Kender du det?

Om en time møder jeg ind på bagsiden af kirketårnet her. Ikke sådan direkte i forbindelse med kirketårnet, men det er nu alligevel tæt ved. Udsigten til det har vi, hvis vi gider, inde på min hyggelige arbejdsplads midt i Aalborg. Det bliver helt nyt for mig. Efter tretten år med base derinde, kan jeg ikke mindes nogensinde at have mødt derinde om morgenen. Det var altid ude i marken. Nu starter jeg på kontoret, så ikke alene er det nyt at skulle på arbejde igen, men opgaverne bliver også nye og jeg glæder mig til at bruge de næste par uger på at lære det hele at kende, men mest af alt glæder jeg mig til, at det igen bliver rutine, at jeg også skal ud af døren.

Når det går op for resten af familien, at jeg skal ud/på arbejde, sker der en kortslutning og de kommer pludselig i tanke om, at der er millioner af ting, de nødvendigvis må vende med mig inden jeg forlader hjemmet (vi taler altså kun om tre timer her). Det sker ikke kontinuerligt, så vi ligesom kan afsætte tre minutter, tale igennem og få aftalt og vendt det hele. Nej, det sker i små, korte men talrige sekvenser, så det resulterer i, at de formentlig får styr på deres liv, men lykkes med at få mit hakket op i så mange småbidder, at jeg til sidst ikke kan finde hverken hoved eller hale i det. Overblik er en by i Rusland, når man afbrydes med få sekunders mellemrum og skal forholde sig til højtalerkabinetters træsorter, kjole eller bukser, sølv- eller guldstik, Saturn og Mars og så fremdeles.

Nu har de forladt hjemmet i højt humør og finurlige og sjove er de altså. De er begge udstyret med fleksible og omtrent overaktive hjerner, så der er noget at leve op til. Jeg griner lidt af dem og mon så ikke jeg skulle lave et par aftaler med mig selv, så også mit overblik ender med at indfinde sig? Jeg tror det, men først en kop kaffe og så overblikket.