Lidt strikker jeg da. Lidt…

I garnsammenhænge er dette her lille, oldgamle apparat næstefter garnvinden det absout mest geniale stykke værktøj, jeg nogensinde har ejet. Den har forlængst gjort sig fortjent til livslangt otium her på matriklen. Den har, uden at brokke sig en eneste gang, slidt omgang efter omgang, for at spare mig og ikke mindst mine nærmeste for at håndvikle garnnøgler.

Nogen synes måske at arbejdet med at håndvikle er hyggeligt, men jeg nyder, at jeg med dette krydsnøgleapparat kan frembringe nøgle efter nøgle på absolut ingen tid. Når man gerne vil i gang, skal det ikke tage evigheder at komme det, synes jeg, så det er ren luksus at kunne dykke ned under bordet og hive apparatet frem, køre nogle omgang og så være i gang med det nyeste projekt.

Jeg bruger det altså rigtigt meget. Faktisk så meget, at jeg er ved at have en fornemmelse af, at det snart er ved at være slidt og må erstattes, men skulle det ske, er pensionen velfortjent og jeg kan takke det for lang og tro tjeneste. Det er kommet til huse for mere end 20 år siden.

Det sidste halve år har jeg ikke betjent apparatet. Mine albuer er ikke vilde med bevægelserne, men så har jeg heldigvis familiemedlemmer, som – ganske vist under protest – gider hjælpe med en omgang eller to, så det gør de, når jeg tvinger dem. Det sker ikke ofte, for det er meget begrænset, hvad der bliver produceret for øjeblikket.

Jeg strikker på Linnea – all grown up (ravelry-link). Det har jeg gjort i henved tre måneder nu. Den er storforbruger af albuekapacitet, så det bliver til et par pinde i ny og næ, hvorefter den må hvile igen. En skønne dag er den færdig og rigtig lækker bliver den, men som sagt er lige præcis den cardigan ikke bedste venner med mine albuer, så jeg  har forlængst væbnet mig med tålmodighed og tænker i stedet i alternative baner, når albuerne er samarbejdsvillige og jeg længes efter et håndarbejde.

Nu drømmer jeg om Garter Yoke Cardigan (ravelry-link). Jeg er forelsket i det enkle. Ingen falbelader. Ingen fancy mønstre. Ingenting ud over retriller og glat, lidt talje og en god stak knapper. Det er lige mig.

For et øjeblik siden bestilte jeg lidt Cascade. To farver, fordi jeg ikke kunne beslutte mig. Nu er der Pacific og Ireland at vælge mellem, hvis det alligevel ikke ender med, at jeg snupper min Safranfarvede Supersoft og starter, inden Cascaden ankommer. Man har vel en mening, til man tager en ny.