19

Morgensne ved Tjørnevang

Tidlig morgen, mørke og pludselig husker jeg, at dagens aftaler er aflyst på grund af sneen. Jeg vender mig om på den anden side, kravler tæt ind til Kenneth og mærker, at dynen er dejligt varm. Udenfor er dagslyset end ikke på vej, så klokken er ikke mange og jeg behøver ingenting. Efter en tid falder jeg igen i søvn.

Jeg vågner ved 8-tiden. Nu er lyset til at få øje på og jeg bliver nysgerrig, for hvordan klarer Nordjylland de store snemængder. Oline har snefri ligesom en stor del af resten af Nordjyllands børn og unge har det. Hun nyder, at hun ikke skal skynde sig ud af fjerene, så hun bliver liggende og er ikke lige sådan at lokke op. I stedet prøver jeg at få en fornemmelse af snemængderne umiddelbart udenfor de lokale trafikårer som have- og hoveddør…

Der ligger sne i store mængder. Havedøren åbner udad, så ingen problemer de første 40 centimeter, men så er jeg også der, hvor jeg er nødt til at stikke armen omkring døren og håndskovle det sidste, så jeg kan åbne tilstrækkeligt til at komme ud og skovle en sti. Jeg må opgive, for mine arme er ikke til den slags.

På terrassen ligger driver i hoftehøjde og jeg har slet ingen intentioner om fjernelse af sneen. Bare at grave en sti, så jeg ad den vej kan få Oskar med ud og tisse en lille tår. Han har alligevel fået sne nok nu. En tøsedreng er han jo, så når sneen pludselig ligger i lag, som er højere end han selv, er han ikke længere så kry. Så bliver han helst indendøre.

Kan du huske mit juletræ, som endte livet ude på plænen i haven? Nu stikker kun lige en gren eller to op over sneen. Driver samles og vokser sig stille og roligt højere og højere. Jeg er nødt til at opgive efter et øjeblik. Kræfterne rækker overhovedet ikke.

Da jeg kommer ind igen, er Kenneth stået op og er klar til at indtage både min jakke og havens hysteriske snedriver. Oskar skal jo ud, er vi enige om og det kommer han… men han skal lokkes…

Jeg forstår godt, at han finder det lidt skræmmende. Han forsvinder jo ned i bunden af driverne, når han rammer dem. Det går lige an at være derude, når Kenneth står og roser. Lidt frisk er man vel altid, tænker Pjosket og drøner en tur ned gennem den sti, der er gravet kun for at returnere i en pokkers fart, drøne direkte ind i køkkenets varme og for øvrigt nægte at komme udenfor igen. Vi opgiver. For en tid.

Du vil sikkert også kunne lide