SøndagsZen

Søndag er helt, som søndag gerne må være. Stille med kaffe i koppen, radio til underholdning og lyden af vaskemaskinen i øret. Der er tændt stearinlys og jeg sidder ved spisebordet, mens solen finder vej gennem haven. Udsigten er stadig sne, sne og atter sne, men det drypper derude. Snart…

Jeg drikker kaffe af min hane. Bare fordi jeg kan og fordi jeg elsker fornemmelsen af en stor skål god kaffe. Det minder mig om sommermorgener i Provence. Dejligt er det og med sol og blå himmel, kan man næsten drømme sig ned i varmen. Jeg længes, gør jeg.

Oskar har også fået forårsfornemmelser og insisterer ubønhørligt på at løbe ind og ud af havedøren. Han forstår simpelthen ikke, at jeg finder det trættende ud over det rimelige, at skulle servicere hans trang til svingdør, men træt af det er jeg. Han fik læst og påskrevet sidste gang, så nu er han fornærmet trukket ind til Oline og har begravet legemet under den lune dyne. Fred være med det og fred til mig.

Jeg har brugt den sidste 1½ time på at trevle op. Den slags er ikke morsomt, inspirerende eller i det hele taget noget, jeg vil anbefale. Tværtimod. Det kan tage det gode humør ud af enhver krop, tænker jeg, men jeg er sådan indrettet, at 15 centimeter strik, som bare ikke fungerer rigtigt, må og skal trevles op og så bliver det sådan. Solen sørger for, at humøret er intakt.

Nu er jeg klar til at give den endnu en skalle. Grantræet vil være fantastisk forårsfryd sammen med jeans og hvide skjorter, så jeg tager mig lige en pind eller to mere, mens jeg stadig helligholder min SøndagsZen. Ah…