Åh, så dumt…

Jeg synes jo, at albuen har det godt. Jeg véd godt, at den stadig kræver behørigt hensyn. “Du må lave alt med den albue. Det må bare ikke gøre ondt”, er fint nok og jeg er sådan set ved at være temmelig erfaren med hvad er godt og hvad er skidt, men jeg fik vist dummet mig i går, for jeg syntes jo, at jeg gerne ville være sådan lidt huslig og fik derfor gjort kål på alt vasketøj og så gik det galt…

Der lå strygetøj. Jeg hader at stryge, men jeg er sådan indrettet, at der helst skal gøres “rent bord”, før jeg virkelig føler, at jeg er færdig med et stykke arbejde, så jeg tændte for strygejernet. Jeg hentede radioen ud i bryggerset, nød gulvvarmen omkring tæerne og drak brændvarm te, mens jeg så tekstil efter tekstil blive glat, smukt og skabsklart. Faktisk nød jeg hele processen, for der er noget fuldkommen fantastisk ved endelig at kunne deltage i de huslige forpligtelser igen. At være rask er jo ikke kun at være i stand til at passe sit arbejde. Der er også rigtigt mange andre, praktiske gøremål i et liv, som et cetera så klogt påpegede tidligere i dag. Man er vel først “rigtigt” rask, når man kan varetage alle de pligter, et helt liv består af.

Jeg forregnede mig. I dag – og først i dag, for så tarveligt er det også – har jeg ondt i albuen igen. Øv, og hvor var jeg lige grædefærdig, da jeg mærkede det i morges. Èn ting hjælper dog med sikkerhed; at lave ingenting, så det har jeg gjort hele dagen… og måske er jeg nødt til at tage morgendagen i ed også. Det får tiden vise, men ærgerligt er det, for jeg havde ærlig talt glædet mig til, at jeg skulle montere head-set og byde velkommen indenfor i butikken, jeg er en glad del af.

Pokkers og så lærte jeg lige, at jeg ikke er mere “rask”, end et strygejern kan vælte mig og hvem skulle lige tro det, når man ser, hvor solidt jeg er sat på jorden ;-)