13

Jeg må i gang med at slide…

Fantasivest strikket i Kureyon

Fantasivest strikket i Noro Kureyon en aften sidste vinter, hvor jeg frøs helt vildt – jeg knuselsker den.

Jeg er lige dér mellem to stole eller noget… for jeg småfryser uden at fryse rigtigt og jeg kan ikke rigtigt bestemme mig for, om vi snart skal åbne for varmen eller kan klare os uden en tid endnu. Noget tyder på, at vejret kommer til at tage beslutningen for mig i næste uge, men indtil det sker, render jeg rundt og skifter mellem veste og striktrøjer. Der er jo nok at tage af…

Det er jo sådan, at jeg i virkeligheden ikke mangler ét eneste stykke strik mere, end det der allerede ligger i bunkevis i mine skabe. Jeg savner alligevel strikkepindene og hæklenålen. Helt vildt! Jeg har erfaring for, at de virker stressreducerende og er der noget, der kan stresse mig, er det lediggang og tanken om, at der er andre, som knokler, mens jeg laver ingenting…

Jeg har ikke fundet noget godt alternativ til strikningen. Det er måske min fantasi, der ikke rækker, men jeg synes det er svært at komme på noget, når højre arm ikke kan/må være involveret. Jeg læser fortsat bøger. I stakkevis. Det er dejligt og jeg nyder mine bøger. Jeg går ture. Ud i landskabet, men igen begrænset af, at jeg ikke kan køre selv. Jeg kan gå ture i nærområdet. Jeg har snart se det, der er at se. Jeg si’r det bare. Jeg involverer ind imellem resten af familien i småprojekter, hvor der er løft, som jeg ikke magter, men der er jo også grænser for, hvor meget jeg kan trække på mennesker, som måske ikke finder det helt vildt fantastisk at iagttage æblers forvandling fra både til mos.

Hvorfor pokker er det så, at de strikkepinde rummer magi og synes at være det eneste, som kan tilfredsstille mit behov for at finde ro? Jeg ved det ikke, men jeg elsker dem og de har den virkning på mig. Det er ikke mere kompliceret end som så. Sådan har det været, siden jeg ni år gammel strikkede mine første sokker og jo, jeg finder også fordybelse og ro i at bage, sylte, male, tegne og hvad jeg ellers kan, når albuen vil, men det bliver aldrig helt det samme, som at forsvinde ind i et strikketøj.

Måske kan jeg begynde at strikke igen, når vi er på den anden side af julen. Kan jeg nå at slide et par striktrøjer op på den tid, så jeg kan forsvare at fylde flere ind på de i forvejen bugnende hylder? Dét tror jeg nok, at jeg kan!

You Might Also Like

13 Comments

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    29. september 2009 at 12:40

    Åh Ege… du var forsvundet i al mit fravær og min uopmærksomhed. Undskyld! :-)

    Ege, jeg kan ikke holde til – med albuen – at folde papir. Det er allerede forsøgt og heller ikke godt for arm/albue. I det hele taget vil den absolut ingenting være med til :-(

    Rikke, der er ingen opskrift. Jeg improviserede – og farvenumre har jeg heller ingen anelse om, så der bliver jeg dig også svar skyldig :-)

  • Avatar
    Reply
    Rikke
    29. september 2009 at 11:12

    Hold fast hvor er det en skøn vest Liselotte! Kan du løfte sløret ift. om der findes en opskrift?? Mindes du hvilken pindstørrelse du har brugt? Og hviket farvenumer garnet har? Hvor meget garn skal der mon til? Hmmm… er virkelig tændt på at kaste mig ud i det – den vil lyse dejligt op i denne tid, hvor mørket kommer snigende. Ønsker dig en dejlig dag!!

