Jeg har været en tur ude i haven i dag. Ikke for at være aktiv, men mere for at drikke af glæden, der findes derude for mig. Glæden ved at være ude i vejret, naturen og den friske luft. Glæden ved at iagttage årets gang. Glæden ved at gense og opleve den cyklus, som netop kendetegner det, vi mennesker kun kan tæmme i begrænset omfang; naturen.
Æbletræerne står med spæde knopper. Om ikke alt for lang tid, vil de briste og forære et hav af skønhed ganske gratis.
Træerne står i midterabatten mellem to stykker jord, som har levet en omskiftelig tilværelse under vores hænder. Der har været boccia-bane, bålplads, æblelund og ikke mindst køkkenhaver år efter år. Mange år. Mange køkkenhaver med skiftende afgrøder og skiftende succes.
Mens jeg stod der i solen, med fødderne solidt plantet mellem de to jordstykker, gik det op for mig, at jeg vist har haft min sidste køkkenhave. At jeg i virkeligheden er mæt af at dyrke grøntsager. At jeg er der, hvor det vil føles okay og i orden, at jeg skal købe mine rødbeder, squash og gulerødder på torvet lørdag formiddag. At jeg faktisk ikke længere synes, at det er arbejdet værd, at kunne trække egne gulerødder af egen jord i august.
Køkkenhaven er hot, siger de kloge. Det synes jeg jo, at den altid har været. Jeg har altid elsket køkkenhaven. Jeg er vokset op med bedstefædre, som var dygtige jorddyrkere. Begge var virkelig talentfulde, meget omhyggelige og dedikerede amatørgartnere og måske har de andel i min store glæde ved at lade jorden berige mig med det, den finder passende. Jeg bliver altid glad og overrasket over, så gavmild mulden er. Måske er jeg i hjertet bonde? Jeg er i hvert fald ydmyg og taknemmelig for hver eneste frugt, bær, grøntsag og blomst der kan klemmes ud af det jordlod, jeg besidder lige nu.
Til gengæld er min køkkenhavekvote vist opbrugt. Andre tager over og begejstres. De vil finde glæde, hjertefryd og stor fornøjelse ved de gaver, jorden skænker dem, hvis de vil det. Jeg vil gå på torvet. Det er fint nok, kan jeg mærke.
Jeg vil i stedet bruge min havetid på at dyrke lidt stauder. Jeg vil anlægge endnu en æblelund, nu hvor harer har overlevet vinteren takket være mit sidste forsøg. Jeg vil sætte Magnolia, Kirsebær og endnu flere Valnød. Jeg vil sylte kvæder. Jeg vil elske alle mine bær og jeg vil stadig glædes over hvert eneste æble og hver eneste pære. Jeg vil nyde mine nødder og jeg vil nyde, at jeg ikke behøver luge mellem grøntsagsrækkerne.
Jeg vil glæde mig voldsomt til, at jeg kan tage hul på et nyt væksthus. Derinde vil jeg sikkert dyrke Pelargonier og Geranium. Jeg vil gå rundt med vandkande og stråhat. Jeg vil have melon, tomat og chili. Jeg vil…
Jeg vil prioritere… og om et øjeblik, vil jeg falde i svime over min valmuemark. Se engang, den er godt på vej allerede.
20 kommentarer
Liselotte
14. april 2010 at 09:46Jeg tænker, at drømmen om at være selvforsynende og dyrke egne grøntsager fortsat lever i mig, men virkeligheden har overtaget og jeg orker faktisk ikke mere, fordi det er et kæmpestort arbejde og jeg altid får groet alt, alt for meget. Jeg vil garanteret ikke forlade det helt, men i begrænset omfang dyrke lidt grønt hist og pist. Jeg kommer bare ikke til at anlægge de store køkkenhaver længere – det gider jeg vist ikke, men det er en stor glæde og jeg vil varmt anbefale det til alle, som har stamina og entusiasme :-)
Marina
13. april 2010 at 22:01Det fremgik noget så tydeligt at du har elsket din køkkenhave og at du stadigt har den i hjertet så hvis min kommentar lød anderledes var det mig der ikke kunne formulerer mig godt nok. Jeg har selv haft en køkkenhave på næsten 1000 m, men nu har jeg kun lige det allersjoveste så jeg får bedere tid til blomsterne. Naboen har tilgengæld snorlige rækker af alt muligt og så bytter vi af og til over hegnet så de får lidt blomster og jeg får lidt grønsager. Det er da hyggeligt.
Sidsel
13. april 2010 at 14:40Lad køkkenhave være køkkenhave…Lækkert er det, men er det besværet værd?? Når vi andre ligger på stranden og meganyder, når vi andre sidder i haven med kaffe, vin, et blad, en bog, noget strik, når vi andre tager et velfortjent frikvarter, så findes der folk med lugejern og numsen øverst!!! Sejt, ja. Men jeg vil hellere nyde de lidt nemmere glæder. Dr. Ingrids pelagonia’er i krukker, en sjat vand i ny og næ og så ellers bare NYDE SOLEN OG LIVET… Glæd dig Liselotte, glæd dig….
Torvet er skam ok. Køb det du skal bruge, ingen dårlig samvittighed over at skulle sylte, brase, henkoge eller hvad det nu hedder..
Gitte
13. april 2010 at 08:03Lidt sjovt at se sine egne tanker på tryk… Jeg har også dyrket min del af grøntsagerne tidligere, men for et par år siden blev køkkenhaven “lukket” og jeg nyder nu mit drivhus i stedet. Jeg er haveglad, men var måske kørt lidt træt i kartofler, rødbeder, bønner osv. Og sikke skønne glæder, der venter dig i dit nye drivhus
djohanne
13. april 2010 at 07:49Jeg er også med i eks-køkkenhave segmentet.
