Vores køkken er forsvundet. I løbet af gårsdagen forsvandt muligheden for at holde gryden i kog, bage et brød og i det hele taget være husmoderlig i de regioner. Nu er der murbrokker, råt beton, umalede vægge og en lugt af murerstøv og snedkerlim. Og rod. Og snavs. Og hvad så?
Så ingenting…
Ingen herhjemme gider hidse sig op. Det skulle da lige være Oline, som tager det meget fortrydeligt op, når vi engang imellem laver om på hendes liv, men vi andre véd jo, at det ender godt. Vi skal bare have tålmodighed og så selvfølgelig stamina. Der er lang vej endnu. Laaaang vej.
Eller måske er der ikke så lang vej, men det kan jo godt se sådan ud, når man tager et kig ud over en nedtaget kogeø. Ingenting er nemt. Heller ikke det, vi troede lige handlede om at hive de gamle vægge ned og i stedet sætte skabe op. Selvfølgelig ikke. Vi bor i et hus, som er hundrede år ældre end os. Vi er skæve, så hvor skævt er sådan et gammelt bondehus så ikke? Meget skævt, kan jeg betro dig. Faktisk er der nok ikke noget, som er lige ud ad landevejen her i huset.
Mange timer gik i går med at fifle med skæve vinkler og kreative løsninger. Mand, hvor kan man blive træt, men det går jo. Om treogtyve år griner vi af det. Ikke?
15 kommentarer
Liselotte
7. februar 2010 at 17:39Lisbeth Bula, man skal sandelig ikke tro, at noget er ret i sådan et hus, men vi skal jo først lige lære det ;-)
Tove, hjertelig velkommen – og frisk mod er jeg fuld af :-)
Tove Nygaard
7. februar 2010 at 17:19Hej Liselotte,
Jeg er ny på din blog, men jeg hygger mig fantastisk med dine tekster :-)
Held og lykke med projektet. Jeg har et job, hvor jeg ser mange spændende projekter som det du beskriver, og hvor kommer der mange flotte resultater frem.
Held og lykke – og frisk mod :-)
Vh Tove
Lisbeth Bula
7. februar 2010 at 11:48Skjeve vinkler?!?!?!? sist min mann og jeg tapetserte et lite kjøkken fant vi skjev vegg i det siste hjørnet. Vi holdt rett og slett på å bli skilt der og da! Nei – slikt er ingen spøk. Vi er nå sammen enda- men der vi bor nå er det garantert skjeve vinkler, huset fyller hundre år snart.. Nå vet vi, imidlertid. Nå vet vi…
Liselotte
7. februar 2010 at 11:42Det skal man, Anne :-)
Anne
7. februar 2010 at 11:39et er sikkert, man skal lægge vaterpasset laaangt væk :-)
Liselotte
7. februar 2010 at 11:35Hold da fast, hvor kan man altså lige mærke, at min kvote for den slags er ved at være opbrugt… *suk*, men godt, dét bliver det :-)
Therese
7. februar 2010 at 11:34Uh, det blir spændende at se det færdige resultat. Indtil da må du væbne dig med tålmodighed, og en ekstra kop kaffe ;-)
Charlotte Illum Larsen
7. februar 2010 at 11:32Åh Liselotte – der går nok ikke engang 23 år før i griner – bare vent når det er færdigt – og husk at tage billeder af det undervejs – jeg er så glad for de billeder jeg har af vores ombygninger. Mange hyggelige søndagsønsker fra Ærø
anni
7. februar 2010 at 10:55Det var vel ikke en bærende væg der røg ned?
Louise
7. februar 2010 at 10:49Vi lavede nyt køkken sidste år. Det var en lang og hård proces med forkert køleskabselement, som bremsede den videre opsætning, en knækket granitbordplade, et lånt blus med to plader, hvor den ene gik i stykker…
Men vi kan godt grine af det nu, for det er blevet så flot og lækkert. Så glæd dig :)
G-E-O
7. februar 2010 at 10:32The kitchen is my castle and I would go crazy if there was chaos in there
Anne Dyrholm Stange
7. februar 2010 at 10:13Sådan nogle udfoldelser har det med at gribe om sig!
Jeg har en fornemmelse af, at i er ude over det punkt, hvor det “bare” handler om hul til stuen og mere arbejdsbord??
Det bliver garanteret flot og lækkert og meget funktionelt – engang…
Sidse
7. februar 2010 at 10:0423 år? Det var meget. Men sikke et resultat, det venter, når støvet er flyttet og rene linjer er rent skæve. Kender det godt, mit er årgang 1725..
Men det er SÅ vidunderligt, når man er færdig. Vores børn hader den slags forandringer, altså når det står på.
Tine - Den kreative and
7. februar 2010 at 10:02Ja, det er noget af en opgave at ændre på et køkken, vi prøvede det for 6,5 år siden, men hold der helt op hvor han man det bare dejligt hver gang man kommer ud i sit køkken, for det er jo blevet lige præcist sådant, som man ønskede det.
God arbejdslyst, I kommer nok ikke til at kede jer de næste par dage. ;-)
Annette
7. februar 2010 at 09:59Ja det er hårdt Liselotte – men når kreative mennesker går i gang bliver de altid udfordret og når så arbejdet er færdigt og resultatet er dejligt at se på de næste 23 år, så er tilfredsstillelsen så meget større og glæden ved at bruge det nye køkken overskygger heldigvis de mange timer… Jeg sender jer nogle gode og varme tanker til at hjælpe jer :o)