Det er rigtig træls med den arm. For pokker da… og Aline, tusinde tak for dit indspark. Jeg vil tale med lægen om det :-)
Aline
22. august 2009 at 23:15Altså… jeg har ikke skrevet til dig før,men, det med din arm – er du sikker på det ikke stammer fra nakken? Jeg havde for to år siden dine onde symptomer – smerter i albuen – den “larmede” om natten – kunne ikke løfte/bruge den, måtte næsten bære den da smertede at den havde vægt –
så uforklarligt – og det var en prolaps i nakken (helt uden smerter i nakken i øvrigt) – jeg skriver dette kun fordi jeg mener at kunne genkende dine lidelser så nøje. God bedring …Aline
Ulla V.
22. august 2009 at 21:47Præcis…der er noget ganske særligt ved at småt bliver stort.
Jeg er glad for, at du aner fremskridt. Rigtig god bedring. :)
marianne bentzen
22. august 2009 at 17:44Jeg ved at du bliver helt rask igen, og jeg ved også, at det tager tid. Tak for mange dejlige billeder – det i dag er da bare helt skønt.
sensommerhilsen fra Marianne
Anne
22. august 2009 at 17:23pyyy ha Liselotte det er da noget af en træls omgang du her har gang i …rigtig god bedring :-)
Eva
22. august 2009 at 16:41Ja nemli’ ja…
stensamler
22. august 2009 at 11:24Sådan!
AnneT
22. august 2009 at 11:06Godt med nærvær :-) Piet Hein har skrevet sådan en fint gruk om det: “Den Guds klarsyn hviler på, ser det store i det små”. Jeg synes dine billeder hele tiden har vist glæden ved det små – detaljerne, blomsterne, dyrene. Og det er dejligt at følge med i!
Catarina
22. august 2009 at 10:28Langsomt men stødt fremad – så når vi alle målet også du. Go’ da til dig Liselotte. :-)
Sifka
22. august 2009 at 10:07Godt, godt, godt, at det går den vej. God lørdag:)
Hanne C
22. august 2009 at 09:52Sådan – vi ses :-))