Snetur

Hvor har vi været heldige. Sne, sne og atter sne dalede fra himlen i store, bløde fnug, da vi endelig fik rumpetten med os ud i vejret. Iklædt det varmeste af det varme og med Oskar i snor, tog Kenneth og jeg turen ned i Ådalen, for at trave lidt af gårsdagens kalorier ud i storetæerne. Den slags passer Oskar svært godt og han kan ikke traves træt. Ikke på vilkår. Han vil bestandigt være foran i færd med at undersøge verden.

Ind imellem var det muligt med små, korte pauser, mens Oskar niflede og fiflede i Ådalens snedækkede græsser. Der var koldt derude, men ikke mere, end det bare føltes friskt og dejligt. Kenneth fik røde kinder og samlede små snedriver i folderne.

Det var utrolig dejligt at komme ud i luften og der var altså ualmindelig pænt derude…

Kenneth slider det sidste af sine MoonBoots og han er nærmest ved at græde, når han husker det. Jeg forstår ham, for det er måske ikke det mest praktiske stykke fodtøj, men det er det varmeste i hele verden og man kan bare ikke fryse med sådan et par på fødderne. Han kan trave tur i sine. Jeg er simpelthen vanskabt, for det kan jeg altså ikke i mine. Jeg må have noget mindre på, så jeg ifører mig mine gode, gamle Bumper og i dem er der plads til en uldsok og så er jeg jo glad.

På vej ud af Ådalen vendte jeg mig om til dette her syn…

Jeg synes, at jeg er usandsynlig heldig at bo lige om hjørnet til et stykke storslået natur, som Østre Ådal er. Årets gang kan nydes i et stille, uforstyrret hjørne af storbyen Aalborg og i morgen, ja da vil jeg igen.

Flere billeder af dagens tur i Østre Ådal lige her.