23

Det var den onsdag…

Kaffesøstre

Altså allerførst må sandheden for en dag. Hele formiddagen var jeg et rystende espeløv, for forude ventede tandlægen og sammen havde vi en aftale med en af mine kindtænder, som var sådan én af dem, som enten kunne ende som en feberredning eller alternativt i selskab med en monstertang, mens den blev fravristet sin plads i livet. Tætsiddende tænder er udelukkende af det onde. Tro mig.

Jeg tager ikke let på den slags. Faktisk sover jeg nærmest ikke i flere nætter inden, så da dagen endelig oprandt, kunne formiddagstimerne sådan set ikke gå hurtigt nok, så jeg kunne komme af sted og få det overstået kombineret med en stille bøn om, at de ville ringe og aflyse hele skidtet, for i virkeligheden ville jeg jo helst, at det ikke blev til noget som helst.

Først gennemgik jeg alverdens prøvelser i form af en monsterudboring (jeg er bedøvet halvvejs ned i Helvede, når jeg ligger i den stol, så jeg lyver grimt lige nu). Den lignede de boringer, jeg ser på Discovery, når de leder efter råolie på eksotiske steder. Vi fandt ingen olie og en tandlægestol er ikke specielt eksotisk, så faktisk var jeg allerede skuffet, da Niels kunne meddele mig, at tanden faktisk ikke var værd at redde. “Jeg gider godt prøve, men anbefaler, at vi hiver den ud”, var meldingen og så kan du da ellers tro, at jeg blev bleg helt ned til et sted midt på læggen, hvis vi havde gidet at se efter.

“Du er jo allerede bedøvet”. Det kunne jeg vel næppe anfægte og er der nogen, jeg har respekt for, er det tandlægerne. Jeg gør, som de siger. Så gabte jeg og så kan det da ellers nok være, at vi havde fornøjelse af den kindtand. Allesammen. Længe… men det endte lykkeligt. Eller… lykkeligt er eddermugme ikke ordet for det her, men det endte. Til sidst.

Nu er jeg en kindtand fattigere, men en hyggelig eftermiddag rigere, for ikke to minutter efter jeg var trådt ind af døren herhjemme, kom Ella og slog sig ned i min sofa, trøstede mig og underholdt, hyggede om mig og gjorde i det hele taget en forskel. Jeg glemte jo helt, at jeg egentlig skulle have haft frygteligt ondt af mig, have nægtet at lave noget som helst, fordi man endelig ikke må overanstrenge sig og bare sådan have udnyttet groft, at der måske havde været lidt medfølelse at hente i dag.

Nu har jeg sikkert allerede forpasset chancen. I hvert fald er jeg blevet bedt om at dække bord. Hvad mener I? Et SVAGT og SMERTEPLAGET menneske, som mig.

I morgen averterer jeg efter en ny familie. Måske.

Du vil sikkert også kunne lide