Klar, parat…

Vi er ude i noget luksus her. Kontorets åbningstider er gået på sommerferie og det betyder, at jeg ikke skal møde før klokken 9. Jeg går hjem klokken 13. Det er i allerhøjeste grad til at holde til, men uvant og derfor vågnede jeg naturligvis også, som jeg plejer, lige lidt før seks. Op og se land. Det er fint nok og jeg har været flittig, så nu summer opvaskemaskinen, vaskemaskinen og alt er i sin fineste orden fra morgenstunden.

Jeg nyder, at jeg skal i gang med min anden kop kaffe og det i ro og mag. Der er stadig lang tid til, vi slår dørene op for endnu en dag i varmen, for det bliver der. Hold nu op i shortskanten, som solen holder af at lege Bro, Bro, Brille med os derinde på hjørnet i midtbyen. Vi sidder snildt i tredive grader. Gid der var noget, der hed varmefri, men fire arbejdsdage endnu og så er der dømt ferie for mit vedkommende, så mon ikke jeg klarer den? Jeg tror det næsten.

Jeg skriver huskelister. Jeg bliver mere og mere indstillet på ferie. Jeg begynder i dén grad at glæde mig. Jeg tillader mig at lægge små planer, drømme mig væk til solsikkemarker, lavendel så langt øjet rækker og små hyggelige strande.  Jeg kan allerede dufte den vilde rosmarin, som er indbegrebet af Provence for mig. For Oline er det en trappe i Nice. Jo, den er god nok. Hende ultimative drømmeferiefornemmelse er forbundet med palmerne på boulevarden i Nice og så en trappe, som vi tilsyneladende aldrig nogensinde har betrådt, “men den er der”, som hun fastholder. Det er et billede fra hendes tidlige barndom, som i den grad er forbundet med hygge, ro, tryghed og ferie, så den trappe må vi ned til. Selvfølgelig.

Jeg glæder mig til at gense Provence. Det er mig, som har nægtet de sidste år. Det er mig, som ikke har været klar. Jeg tror, at jeg er klar nu. Alt for mange minder med Alexander er knyttet til Provence. Sommerferie var den tid på året, hvor Alexander trivedes allerbedst. Han var glad, sund og livsnyder om en hals, så de uger var det allerfineste og noget, han virkelig glædede sig til. Det er dejlige minder, men i årene efter Alexanders død var de kun med til at understrege, hvor meget jeg savnede og hvor uretfærdigt, jeg stadig synes det var, at han skulle herfra, som det skete.

Jeg tror, at jeg er forbi det punkt nu. Jeg tror, at jeg kan huske alt det dejlige og det må i hvert fald komme an på en prøve. Kan jeg ikke, kan vi heldigvis tage huset på ryggen og køre et andet sted hen, men jeg glæder mig. Meget. Det tager jeg som et tegn på, at jeg er klar.