Sådan søndag! Tag den!

Først gik vi ombord i pandekagerne. Oline vågnede op til duften af dem og nåede lige et hurtigt bad, inden vi satte en stak af dem til livs.

Jeg kan lide at eksperimentere med dem og truede jo med kanel og reven æble, men fandt i frugtskålen nogle meget modne pærer. De blev skrællet og skåret i små bidder, som blev lagt i den våde dej på panden. Når tid var, blev det hele vendt og pærer og pandekage smeltede sammen til noget nær det perfekte påskesøndagsindslag, vil jeg mene. De får med sikkerhed en chance mere en anden gang.

Jeg bliver hurtigere mæt af den slags, end resten af familien gør. Så hæklede jeg lidt på sirlige festkjoler til de bøjler, jeg ville på jagt efter. Åh jo og jeg tænkte jo, at sådan en søndagsudflugt måtte tale til samtlige i husholdningen, men deri tog jeg fejl, for der var kun én foruden mig, som syntes, at det var en god idé med en tur ud i det blå.

Det var tilstrækkeligt, for det var ham med kørekort.

Er du klar over, hvor stille der er i Hjallerup på en påskesøndag? Helt stille! Ikke én lyd, var der at høre. Ikke ét menneske på gaden. Tystnad. Dét var hvad der var i Hjallerup i dag. Og åbent i genbrugsbiksen…

Havde han så gamle træbøjler, som trængte til balkjoler og faldera?

Nej, det havde han ikke. Han havde til gengæld gammel melamin, som var A L T for dyrt og Björn Wiinblad man skulle tro, var lavet af det pureste guld, men sådan er det jo ikke og nok er interessen måske opadgående, men det er jo ikke sådan, at vi har fået en kollektiv hjerneblødning og gerne betaler noget, der ellers passende kunne være brugt til en sommerferie på Mallorca, bare fordi der står Wiinblad i bunden, vel?

Vel?

Nej og så blev jeg heldigvis sur og så kørte vi da bare igen. Basta. Og inde i Nørresundby var en butik, som jeg ikke engang kan huske navnet på nu, men den var så skrækkelig, at Kenneth fik en allergisk reaktion. Altså fordi der kun var kunststoffer og duftlys og ting, som slet ikke burde sælges i Danmark, fordi de overtræder enhver regel om giftige tilsætningsstoffer og garanteret også er fremstillet af underbetalte børn med tændstiktynde arme og slunkne maver. Så fik Kenneth udslæt. Og distanceondt af alle de stakkelse børn.

På vej hjem købte vi ind til en gammeldags mørbradgryde. Du ved, sådan én, hvor der er både bacon og cocktailpølser i. Man skal vel trøstespise, når man bliver smådeprimeret af at køre søndagstur, så vi skal smovse. Om lidt.

Imens vi venter, hækler jeg balkjoler efter disse anvisninger. Sirligt og sødt. Basta!