  • Avatar
    Reply
    Ege
    25. september 2009 at 17:12

    mangler du noget at lave ………..hm hva med at lave noget i /med Candywrapper , æsker ,tasker , penalhus der skal dælme foldes mange “dimser” , så der vil gå en rum tid med dette
    og det kræver ikke de store armbevægelser

    De er ellers dyre nok og nogle har brugt tegneserie som ungerne ikke gad læser mer
    og du kunne måske selv printe noget “Liselotte”papir ud

    http://www.candywrapperpurse.blogspot.com/

    Eller google vidre fra dette

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    25. september 2009 at 16:01

    Jeg finder meget ro i at strikke. Måske kunne jeg finde lige så stor ro i noget andet, men det “andet” har jeg bare ikke fundet endnu. Måske det venter lige om hjørnet… :-)

  • Avatar
    Reply
    Vibse
    25. september 2009 at 13:55

    Deylig west :)
    Ja – og hvorfor kan vi så li’ at lave bestemte ting – aktiviteter som ikke rigtig bliver “slidt op” uanset hvor længe vi gør det? Det er vel ligemeget når det gør os glade :) Jeg ville ønske jeg kunne speedstrikke, det kan jeg ikke, men jeg elsker og nyder at se på dine billeder! Og går i gang med nogle af de ting der er vigtige for mig.
    God weekend til dig Liselotte og alle slagtenhelligko-læsere.

  • Avatar
    Reply
    Sanne
    25. september 2009 at 13:43

    Sagde du stress af…. så prøv lige at se her :o)

    http://www.garntrissen.dk/inde.....mid=100117

    Rigtig god weekend

  • Avatar
    Reply
    lise
    25. september 2009 at 12:57

    du har ret….een gang strikker altid strikker

  • Avatar
    Reply
    Fríða
    25. september 2009 at 11:54

    uha som jeg forstår dig, kan næsten ikke forestille mig mit liv uden strik! håber det går fremad fra nu af, så er der forhåbentlig ikke så langt igen inden du kan genoptage strikkeriet. du kunne da bruge tiden til at give os lidt bedre detaljefotos af vesten så man kunne have en mulighed for at efterligne!
    god weekend!
    kh.fra Island
    Frida

  • Avatar
    Reply
    unikarina
    25. september 2009 at 11:25

    Jeg forstår godt din rastløshed. Det er svært, når det som giver én ro og afstresselse ikke er muligt. Heldigvis kan du finde “trøst” i bøgerne samt naturen. Husk nu at naturen i øjeblikket skifter ham – og forandrer sig. så selvom turene kun på egen hånd kan nydes i nærområdet, ja så vil den se ny ud næsten hver dag.
    Skøn vest… god ide at slide et par trøjer op, så du med god samvittighed kan fylde lageret op med hjemmestrik igen!

  • Avatar
    Reply
    Sonnie
    25. september 2009 at 11:24

    Du har ret i, at der findes ikke noget som at forsvinde ind i sit strikketøj. Mange tanker til dig, der ikke kan strikke. Skønt at det går fremad med armen.

    God weekend

  • Avatar
    Reply
    Dorte Nielsen
    25. september 2009 at 11:24

    Hej Liselotte.

    Jeg læser altid med herinde, nyder dine ord og billeder, men har kun efået lagt et par enkelte kommentarer. I dag bliver jeg nødt til at skrive. Du beskriuver i dine to sidste afsnit lige præcis hvordan jeg har det med strik. At strikke er en verden for sig.
    Dorte

  • Liselotte
    Reply
    Liselotte
    25. september 2009 at 11:22

    Kirsten, selvfølgelig kan jeg det – og strik kan man jo ikke få for meget af… og skulle det ske, må man forære væk, så der bliver plads til nyt :-)

    Vesten, den er jeg glad for. Den var strikket i løbet af et øjeblik og den er varm de helt rigtige steder, så den er lige fundet frem igen, fordi den er næsten uundværlig lige nu :-)

  • Avatar
    Reply
    Kirsten
    25. september 2009 at 11:14

    Selvfølgelig kan du dét, Liselotte. Og strik kan man forøvrigt ikke få for meget af, især ikke når det er lavet med kærlighed og omhu :-)

    Fantastisk vest! Dén kan jeg godt forstå du elsker. Håber snart dine pinde kan knitre igen – vi går jo lissom og mangler lidt inspiration herude i Bloglandia, når du ikke er der med turbo´en ;-)

  • Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)