Så fløj tiden…

Fredag var sidste dag som aktiveret sygemeldt. Mens jeg fik sagt pænt farvel på tredje, kørte /many til lufthavnen for at hente Sifka, som havde lovet at stå på ét ben og synge “I’m bad”, så der var en chance for, at de kunne finde hinanden.

Det var tilsyneladende lykkedes, for da jeg blev løsladt og sendte en forespørgsel var svaret “…og for øvrigt er vi gået på værtshus”, så jeg endte oppe på vores bryghus, hvor damerne sad og hyggede igennem, inden vi indtog Aalborg centrum. Vi nåede vidt omkring, inden vi endte hjemme omkring spisebordet og nød lidt godt brød, ost og pølse. Senere måtte vi desværre sende /many retur til hårdt fysisk arbejde.

Nu skulle man så tro, at vi havde fået nok af byen i går, men da vi fik tilbudt et lift derind i dag, slog vi til. Det blev rigtigt hyggeligt og selvfølgelig måtte jeg vise Sifka Lange Kunsthåndværk. Jeg elsker det sted og jeg kan lide, at deres ting emmer af varme og humoristisk sans.

Nedenfor er et udtryk, som nok er temmelig indforstået, men ikke desto mindre flittigt anvendt på disse kanter. Jeg har kendt udtrykket, siden jeg var barn. Når nogen spørger om et eller andet, som man ikke lige ved/gider/orker at svare på, kan man sagtens slippe af sted med et “Et sted mellem Gug, Visse og Marokko”… og nu har vi mindsandten fået vores egen Trans… eller noget…

Og så var der de skønne små krukker, hvor jeg forelskede mig helt og aldeles i ham Bukke Bruse, som sad brandvagt. Måske jeg kan ønske mig…

Efter forretningens fine fristelser, trak vi udenfor, for at gå gennem Forvandlingens Port. Nu er jeg jo alligevel så godt i gang med noget personlig udvikling, så en fortsættelse var nærliggende. Jeg opdagede, at jeg allerede har udviklet mig så meget, at jeg havde svært ved at komme gennem åbningen….

Barometret har stået på “smukt” i dag, så vi nød vejret, solskin og fantasiens frie leg, mens vi gik på opdagelse i Langes univers. Bagefter blev vi mindre æteriske og langt mere materialistiske og gik på hardcore shopping. Det endte med støvler… og  de er bare T O P F L O T T E og min er, hvis jeg skal være helt ærlig, fuldstændigt og aldeles unødvendige, men ikke til at leve uden, fordi de har den smukkeste, varme nuance af naturfarvet skind…

Uhm… siger jeg bare og så tager jeg for øvrigt ikke ansvaret for andre indkøb denne eftermiddag. Ikke tale om. Og havregrød er blevet nævnt.

Nu hygges der igennem ved spisebordet. Sifka sender fred ud i verden, det rare menneske. Jeg snupper det hele, hvis jeg kan. Sådan er jeg!