Har nu en lille “børnehave” hvor stangbønner, ærter, radiser og salater boltrer sig sammen med sommerblomster og krydderurter.
Det er ren nydelse. Der bliver masser af tid til at lege med staude- og krukkehaven + tid til at ligge på græsplænen og holde øje med skyerne:)
kirsten pauli
12. april 2010 at 22:52jeg savne min have kan du tro.. men kan tage ud til minældste datters dejlige have. saa nyd din have saa længe du kan.
god bedring med dine finger.. :)
madam m
12. april 2010 at 22:36Liselotte, – som talt ud af min mund.
Har haft lille, mellemstor og stor køkkenhavé. Har gravet og sået i snorlige rækker med alverden grøntsager.
Jeg giiiider ikke mere.
Jeg har masser af have, men blomster, blomster og blomster. De står i jorden, i krukker, gamle gryder, tønder – ja alt hvad der kan gro en plante i.
Stauder, buske og alt muligt hjemme-sået.
Første hold – alle mine løg er ligenu godt igang.
Og snart vil jeg tage alle mine frø, som jeg samlede sidste år frem, og begynde at så.
Herligt.
God bedring med fingeren og held og lykke med haven
Bibbi
12. april 2010 at 22:36Ha ha, jeg har osse lige været en tur derude og ja, det er faktisk utroligt mildt og tilmed stjerneklart :o) Tak for havetanker!
Liselotte
12. april 2010 at 22:11Bibbi, jeg har lige været derude. Der dufter vidunderligt og vejret er mildt og dejligt her :-)
Bibbi
12. april 2010 at 22:08Jeg får helt lyst til at spæne ud i haven nu…..i totalt mørke….hmm.
Liselotte
12. april 2010 at 22:05Marina, mine køkkenhaver har givet mig (og mine børn) så utroligt mange glæder og det håber jeg fremgår af indlægget. Jeg har vist bare udlevet den drøm. Jeg gider gå på torvet nu, for det ER et stort arbejde, som skal bæres af lyst og entusiasme, men har man det, er der intet, der er større og dejligere end timerne på knæ i rækkerne i køkkenhaven, mens insekter og snegle holder dig med selskab. Duften af muldjord og glæden ved at se ting lykkes er vidunderlig. Jeg har vist bare opbrugt min køkkehaveenergikvote, men jeg vil ønske, at mange andre gider og får oplevelsen. Det er vidunderligt med en køkkenhave :-)
Bea, sådan er det. Virkeligheden er jo, at lysten bærer værket. Alting fungerer allerbedst, hvis det fodres med kærlighed og nu overlader jeg køkkenhavepladsen til nogle andre :-)
Bea
12. april 2010 at 21:59erkjennelse er den største glæde. Da er man fri til å nyte. Hell og lykke med dine ønsker :)
Marina
12. april 2010 at 21:51Det var et meget dejligt indlæg ikke mindst fordi du som du plejer siger din mening. Køkkenhaver kræver voldsomt meget arbejde i forhold til de fleste andre ting i haven og hvis man ikke har lysten skal man ikke kaste sig ind i det af pligt. Frugtræer er dejlige og kræver kun lidt.
Masser af varme forårshilsner fra Fejø.
Liselotte
12. april 2010 at 21:45Anna, det er nok sådan og det er vel også den romantiske idé om hjemmedyrkede, økologiske frugter og grøntsager, som giver energien til hjemmedyrkning. Jeg gider ikke mere – og de andre afgrøder, dem har jeg nu haft hele tiden… sammen med køkkenhaven. Dette her bliver den rene svir og god tid, tænker jeg :-)
Anna
12. april 2010 at 21:31Det spøjse er jo at køkkenhavens hot-hed mest er blandt dem der aldrig før har dyrket grøntsager selv, nemlig i byerne hvor der hvis man skal være helt ærlig, slet ikke plads til køkkenhaver. Jeg kan sagtens følge at du ikke orker mere, og det gør du jo så alligevel, bare med andre afgrøder end lige de gængse.
Liselotte
12. april 2010 at 21:25Jeg glæder mig til at lægge energien nye steder de kommende år, så det skal nok blive dejligt det hele :-)
Ege, du slipper da slet ikke for mig. Jeg regner da med, at jeg får en personlig invitation i mail-bakken, når vi nærmer os :-)
Ege
12. april 2010 at 21:22og skal du har fler tips om væksthuset,pelargonier og duftpelargonier , kan du jo kigge forbi iår når vi igen holder åben have i juni
Katrine
12. april 2010 at 21:19Jeg har ikke andet at sige end: Også mig! Jeg vil også :o) Og jeg glæder mig allerede…
Sidse
12. april 2010 at 21:04Jeg forstår ikke dine Valmuer. Der er knald på. Her er det ikke synligt endnu, at de findes. Bare et par frøkapsler som ligger fra sidste års høst. Overvejelserne om stauder. Jeg er vild med stauder, hostaer, bregner, frugter.. Og hygge, som jeg er helt afhængig af. Hyggesteder alle steder. Og der kommer nye til hvert år, eller hver sæson.
Wong Wai
12. april 2010 at 20:45DU skal ha`tid til råhygning, skal du – ja ! Det undes dig kan du tro ;-)
God aften til dig og dine herfra :-)