51

Fandens!

Jeg føler mig voldtaget. Det lyder helt vildt dramatisk og nogle vil, når jeg er færdig med min lille fortælling, ryste på hovedet og kalde mig et hysterisk fæ. Så er det sådan. Min oplevelse er, at jeg er blevet voldtaget – ikke sådan fysisk, som du sikkert kan regne ud, men i overført betydning. Det var grænseoverskridende. Det var traumatisk. Jeg kan faktisk ikke finde mindre farvede ord, for det, jeg har måttet lægge tid til i dag.

Jamen hvad har du da lavet, Liselotte?, tænker du nok…

Ikke noget særligt faktisk. Jeg er jo sygemeldt. I fredags fik jeg en indkaldelse til et obligatorisk forløb i projekt “Aktive – hurtigere tilbage” indenfor Aalborg Kommune, som for øjeblikket delvist finansierer min sygemelding. Projektet, indholdet og formen kan diskuteres, men indiskutabelt er det, at det er Aalborg Kommune, som for øjeblikket har hånd- og halsret over mig og min tid. De kan sagtens forlange, at jeg skal møde op og deltage i et projektforløb, som det ovenfor beskrevne. Det anfægter jeg overhovedet ikke og egentlig er det vel rimeligt, at de gerne vil have hånd i hanke med de penge, de pøser i enden på mig, men jeg kan ikke have det! Jeg er stor tilhænger af personlig frihed og jeg bliver næsten fysisk dårlig, når jeg ikke er i stand til at klare mig selv, som for øjeblikket, så at blive mindet om, at det oven i købet er Aalborg Kommune, som endnu en gang må ind over mit liv, jamen det kan jeg næsten ikke holde ud.

Jeg har så meget modstand på det og det kommer til at fylde så meget i mig, at jeg til den efterfølgende, individuelle samtale er nødt til at forklare mig. Nødt til at udlevere detaljer om mit privatliv, som jeg slet ikke havde intentioner om at dele. Nødt til at forklare, at jeg ikke kan holde ud til at være i det her, fordi min tillid til Aalborg Kommune har lidt alvorlig skade og er forvandlet til mistillid. Nødt til at dele ud af den smerte, der stadig fylder. Nødt til, fordi jeg ellers ikke ved, hvordan jeg skal kunne navigere i det her, som ikke får en ende, før jeg igen er raskmeldt.

Bagefter, da jeg forlader samtalen, føler jeg, at jeg er blevet voldtaget. Uforvarende ja, men ikke desto mindre. Jeg går nøgen og iturevet derfra. Og jeg er stadig ikke tilpas med at skulle navigere i det regi. Slet ikke. Fandens at have spøgelser siddende på skuldrene, men det har jeg altså.

Du vil sikkert også kunne lide