Jeg har været til globryllup for første gang i mit liv. Det føles sådan lidt forbudt, når man sidder dernede bagerst i kirken, uden at være inviteret. Til gengæld har jeg fået de mest vidunderlige billeder af bruden, lige idet hun kommer ind i kirken, så jeg håber på tilgivelse senere, når brudeparret ser dem. Hold op så yndig… og sikke en dejligt uhøjtidelig højtidelighed, de unge mennesker havde skruet sammen.
Der kommer ingen billeder af brudeparret eller deres gæster. Det er ikke mig, som har retten til at dele dem med jer, men jeg kan godt røbe, at det var et meget smukt bryllup og et endnu smukkere brudepar.
Mens jeg sad der, bagerste række til højre, og sang med af karsken bælg, fordi jeg fornemmede, at kirketjeneren og jeg rent faktisk var de eneste, der turde lade stemmerne høre, kom jeg til at kigge op i loftet.
Skibet, som hænger midt i kirken, gav anledning til megen moro, dengang Annemette blev døbt. Jeg fik tilsyneladende øje på det og var ikke sådan at distrahere efterfølgende, så jeg kommenterede skibet højlydt, gennemtrængende og sikkert også pinligt insisterende gennem hele seancen. Jeg var to år gammel og i dag var der en lille dreng, måske et års tid ældre, som på samme måde fik øje på skibet. Han var noget mere behersket i sin begejstring, men sådan er vi vel så forskellige.
Et skib i en kirke, som ikke umiddelbart har tilknytning til havet, det er da en underlig skik, men jeg fandt en forklaring lige her. Skibene stammer formentlig fra taknemmelige sømænd og messinglysekronerne fra rige købmænd, men hvem pudser dem? Det nåede jeg også at tænke, mens jeg sad der på bagerste række og ønskede brudeparret tilstrækkelig med held og lykke til at vare resten af livet. Jeg håber, at jeg lykkedes med det.
23 kommentarer
Gitte J
7. september 2009 at 17:32Jeg har kun være til globryllup en gang og det var sidste år. Bruden overraskede alle ved at komme i en mørk cremede kjole, men hun var så smuk at det var en oplevelse bare det at være i kirken og se hende. Min venindes datter.
Anni
7. september 2009 at 16:18Der er skibe i kirken fordi skibet er et symbol på menigheden.
Når man er i det skib (kirken) kan vi være trygge i oprørt hav, for Gud/Jesus er med os som fører af roret. Det er også et billede på, at vi alle er “i samme båd”. Vi er sammen om livet – der er ikke en af os, der er alene. Vi er her alle sammen og den bedste ide i sådan en situation vil være at stå sammen (selvom det ikke altid sker desværre).
Det er en rigtig fint symbol, og selve kirken hedder da også et kirkeskib, så vi hele tiden kan blive mindet om vores fælles vilkår, og om at vi er trygge i det skib:-)
Ja, der er skam tænkt over tingene:-)
Liselotte
7. september 2009 at 09:59Mette, I var da et fantastisk par og jeg HAR brændt en cd med billederne, som I får snarest, så den kan komme med i den garanteret omfangsrige samling af fotos fra dagen. Jeg glæder mig til at høre mere om dagen for øvrigt. Jeg er sikker på, at Ella er kvinde for at fortælle :-)
Mette
7. september 2009 at 09:53Hej Liselotte
Der skal ikke være tvivl om at vi var meget glade for i kiggede forbi. Vi havde den mest fantastiske dag. Vi glæder os også meget til at se de billeder du har taget.
Mvh. bruden :o)
Liselotte
7. september 2009 at 08:50Annepålandet, jeg synes også, at det er en hyggelig skik, så længe der er god plads i kirken :-)
Omkring skibet, så er det også en af de forklaringer, jeg er stødt på, så mon ikke der er noget om snakken? Jeg tror det næsten :-)
Annepålandet
7. september 2009 at 02:23Da vi giftet oss, for ca hundre år siden, dukket det opp mange venner og kjente for å være med i kirken, se på brudeparet og ønske lykke til. Og kaste ris over brudeparet på vei ut, naturligvis. Jeg synes det er en hyggelig skikk, så lenge det er god plass i kirken.
Da jeg gikk på barneskolen, var vi på tur til den lokale kirken, og der lærte vi (av presten) at skipet henger der av symbolske grunner. Hovedrommet (det største rommet) i kirken, der menigheten sitter, heter jo nettopp “skipet” (i hvert fall her i Norge). Skipet som seiler på havet symboliserer menneskene som seiler gjennom livet, med Gud som rettleder. Eller noe i den duren. Fortalte i hvert fall presten oss – vet ikke om det stemmer jeg, men det høres jo fint ut!
Liselotte
6. september 2009 at 21:19Ella, det var herligt med sådan en “sniger” på bagerste kirkebænk :-)
Johanne, jeg ville have det på samme måde – blive glad, men derfor kan andre naturligvis godt opleve det anderledes :-)
Kirsten, hvor er det herligt, at du lærer nye begreber at kende herinde – og det var en dejlig oplevelse :-)
kirstenpauli
6. september 2009 at 19:29har lige lært vad GLO BRYLLUP er.. jeg har aldrig hørt det or før nu.
se, liselotte vad jeg lære af dig. :)
jeg syntets det ville være morsomt…
Johanne
6. september 2009 at 19:02Kære Liselotte
Til vores bryllup, som foregik på rådhuset, dukkede nogle perifære bekendte/venner/kolleger op, folk der ikke var inviteret med til festen, men som ønskede at give os et lykke til med på vejen. Og hvor blev vi bare glade for, at de havde taget sig tid til at dele et utroligt lykkeligt øjeblik med os.
