Dagen, der forsvandt…

Først var der en tur ud i verden. Handlen og vandlen. Hold nu op, hvor er det rædselsfuldt at skulle gennem det mangelfulde vejnet ude i City Syd. Det tog lang tid. Meget lang tid og jeg skal love for, at det havde skabt så megen ophidselse på de billige rækker (aka passagersiden, hvor undertegnede var placeret, hvilket i sig selv er en skidt idé), at der var genereret en sund appetit.

Den udmøntede sig i en lun leverpostej og frisk gourmetbrød med emmenthaler. Udmærket, siger jeg bare. Hjem og tage hul på alle fristelserne. Og så var vi mætte. Omtrent forspiste. Og klokken var mange og altings oprindelige systematik løb ud i sandet sammen med vores trang til at eksperimentere med amerikansk kyllingepie.

Det må blive i morgen, for jeg tabte sporet og fornemmelsen for tid, da jeg begyndte at lege med en lille ting til et smukt, ungt og dejligt menneske, jeg frygtligt gerne vil glæde. Jeg ved ikke, hvad der skete, men nu er klokken mere end toogtyve. Jeg forstår ingenting. Og pakker sammen og beslutter, at NU må sofaen holde for.

Det er vist på tide…