Foden af speederen

Den sidste tid har været hektisk. Mere end hektisk. Faktisk så hektisk, at der ikke har været overskud, som rakte ud over det allermest basale, som at spise og sove. Så bliver jeg ked og slår mig i tøjret. Jeg har været her før. Det slider huller i sjælen. Huller, som bruger lang tid på at heles, så de skal helst ikke nå at vokse sig alt for store.

Jeg har brug for glæden. Jeg har brug for grin, sjov og ikke mindst et lille overskud, så jeg kan være primus motor, når det mangler. Så jeg kan starte det hele. Så jeg kan rumme og omfavne. Når jeg er ved at ramme bunden på benzintanken, vokser bekymringsrynken dybere og dybere og jeg bliver mere og mere grå. Både udenpå og indeni.

Forandringens vinde blæser. Det glæder og letter meget mere, end jeg havde fantasi til at forestille mig inden.

I eftermiddag er jeg indbudt til nogle timer i hyggeligt selskab. Jeg glæder mig rigtig meget. Det er lige, hvad jeg har brug for.