Det samme skete i dag, da vores datter blev døbt – vi fik hilsener og knus fra mennesker, vi på ingen måde havde forventet det af.
Det varmede, og det gjorde os utroligt glade.
Jeg er sikker på, at brudeparret satte stor, stor pris på jeres tilstedeværelse.
Stort knus fra Johanne
Ella
6. september 2009 at 15:53Kæreste Liselotte og Kenneth
Vi havde jo snakket om at vi ville elske hvis I var at finde på i kirken, til at dele det store øjeblik med os, som den nære veninde du er. .Jeg glæder mig til at dele dagens oplevelser med dig, der er så meget at fortælle – åhhhh, vi havde en vidunderlig dag :-)
Og jeg glæder mig til at se de billeder du tog fra en anden vinkel i kirken end der hvor jeg var.
Liselotte
6. september 2009 at 12:19Charlotte, hvis du havde fulgt med herinde og måske også havde opdaget linket i indlægget, ville du vide, at det er en venindes søn, som blev gift. Jeg kender brudeparret temmelig godt, så jeg er nok ikke at kategorisere som “fremmed” i traditionel forstand, men derfor kan du da stadig godt mene, at det var upassende, at jeg sad med.
Omkring afsløringen, så er der ikke noget at afsløre – alt stod at læse i indlægget, så det handler vist bare om, at du kommer forbi for sjældent og klikker for lidt på linkene ;-)
Charlotte
6. september 2009 at 12:04Endnu en gang må jeg undres over den klappen og tilkendegivelsen der altid finder sted her på bloggen på kommentarsiden.
Jeg er forundret over at ikke en eneste synes det er mærkeligt og upassende at have en glo-deltager.
Jeg ved der er åbent hus i kirken, men jeg ville selv være forundret og irriteret over en fremmed i kirken til mit bryllup som ville være privat og familiært.
Historien melder ikke noget om du var der personligt af lyst eller i arbejdsøjemed, meeen lur mig om ikke du afventer kommentarer og derefter afslører det :)
Liselotte
6. september 2009 at 11:34Jette K, det er en herlig historie, som nok afspejler sønnikes herkomst. Selvfølgelig! :-)
jette k
6. september 2009 at 10:21Hihi, vi har oplevet helt det samme med vores ældste Emil, som også var omkring 2, da han blev fremstillet og lillebror blev døbt. Mens vi sad og ventede på “tur” kommenterede han også højlydt alt hvad der var at kigge på, også det flotte skib som hang over vores hoveder. På hans sprog blev det til “en orn’li fiske tuler” hvilket oversat betyder “en ordentlig fiskekutter”. Jo jo, vi bor i en fiskerby.
Og har da forøvrigt de samme blomstervaseholdere på vores kirkebænke. :-)
Liselotte
6. september 2009 at 09:46Jeg håber, at det blev en uforglemmelig dag for brudeparret. Kirken er lille, hyggelig og intim, så den var fyldt til randen og det gør på en eller anden måde en positiv forskel, synes jeg :-)
“Fiske sjæle for Herren”, det er en fin analogi, tante – men deres net var for stormasket i går så… ;-)
Donald
6. september 2009 at 06:08Et bryllup kan kun blive bedre, når der er nogen til at “glo” – og så ovenikøbet med skarpe øjne som kan tage smukke billeder :-)
tanterne
6. september 2009 at 00:46Jeg forestiller mig at de skibe også hænger lidt sammen med at flere af disiplene var fiskere og een af dem endda fik den nye opgave at fiske sjæle for Herren. Så når vi sådan har sat os der under et skib, kan det blive et billede på at vi er klar til at blive fisket.
Dejligt at høre om et brylllup. Det er livsbekræftende at to vil hinanden så meget.
Tina - omme i London
5. september 2009 at 23:39Fedt at du gik til glo-bryllup, det kan jeg li’!
kagekonen
5. september 2009 at 19:43Det lyder som en skøn måde at tilbringe en times tid på… Kirker er som regel smukke og smukt udsmykkede bygninger, der altid er et besøg værd, og når der så oven i købet er pyntet op til bryllup så bliver det ikke meget bedre. Jeg håber som du, at det unge par får et liv fuldt af lykkelige stunder og at de i sig selv og hinanden finder den styrke det kræver at blive sammen et helt langt liv.
Heidi
5. september 2009 at 19:10Selvfølgelig bliver du tilgivet Liselotte, du er jo en fantastisk fotograf :-)
yt
5. september 2009 at 16:52Ja, det føles underligt at sidde med til glo bryllup.
Hvor jeg dog under dem en dejlig fest, det fortjener de virkeligt ;)
Vi venter i spænding på at se billeder ;)
Yt.
Liselotte
5. september 2009 at 16:35Marianne, det var en herlig stund og dejligt at se, at alt gik glat – og så yndige de var :-)
Shabby Marianne
5. september 2009 at 16:32Sikke en dejlig oplevelse du har haft – og jeg tror vi er en del der har fulgt det bryllup i tankerne i dag :-)