Inden det pludselig blev mørkt, gråt og uvelkomment blæsende, havde vi det sjovt. Rigtigt sjovt. En bold og lidt gensidig jagt ind og ud af snoede stier, langs bede og på plænen og bagefter er der dømt finsovning. Nu ligger han og snorker nede i min seng og det endda så højt, at jeg kan høre ham et par rum længere oppe i huset. Han slægter sin madfar på ;-)
7 kommentarer
Lotte
26. juni 2010 at 10:38Tænkte det nok. Havde svært ved at forestille mig dig med en gøende hund.
Det sker fra tid til anden, at vi render ind i de små kræ, der hopper og danser og larmer så man ikke fatter det. Og jeg kan ikke lade være med at grine og blive ganske imponeret, når en lille fjerbold hopper om benene på vores store hunde, hvor den ene er et enorm rottweiler der er hjertensgod. Det imponerer mig, at de tilsyneladende er fuldstændig ligeglade med, at de står overfor en kæmpe, der kan æde dem i én bid. Ikke sjældent sker det, at ejeren ‘undskylder’ og siger: ja, den tror jo, den er et rottweiler. Hvis vores så synes, nu er det nok, så skal der bare et VUF, der runger noget dybere end den lille, til. Så plejer de små at liste af. Men forsøget på at lægge storebror ned er der næsten altid. :-D
Liselotte
26. juni 2010 at 10:02Nej, det er han ikke, Lotte. Han er sådan én af dem, som bare synes, at alle skal være de bedste venner og ikke forstår, når andre hunde ikke er enige. En pacifisthund er han ;-)
Han gøer kun, når vi leger :-)
Lotte
26. juni 2010 at 09:38Sig mig, er Oskar en af de der hunde, der danser rundt og vuffer konstant?
Du ved, dem der tror, de er enorme og har muskler/ego som rottweilere?
Jeg ved ikke rigtig noget om rasen, på billedet ser det bare ud som om, han gøer af hjertets kraft…. :-)
Dejligt billede forresten.
Liselotte
26. juni 2010 at 09:15Han er rigtig dejlig, Alice – og nej, det er ikke helt nemt at fotografere en glad og livlig hund :-)
Alice
26. juni 2010 at 09:11For pokker et skønt billede. Det er jo slet ikke så let at fotografere en livlig og glad hund uden rystelser i billedet – men hvor er han bare sød.
Letten
25. juni 2010 at 19:00Han er altså bare så skøn, ham Oskar.
Måske er det et bud på vores næste hund.
Vi har lige sagt farvel til vores gamle hund, så der går nok lidt tid inden vi får en ny.
Det værste er, at man jo skal sige farvel til dem en dag, og det er altså hårdt.
Liselotte
25. juni 2010 at 19:04Ja, det er frygteligt hårdt. Oskar er jo ikke min første hund og jeg véd, at det er frygteligt svært at sige farvel og undvære, når den tid kommer. Jeg håber, at der går mange år endnu. Han er en dejlig, lille hund, som er utrolig nem at omgås :-)