En storm i et glas vand, eller

Turen til arbejde var sådan en af dem, hvor alle smiler lidt mere, lidt oftere og lidt friere, for sneen væltede ned og kaos havde allerede indfundet sig i den milde form, hvor overskud stadig levner plads til grin, snak og gode historier.

Verden var, mens jeg havde siddet lunt og godt i 15’eren, blevet fuldstændig konturløs. Turen op gennem Niels Ebbesens Gade foregik på lykke og fromme, for det var jomfrueligt landskab, jeg betrådte. Oppe ved Frederikstorv snublede jeg, fordi jeg ikke kunne se fortovskanten, men jeg nåede aldrig ned med nakken. Jeg genvandt balancen.

Resten af dagen er gået i det sædvanlige gode selskab. Jeg sidder lunt og godt dækket ind af et par dejlige mennesker, så jeg hygger mig og da vi også fik besøg af en del af tolkene i dag, har det været sådan en dag med kaffepause med masser af snak og grin, inden vi igen skulle sende tolkene ud i verden. Nogle af dem rapporterede hurtigt, at de var blevet aflyst ved ankomst eller de blev det i løbet af de næste timer. Den varslede snestorm blev taget alvorligt ude i verden.

Klokken 14 fik jeg pålagt at tage hjem. Jo, den er god nok. Min leder sendte mig hjem. Hun huskede godt den sidste tur, hun og jeg var ude på, da snestormen ramte Nordjylland. Hjem skulle jeg tage, inden det blev for sent og jeg måtte overnatte på kontorets radiator eller noget…

Jeg forsøgte forgæves at ringe hjem. Vores telefon var tydeligvis i udu og både Kenneth og Oline tog ikke deres mobiler. Så drog jeg ud i verden uden at varsko dem. Jeg regnede med, at jeg kunne fange en bus.

Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal sige, for vi er jo sluppet ualmindelig nådigt. Sne var der og lidt blæst endda, så turen op til bussen var kold og væmmelig. Endnu mere væmmelig blev det hele af, at min bus aldrig kom.

Jeg ventede og ventede og til sidst ringede Kenneth og spurgte, om jeg var ved at være klar til at blive hentet. “Hentet?”, skreg jeg nærmest ned i røret, for jeg frøs, så mine knæ forlængst var begyndt at danse fandango og jeg havde nu i mere end en time forsøgt at ringe til først den ene, så den anden – uden held.

Hold da hest i en baggård, hvor var jeg indebrændt, men det lykkedes mig da at lyde så tilstrækkeligt tilregnelig, at han indvilligede i at komme og hente mig og således endte jeg med at komme hjem i fineste stil og ikke ét eneste sekund tidligere, end jeg ellers ville have været kommet hjem. Til gengæld var jeg væsentligt koldere denne gang.

Om lidt har jeg vel fået varmen. Om lidt…