Jeg har altid – og i perioder eller vel nærmest sekler absolut ikke uden hån – elsket Johnny Cash. Jeg tror, at det var min far, som fik mig til at elske ham. Vi hørte ham ganske ofte og vi sang med. Allerbedst på tur i bilen.
Denne eftermiddag er tilbragt i selskab med blandt andet en ualmindelig overbevisende Joaquin Phoenix i rollen som Johnny Cash.
Jo, jeg er lidt sen til at få set film. Jeg ved godt, at den efterhånden er flere år gammel, men det gør altså ikke oplevelsen mindre for mig.
Walk the Line har længe ligget på hylden og ventet på en gråvejrsdag, som i dag. Et yderst passende, meget medrivende og rørende selskab skulle den vise sig at være og for øvrigt ikke ét minut for lang og så er jeg – sig det ikke til nogen – bare sådan lige en lillebitte smule vild med ham Joaquin sår’n i al almindelighed.
25 kommentarer
Liselotte
4. november 2009 at 20:36Jeps, vel er han så, Frida :-)
Frida
4. november 2009 at 20:21I love Johnny Cash, my father are responsible for that too :-) I have read his biography several times and seen “Walk the Line” three times. So I can only agree with you. He’s the best
Liselotte
3. november 2009 at 07:24Jamen jeg kan kun anbefale filmen til de, som endnu ikke har nydt den :-)
Sole
3. november 2009 at 02:15NU må jeg altså få set den film…. Har altid om ikke elsket så ihvertfald holdt meget af Cash’s musik. Faktisk har min søn på nu 19 åbnet mine øjne endnu mere for ham. Sjovt hvor de helt unge mennesker nu om dage ikke kun lytter til musikken men også sætter sig ind i baggrunden for de enkelte musikere, som de lytter til… Vi har en fælles “kærlighed”: Metallica… så når jeg hører Johhny Cash med San Quentin, ja, så går mine tanker uvilkårligt til Metallica og den anden vej rundt. JC’s San Quentin har altid stået utroligt stærkt i min bevidsthed.
Mette
2. november 2009 at 21:50Jeg er ikke specielt vild med Johnny Cash – men uanset er det en dejlig dejlig film.
Og ja, Joaquin Phoenix er sørme en steg :-)
Anne f
2. november 2009 at 21:03Ja den kan sagtens ses igen. Jeg har tidligere haft et lidt blandet forhold til Johnny Cash. Min mand er vild med hans musik. De senere år er mit syn dog vendt, han havde dybte og skrev faktisk nogle flotte sange.
Liselotte
2. november 2009 at 17:08En dejlig film, som jeg godt kunne lokkes til at se en anden gang, tror jeg :-)
Sylvia
2. november 2009 at 13:51Den filmen er bare fantastisk!!! den fikk en sekser av meg!!
mette t
2. november 2009 at 10:33Uhmmm den film ERskøn – og kan sagtens tåle at ses flere gange… johnny cash – selv drengene på 12 og 14½ elsker den film og hans musik!!! God regnvejrsdag her fra Djævleøen :o)
Mette T.
Puttenings
2. november 2009 at 08:29Både filmen og historien går lige ind i hjertet, i hvert fald på mig. Jeg er glad for, at du også har nydt den. :o)
Nadia
1. november 2009 at 23:10Julie – nej nej Joaquin Phoenix er skam stadig skuespiller. :-)
Julie
1. november 2009 at 21:59Åhh, Joaquin er en total hottie!! Hans bror River Phoenix var godt nok også en lækkerlas, men han døde desværre på tragisk vis, faktisk foran Johnny Depp’s natklub, hvis jeg husker ret. Joaguin Phoenix indstillede skuespil-karrieren efter Walk the Line, og er vist rapper nu.
capac
1. november 2009 at 21:55Og du kunne have set den rene vare på DR K – den nye kanal – hvor de sendte et show med Johnny i dag… ;)
Anne Dyrholm Stange
1. november 2009 at 21:35Det er en af de film, som jeg endnu har til gode, den må nydes en regnvåd og mørk eftermiddag i fifaen med tæppe over benene.
Jeg er heller ikke altid lige hurtig til at få set de gode film, f.eks. har jeg først lige set “Kunsten at græde i kor”, fantastisk, den kunne jeg godt snuppe én gang til…
Sidse
1. november 2009 at 21:16Det visler i filmrullerne, når en film formår at fremstille personerne autentisk og med et oprigtigt pyskologisk billede. Og der rammer Walk the Line rigtigt godt. Johnny Cash havde en fantastisk rejse frem til dér hvor han endte. Han allersidste sang er hjertegribende.
Hurt rummer uendeligt.
Sonnie
1. november 2009 at 21:10Ja, det er helt klart en film der er “one to watch” -more than once.
helma
1. november 2009 at 20:56Jeg tilslutter mig – både film, Johnny og Joaquin.
Lotte
1. november 2009 at 20:56Jeg tilslutter mig koret af kvinder, der er vilde med den film :-) Men jeg synes nu altså også at Reese Witherspoon gør det fantastisk.
Nadia
1. november 2009 at 20:49Du er da ikke den eneste, jeg så filmen forneden aften, og ham Joaquin gør det ikke mindre end helt FANTASTIQUE i sin efterlign af the real thing.
Kirsten
1. november 2009 at 20:39Mmmmh! Jeg ææælsker filmen, og tror snart ikke det kan tælles på to hænder hvor mange gange jeg har set den. Den tåler gensyn mere end én gang,om ikke andet så pga musikken. Og så er s´mænd HELT enig med hensyn til Joaquin! :-)
Lene
1. november 2009 at 19:59Og den film venter på at vi bliver færdig, så skal den ses :-)
Sådan - super flot!!
1. november 2009 at 19:59jeg elsker den her film pga den fine måde Cash og viv fremstilles, hele stemningen og så musikken…det er ingen hemmelighed at jeg altid skal synge Ring of fire HVER gang der er et karookeanlæg/singstar el lign i nærheden ;)
Sifka
1. november 2009 at 19:47Jeg må indrømme, at jeg er mere interesseret i Joaquin, end i Johnny. Når vi altså ikke taler om Depp;)
Andrea
1. november 2009 at 19:34Det er en rigtig fin film, jeg tror, jeg har set den to gange, jeg har nemlig . som du – været Cash-fan fra længe før det blev trendy.
Jeg tillader mig dog at håne retur nu – sjovt at pege fingre af min bror, som næsten har “glemt” at han grinede af Cashs måde at spille guitar på – kaldte det banke-guitar – og nu spiller han selv sådan ;)
anni
1. november 2009 at 19:32Åh ja, en dejlig film, det er vildt i indledningen hvor orkesteret spiller “johnny” ind til koncerten. god ny uge til jer. kh Anni.